Er der ikke bare vildt mange som glor?Ca. 4 minutters læsning

[dropcap]J[/dropcap]eg havde lagt mærke til, at den unge fyr med en smøg i hånden, stod lænet op af sin bil og gloede på mig, da jeg parkerede på handicappladsen lige ved siden af ham. Jeg lagde også mærke til, at han blev ved med at glo (vældig indiskret faktisk), indtil jeg steg ud. Han nåede også at sige “øøh du ved godt at…“, men stoppede brat, da jeg åbnede bagagerummet og med besvær løftede min rollator ud! Han drejede hurtigt hovedet og lænede sig lidt frem, som om han lige skulle tjekke, om jeg havde min mormor med på passagersædet. Så smilede han og sagde “Ej det kunne JEG sgu da have hjulpet dig med! Er det din?“, hvorpå han pegede på min rollator.

“Tjah det er min” svarede jeg og sagde så 1000 tak for hans tilbud om at hjælpe mig, men at jeg er brølstærk og godt kan selv. Han var åbenbart ikke færdig med mig og den omstændighed, at det rent faktisk var min rollator, så han sagde: “Jamen, du er sgu da ikke særlig gammel! ER det din, eller har du bare lånt den af en, fordi du er kommet til skade?”

“Det ER sgu min” grinede jeg og viste ham på opfordring, hvor bremserne sad og fortalte ham, at jeg bruger rollatoren rigtig meget og faktisk ikke kan undvære den, fordi jeg har den her sygdom sclerose.

Han fortsatte ufortrødent: “Er der ikke bare vildt mange der glor, når du kommer gående med den?”

Og jeg svarede smilende: “Joh.. Det føler jeg da ihvertfald! Men du er vist den første, der spørger hvor bremserne sidder OG glor! Og tak for det – virkelig!”

Vi fulgtes så ad hen mod apoteket og snakkede lidt om, at rollatorer ligesom matcher de gråhårede med rund ryg lidt bedre. Den unge fyr spørger pludselig “Skal vi lige holde en ståpause?“. Ahva! Jeg bliver helt paf, stopper som på kommando op og begynder så at grine, mens jeg siger “Nej, det er OK, det er helt OK, jeg klarer mig herfra, tak tak tak.” Hvorpå jeg vralter videre ind på apoteket med ung fyr i hælene. Jeg kigger på min indkøbsseddel (med tre ting nedskrevet: vat, bukser og blomster).

“VAT! Hvor mange?” spørger han så højt, lige bag mig! Jeg bliver sgu helt forskrækket og udbryder “Uh! øøh bare én pakke, hvorfor?” Inden jeg har set mig om, står han med en pakke vat til mig, mens jeg holder ståpause 🙂

Ved skranken er vi stille, mens vi venter på at blive ekspederet. Mig foran ham. Han står uden varer og prikker mig forsigtigt på skulderen. Så smiler han og siger: “Du er sgu go’ nok! Jeg hedder altså Jens, og du har engang prøvet på at lære mig at læse uden at blive sur, da jeg gik i 2. klasse. Det er godt nok mange år siden. Du kan ikke huske mig vel?”

Nej, kære Altså Jens, det kan jeg ikke! Men jeg vil huske dig fra nu af. Som den unge fyr i blå Canvasjakke og et lidt dunet overskæg, som jeg ikke kunne blive sur på. Hverken dengang eller nu. Tænk sig, at du kan huske mig. Og du kan læse nu, ihvertfald til “vat”!  Altså Jens, du er meget mere en go’ nok! Du er en af de unge mennesker, som gir’ mig energi og får mig til at føle mig noget værd. For du ser ikke “damen med rollator”. Du ser din lærer fra fordumstid. Du skal vide, at det sætter jeg kæmpestor pris på.

Vi har brug for flere af Jens’ slags! Jeg er vild med dem uden filter (altså unge mennesker), og særligt dem som også har hjertet det rigtige sted og kan mere og andet, end hvad vi tiltror dem. Lad os nu hylde de her unge mennesker. For de gør det godt. De gør det rigtigt, og de gør mig glad og taknemmelig.