2 I Mad

Hyldeblomst is og “Jyttes Chokoladekage”!Ca. 4 minutters læsning

[dropcap]H[/dropcap]vis du er vild med at læse blogs med fantastiske madbilleder, topstylet romantisk-svensk borddækning og masser af flotte tillægsord som beskriver, hvor skønt et er at lave mad med rene og velopdragne børn, så er du i dag havnet på den forkerte adresse.

Jeg laver egentlig kun det her indlæg, fordi jeg jo har lovet at give jer opskriften på både “Jyttes Chokoladekage” og den, i al ubeskedenhed, ret velsmagende hyldeblomst is. Jeg har ingen gode billeder af nogen af delene, og jeg har ikke overskud til at skrive en masse om, hvorfor I skal prøve opskrifterne. Men tro mig, det skal I!

Men her har du et billede af et svensk flag uden romantik! Værs’go og det var så lidt da.

Hyldeblomst is (ca. 1 1/2 liter)

Ingredienser

  • 3 dl hyldeblomstekstrakt (brug evt min opskrift her – isen smager også godt med rabarber)
  • 3 dl fløde
  • 1 dl sukker
  • 2 økologiske lime (eller hedder det limes?)
  • 8 æggeblommer
  • 3 dl græsk yoghurt

Fremgangsmåde

  • pisk fløden
  • vend græsk yoghurt og hyldeblomstsaft i fløden
  • pisk æggeblommer og sukker luftigt
  • Pres saften fra de to lime(s) i
  • Vend de piskede æggeblommer i flødeblandingen og kom limesaft i.
  • Hæld massen i en ismaskine og kør i 20 minutter og put derefter i fryseren.

Min ismaskine er desværre afgået ved døden, så jeg vraltede ud til fryseren og rørte i isen med jævne mellemrum. Jeg vil klart anbefale dig at investere i en ismaskine, da resultatet bliver bedre og isen mere flødeagtig i konsistensen.

Hvis nu du ikke har været ude og plukke hyldeblomster, mens tid var, så kan du helt sikkert bare købe noget ublandet hyldeblomdstsaft hos købmanden, hvis blot du lader være med at røbe dette fif til svigermor, når hun roser dig for dine is-evner!

Og nu til opskriften på Jyttes Chokoladekage.

Du får lige en lille kort bonusinfo om, hvem Jytte i grunden er. For efterhånden mange år siden arbejde Peter sammen med Jytte på Handelsskolen, og en dag kom han hjem og sagde “Jeg har lige fået opskriften på verdens bedste chokoladekage” af min kollega Jytte. Chokoladekager er nok den opskrift, der findes flest af, og alle bliver i samme omfang betragtet som verdens bedste. Men den her ER noget nær verdens bedste fordi: Den er supernem at lave, giver næsten ingen opvask (hvilket er et STORT plus i min bog) og så smager den virkelig tungt og sødt på den helt rigtige måde.

Jyttes chokoladekage (tærteform-størrelse)

ingredienser

  • 2 æg
  • 3 dl sukker
  • 100 g. smeltet let afkølet smør
  • 1 knsp salt
  • 1 tsk vanillesukker
  • 2 dl mel
  • 4 spsk kakao

Fremangsmåde

  • pisk æg og sukker sammen
  • hæld det afkølede smør i og rør rundt
  • de “tørre” ingredienser røres i til sidst. Jeg sier altid de “tørre” ingredienser i, da det eller nemt klumper)
  • Bages ved 175 grader midt i ovnen i 40 minutter. (varmluft 150 grader)

Jeg serverede chokoladekagen samme med friske jordbær og hyldeblomst isen for mine svigerforældre, da de kom for at hente feriehunden Sofus. Begge mine svigerforældre var pænt begejstrede for denne eftermiddags servering.

Jeg ved godt, at jeg har postet ovenstående billede før, så derfor får I da lige et billede af noget andet sødt – nemlig feriehunden Sofus, som han så ud for 10 år siden. En anden størrelse, et andet tempo og en anden lugt har ramt ham siden dette billede blev taget…

Således beriget med både opskrifter, (ligegyldigt) svensk flag og (ligeså ligegyldigt) hvalpebillede af hanhunden Sofus, er der kun tilbage at ønske Jer god fornøjelse og velbekomme!

Du ville måske også kunne lide

2 Kommentarer

  • Send svar
    Mette L
    3. juli 2017 kl. 17:04

    Jeg ka’ godt li’ din humor 🙂 Den er så dejlig befriende ift. alle de der blogge med “fantastiske madbilleder, topstylet romantisk-svensk borddækning og masser af flotte tillægsord”.

  • Send svar
    Hanne
    4. juli 2017 kl. 11:40

    Det lyder som en god opskrift – skal også lige have prøvet din opskrift på hyldeblomstekstrakt 🙂

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.