[dropcap]J[/dropcap]eppøøøø, gæt hvad vi skal ha’ til aftensmad!” Det var ret tydeligt (selv for en døv) at høre det næsten usynlige suk, der lød fra Hjalte igår eftermiddags. Inden han fortsatte med at råbe videre til sin bror (i samme opgivende tonefald), kunne høres endnu et opgivende suk:
Mors kartoffelpizza!
Jeppe? han mumlede bare et eller andet uforståeligt uden større begejstring og så læste han videre inde på sit værelse.
Da jeg for et par uger siden lavede kartoffelpizza, var det første gang, sådan en blev serveret herhjemme. Når jeg tænker tilbage, så mindes jeg altså ikke, at folkene rundt om bordet sukkede, brokkede sig eller gylpede undervejs! Men jeg lagde da godt mærke til, at Hjalte spiste mere bund end pizzafyld.
Nu er jeg så ikke den slags mor, som falder for hverken suk, madbrok eller mumlerier, så jeg fortsatte lidt insisterende min kartoffelskrælning igår og spurgte demonstrativt, om drengene troede, at to pizzaer var nok. Hvad ingen af dem vidste var, at jeg igår havde tænkt mig at lave luksusudgaven af fru Holmboes kartoffelpizza! Jeg brugte derfor både bacon, hjemmelavet ramsløgpesto (som du finder opskriften på, ved at trykke her) og rigeligt med mozzarellaost.
Jeg kunne nu vælge at bruge en masse flotte ord, der med malende vendinger beskriver, hvad folket rundt om spisebordet ytrede og hvordan de så ud, da de så smagte pizzaerne, men jeg er så svimmel og træt lige nu efter at have været MEGET på arbejde, at jeg vil nøjes med at sige:
De var vilde med pizzaen! Virkelig! Og de sagde det allesammen (udenfor referat skal lige siges, at Freja sluttede af med en leverpostejmad ;-))
Jeg har jo i laaang tid lovet jer opskriften, så værs’go og selv tak 🙂
Print opskrift som PDF
Kartoffelpizza (én ovnplade – vi er fem spisende medlemmer)
Pizzadej
Jeg plejer at lave dej på slump. Jeg er klart bedst til bare at mærke på dejen, hvornår den er god. Men her er en dej, som jeg vil mene virker:
- 50 g gær
- 5 dl lunkent vand
- ca 1 kg hvedemel (garanteret lidt mere…)
- et skvæt olivenolie
- 1 tsk salt
Lad dejen hæve en times tid, imens kan du ordne det, der skal ovenpå og tage en slurk af din kolde øl 😉
Ingredienser til topping
- 10-12 middelstore kartofler
- En pakke mozzarellaost
- Et glas pesto (jeg brugte naturligvis ramsløgpesto, som jeg jo lavede for en uges tid siden)
- 300 g bacon i tern (især hvis der er mænd og store drenge, der skal hoppe på idéen med kartofler på pizza)
- Knust hvidløg eller hakket ramsløg til at strø ovenpå til sidst
Fremgangsmåde
- Rul dejen ud og læg den på en bageplade (med bagepapir selvfølgelig)
- Smør pesto på dejen
- Læg et lag fintskårne kartofler på pizzadejen (helt tæt)
- Steg bacon på en pande, så den er helt sprød og mandefolkeagtig (duften lokker jo også)
- Top med mozzarella, det stegte bacon og hvidløg/ramsløgblade
Bag pizzaen i 14-15 minutter ved 230 grader varmluft (Hold lige øje med den undervejs, så den bliver lige tilpas bagt)
Et tip: Hverken en kold cola eller en kold øl smager skidt til denne ret!
God fornøjelse og skriv endelig herinde, hvis du har idéer til andre spændende pizzaer eller hvis du prøver at lave denne her og vil give din mening 🙂
Ingen kommentarer