[dropcap]A[/dropcap]ltså min fysioterapeut ik?! Hun har hele haven fuld af blommer. Modne, søde og helt perfekte Opalblommer! Det er faktisk den samme fysioterapeut, som en morgen for snart længe siden smækkede en ordentlig røvfuld rabarber i favnen på mig og sagde “se hvad du kan bruge dem til!“. Jeg brugte rabarberne til både en jordbær/rabarbertærte, jordbær/rabarbersaft med mynte og citron og ikke mindst den skønneste jordbær/rabarbermamelade og så pakkede jeg tre poser med rabarber i fryseren.
Nåh men jeg har jo lovet jer et indlæg om blommer! Min fysioterapeuts blommer vel at mærke! Hun gav mig i sidste uge over to kg, så der var nok at gå i gang med. Det første jeg valgte at lave med blommerne var blomme/rabarbermarmelade. Den smager simpelthen virkelig fantastisk af både sommer og barndom.
Blomme/rabarbermarmelade
ingredienser
- 500 g. rabarber
- 300 g. blommer
- o,5 dl vand
- 2 dl sukker
- 1 stang vanilje
- 2 tsk Rød Melatin
- Atamon
fremgangsmåde
- Rens og skær rabarber i mindre stykker
- Skær blommerne over og fjern stenene
- Kom blommer, rabarber, vand, sukker og kornene fra vaniljestangen i en gryde og kog det hele op, til det er kogt ud
- Drys to tsk Rød Melatin i under omrøring
- Smag til med sukker, der kan nemlig være stor forskel på sødmen i rabarber
Hæld marmeladen i glas, der er skyllet i atamon
Jeg havde jo stadig rigeligt med blommer tilbage, så jeg lavede også en portion blommesaft. Den her blommesaft er med appelsiner og vanilje og smager ganske forrygende.
Blommesaft med appelsin og vanilje
Ingredienser
- 1 kg blommer
- Saft fra to friskpressede appelsiner
- En vaniljestang klippet i stykker
- 5 dl. Vand
- 250 – 300 g. rørsukker
Fremgangsmåde
- Skær blommekødet fri af stenen
- put det i en gryde med appelsinsaften, vaniljestang og vand
- Småkoges under låg i 30-45 minutter, til frugten er helt mør.
- Si massen gennem et opvredet rent viskestykke i en sigte over en skål i nogle timer.
- Der bliver ca en liter saft.
- Kom saften i en gryde og kog det op igen med rørsukkeret i fem minutter.
- Hæld blommesaften i rene skoldede flasker.
- Køl saften af og opbevar i køleskab.
- Holdbarhed er ca. en uge, da der ikke er konserveringsmiddel i.
God fornøjelse og rigtig god weekend 🙂
Ingen kommentarer