SommerferieCa. 4 minutters læsning

Jeg er altså ikke faldet i søvn. Jeg har det heller ikke skidt eller noget…

Jeg har bare så supertravlt med at tage det helt stille og roligt i sommerhuset. Det har nemlig lige indtil nu været en lidt sær sommerferie. For meget regn, for mange ændrede ferieplaner og for lidt feriestemning.

Det ændrede sig gudskelov i det øjeblik, vi i strålende solskin ankom til verdens dejligste sommerhus, som er det sted i hele verden, hvor vi allerbedst trækker vejret i takt. Vi laver, hvad vi plejer heroppe. Det er så pokkers forudsigeligt og trygt. Vi læser, går/triller ture, bader i Vesterhavet, går i biffen, på museum og spiser lige tilpas meget kage og is.

Jeg vil så gerne være med til det hele. Jeg mærker for hver gang, vi er her, at der skal laves nogle justeringer og krumspring, for at jeg kan det. Men sommerhus-sommeren 2016 er indtil videre mild ved både mig og familien. Jeg kunne skrive en masse og bruge en masse svulstige ferieord, men billeder taler tit et tydeligere sprog og giver et knap så slørende billede af det, jeg så gerne vil fortælle, såh…

Vi voksne plejer hvert år at fortælle vores unger, at ferie også er kulturoplevelser. Så i år inviterede vi dem med til Skagen for at besøge Anna og Michael Anchers hus. Jeg har faktisk for mange år siden på seminariet skrevet opgave om netop disse to, så jeg var naturligvis den ene af to i vores “femmandsgruppe”, som var tændt på både guidet rundvisning og fordybelse i malerierne efterfølgende. Det var vildt spændende og med rundvisning af en fantastisk guide, der virkelig kunne fortælle, så det endte med at fire i vores “gruppe” var ganske tilfredse med dagens kulturoplevelse. Sidste mand i gruppen var træt som en tolvårig og glædede sig bare til fiskefrikadeller på havnen 🙂

Og det er så nu, jeg bliver en gammel sur kælling for en kort øjeblik. På vej gennem gågaden trillende i kørestol oplevede jeg, hvordan en overfyldt gågade kan indeholde virkelig mange mennesker, som mest af alt ligner en flok lemminger, der har fået foretaget det hvide snit. Alle gik med hovedet ned i deres mobiler, kiggede ikke op på noget tidspunkt, væltede ind i min kørestol, snublede over hinanden samtidig med at de dybt fokuserede zigzaggede fra side til side, mens deres højre pegefinger gled som en tændstik henover svovl på skærmen på deres smartphones.

Efter at have sendt onde øjne og selv modtaget bebrejdende blikke fra de som havde slået sig på min kørestol, landede vi på havnen til de velfortjente fiskefrikadeller. Jeg brugte et par minutter på at øffe over pokemonlortemonstre og folks nærmest religiøse indsats for at fange de små monstre med deres telefoner. Jeg nåede både at sige noget om, at folk fandeme skulle tage at øve sig at opdrage deres børn istedet for at træne imaginære japanske figurer, og at jeg håbede, at alle turister havde glemt deres opladere derhjemme, så deres mobil gik død.

Og så havde vi spist færdig og skulle hjem til sommerhuset. Peter trillede med besvær min kørestol gennem mængden af turister, da der pludselig er en smuk ung kvinde, som kigger ned på mig, tager min arm og spørger “Er du ikke fru Holmboe?”. Glemt var mennesker, som finder det fornøjeligt at jagte små monstre, og glemt var følelsen af at folk på havnen havde spist glosuppe og kigboller. Den unge kvinde smilede, fortalte mig, at hun læser min blog, og at hendes mor også har sclerose. Hun roste mig for min måde at skrive på og takkede for at jeg giver håb. Det er altså så lidt, der skal til for at redde en andens dag – tak 🙂