[dropcap]J[/dropcap]eg vågnede i nat! Faktisk vågnede jeg lige i det øjeblik, hvor min venstre fod med ret stor præcision ramte Peters baglår hårdt. Peter vågnede ikke (særlig meget), og jeg skyndte mig derfor blot (i mørket) at kysse ham et eller andet sted i hovedet, hviske et uhørligt “undskyld skat” og så vende mig om på den anden side.
I går aftes havde jeg kun taget én spasmepille, fordi mine ben ikke gjorde så ondt, da jeg gik i seng. Jeg prøver hver aften at mærke efter og regulere i indtaget af nødvendig medicin, da det jo ikke ligefrem er chokoladeknapper, jeg jonglerer med hver aften inden sengetid. Jeg skulle have taget to!
Jeg havde efter nattesparket svært ved at falde i søvn, og brugte urimeligt lang tid på at få mit ben til at lade være med at ryste og krampe. Det var nærmest ligeså umuligt som at få en død mand til at trække vejret. Så jeg stod derfor op og strakte det stakkels ben ud. Jeg gik bagefter rundt i køkkenet med den gamle hanhund som kongens efterfølger. Jeg gik i seng igen og stod op igen og endelig fandt jeg ro i min seng under min dyne, og jeg nåede endda at glæde mig over, at det ville være lørdag uden planer, når jeg vågnede!
Det gjorde jeg så kl. 8.30! Til den smukkeste solskinsmorgen, der fik mig til at glemme alt om natlige vandreture og lortespasmer med indbyggede spark i mørket. Jeg “listede” op og tog tøj på. Peter sov stadig! Jeg fandt mit kamera inde på arbejdsværelset. Det har været gemt glemt, siden vi kom hjem fra Afrika.
Mine bestræbelser på at være den lydløse type slog også i morges fejl, for pludselig stod Peter iklædt et meget tungt ansigt bag mig. Han rystede let på hovedet, tog langsomt sit tøj på og kørte så efter rundstykker, mens jeg med kaffe i den ene hånd, kameraet i den anden og gammel hanhund i hælene ivrigt vraltede rundt på mine stive stænger og prøvede at fange havens skønhed denne klare forfrosne morgen.
Jeg fandt ud af, at iskolde blade med frost også kan have snotnæse
og at frost-indpakkede spindelvæv kombineret med et gennemhullet rosenblad klær’ hinanden.
Jeg fandt også ud af, at det der med at “roser er røde” ikke gælder i frostvejr. Så er de frostfarvede med frostpels på…
Og så opdagede jeg endelig, at glæden ved at høre græsset knase under skoene er ligeså stor, når man er voksen og ingen andre har “knast” det samme græs før en selv 🙂
Den her lørdag har været en god én af slagsen, trods mine vinterstive stænger. Jeg har lavet så lidt som muligt, og det jeg har lavet har været ren fornøjelse. Jeg har nemlig været hjemme hos en, jeg kender for at hente de smukkeste gaver, som han selv har designet. Jeg vil ikke fortælle mere lige nu, men det er unikke og flotte ting, jeg glæder mig til Frode Munksgaard skal se og have med på auktionen den 30. november!
Joh.. jeg vil da lige fortælle, at jeg heller ikke skal lave en dyt i morgen! Og at vi får besøg af vores gode venner i morgen aften, som Peter har lovet at lave aftensmad til :-)Og at jeg spiser piller nok i aften til at ligge helt stille hele natten 😉
God søndag til alle, og husk, at hvis du vågner tidligt i morgen og solen skinner, så bryg dig en kop kaffe og træd ud i frostvejret. Det er så smukt!
2 Kommentarer
Joan
12. november 2016 kl. 22:01Smukk, smukke billeder 😊 Tak for dem. ☺️
Pernille Høegh
14. november 2016 kl. 21:41Så rørende smukt ……