I over 20 år har jeg ikke købt en eneste karklud! Peters farmor har nemlig sørget for, at dette ikke var nødvendigt! Hun har holdt hele familien kørende med sine hjemmestrikkede farverige karklude, lige indtil hun døde for nogle år siden, og dermed var det slut med de små pakker med kærlighedskarklude, som vi alle blev beriget med.
Mange af oldemors hjemmestrikkede karklude har desværre svært ved at holde masken efterhånden, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at smide dem ud og er da også begyndt at befale familien til at “tørre forsigtigt“.
En af mine veninder stod for et par uger siden med en af oldemors hullede karklude i hånden og spurgte “kan du egentlig strikke?“. Jeg begyndte at grine og svarede “Øh, nej! Det kan jeg så heller ikke…mere” tilsat lidt stemning af ynk! Og så fortalte jeg hende om de gode gamle dage, da jeg i 8. klasse strikkede en vildt flot sweater med flagermusærmer til mig selv, og jeg viste hende også billedet af Freja (to år) iført en sweater, som jeg tog så tilpas lang tid om at strikke, at hun kunne passe den i tre måneder..
Min veninde, som stadig stod og betragtede oldemors karklud, har meget sjældent ondt af mig, så hun spurgte blot “Har du overhovedet prøvet, om du stadig kan?” Og nej! Det havde jeg så ikke, for bare tanken om at sidde med to tynde strikkepinde i mine dumme usamarbejdsvillige hænder og med tungen lige i munden er nok til, at jeg langt hellere ville give mig i kast med at skrive festsange på ukrainsk. Og så snakkede vi ikke mere om den sag!
For at det ikke skal være løgn, så sad jeg faktisk på arbejde i tirsdags og lyttede til mine to storstrikkende og storhæklende kolleger, som jo fandeme kunne åbne både en garnforretning og en kursusvirksomhed i “Husflid med garn”. Jeg øffede lidt for mig selv om, at jeg ville ønske, at jeg også kunne strikke. Bare en karklud i retstrik eller sår’n…
I går, da jeg mødte på arbejde, lå der så en pose med syv forskellige farver bomuldsgarn og en helvedes masse strikkepinde på mit skrivebord. Man skal åbenbart passe på med, hvad man øffer om i nærheden af mine strikke/hæklekolleger. Jeg fik ihvertfald en lektion i, hvor mange masker, jeg skal bruge til en karklud, nogle fifs om, hvordan jeg slipper for at hæfte ender, og så ønskede de to madammer mig blot go’ arbejdslyst.
Så status lige nu i Fru Holmboes Strikkebiks er, at jeg sgu da godt kan strikke en karklud i retstrik! I to farver ovenikøbet. Jeg er nået halvvejs med min første hjemmestrikkede karklud nogensinde og for hver ny pind sender jeg Peters farmor en kærlig tanke. Det kan godt være, at jeg er Sønderjyllands langsomste karkludsstrikker, og at det ikke bliver særlig kønt, men hold nu op altså, hvor er det hyggeligt og vældigt opløftende, at skulle tørre køkkenbordet af med lidt hjemmestrik! Især når jeg havde bildt mig selv ind, at jeg ikke kunne…
ps. Mine skønne kolleger har inviteret mig med i deres strikkeklub. Det er måske liiiige at stramme den, men jeg sagde naturligvis selvsikkert ja tak til invitationen.
Nåh, jeg er nødt til at smutte nu, for den klud strikker jo ikke sig selv!
Ingen kommentarer