Det er da helt i orden at tude, når ingen smiler mere!Ca. 4 minutters læsning

I dag mødte jeg sammen med min trofaste rollator op på plejehjemmet, hvor jeg blev mødt af en fysioterapeut. Lad os bare lege, at hun hedder Christina. Hun smilede til mig, så det var fra starten af vores time sammen også den position jeg indtog!

Jeg fortalte smilende om hovedtrækkene fra mine mange år med sclerose. Jeg fortalte også både smilende og lidt humoragtigt små anekdoter om højdepunkter og pudsige ting, jeg har oplevet som “én med sclerose“. Christina spurgte smilende ind til, hvori mine fysiske besværligheder og begrænsninger kommer til udtryk. Og jeg svarede smilende, og viste hende endda hvor latterligt mit venstre ben er til at bøje og løfte sig. Det havde hun så tydeligvis nok registreret og kom med nogle forslag til, til hvordan vi kunne arbejde med “stift ben”.

Og så kiggede hun pludselig på mig uden at smile og spurgte:

Hvad er dit mål Charlotte?

Og så smilede jeg så pludselig heller ikke. Jeg kunne derimod mærke klumpen i halsen presse tårerne ud af øjenkrogene…

Jeg trak vejret dybt og sagde så “Jamen.. altså at kunne blive ved med at gå jo!”

Og så tørrede jeg øjnene, smilede undskyldende, snøftede og fortsatte “Men det er jo et relativt langsigtet mål ik?!”

Christina nikkede og syntes tilsyneladende, at det var helt OK at græde lidt. Hun hentede en serviet til øjnene, og så blev vi enige om, at mit andet mål om at træne mit venstre bens muskler, så jeg går knap så stift og søgangsagtigt ville være et mål, vi sammen kunne arbejde med om mandagen på plejehjemmet. Og så gik vi igang med træningen! Det var hårdt, faktisk helt åndssvagt hårdt, men Christina heppede og hun roste mig. De to ting er min benzin. Det er hep og ros, som får mig videre. Det er hep og ros, som fører mig frem mod mit mål!

Jeg var træt, da jeg kom hjem fra plejehjemmet, men glad, fortrøstningsfuld og taknemmelig over at have fået muligheden for at få hjælp af både en fantastisk ergoterapeut om torsdagen og en ligeså eminent fysioterapeut om mandagen på plejehjemmet 🙂

Klokken 15.30 dukkede min veninde op. Hun sendte mig en besked igår:

Det ville jeg i dag! Så vi kørte afsted med tre plasticposer til et skummelt sted på landet, hvor der rigtig nok var masser af ramsløg. Vi holdt balancen, stod med røven i vejret og samlede en god høst af velduftende ramsløg. Vi satte os ind i bilen, kiggede på hinanden og blev hurtigt enige om at øl smager fantastisk i godt selskab på en helt almindelig mandag. Så vi gjorde holdt ved den lokale købmand og investerede i to kolde øl, hvorpå vi sendte ekspedienten et smil og et mojn, inden vi kørte ned til en lille bitte havn, hvor vi fik vendt dagen, tårerne, sejrene, mens vi holdt fast i både øllene og nuet! Lige dér, bare os to på en lille bro med benene hængende ud over kanten, mens fuglene sang og bølgernes beroligende skvulpen gav os lyst til at blive siddende.

Men der er jo også en hverdag med aftensmad, basketball og lektier for enden af en bro med veninden og to kolde øl. Så vi kørte hjem igen – og det var helt OK. Vi gør det jo bare igen, lige når vi mindst regner med det og allermest har brug for det.

Det er sådan noget, man skal huske at både veninder og mandage kan bruges til. Og tak for det!