Som et hvidløg i en frugtskålCa. 3 minutters læsning

Den der følelse af…

• At være den eneste kedelige, som går tidligt hjem.

• At være den, som glemmer aftalerne, jeg havde glædet sig til.

• At være den, som helst vil gå bagerst, for at de andre ikke kigger, når jeg vralter faretruende skævt.

• At være den, som bruger natten på igen og igen at repetere morgendagens program for at kunne falde i søvn. Og så vågne kun fire timer efter for at gennemføre dette dagsprogram.

• At være den eneste, som til møder går på toilettet tre fire gange og og skjuler at det er for at tage en pause fra virkeligheden.

• At være den, som indimellem bliver ramt af at leve under evne.

• At være den som har siger radiator i stedet for bruseforhæng, uden selv at vide det.

• At være den som først griner af joken, når de andre er stoppet. Fordi jeg lige skulle forstå den!

• At være den, som er så træt, at jeg tager høretelefoner i ørerne, sætter mig på en køkkenstol, lukker øjnene og ligner en som nyder den musik, som slet ikke er der. Bare for at få 10 minutters ro i hovedet.

• At være den eneste ved bordet som spiser upassende meget mad med fingrene, fordi venstre hånd er så træt, at bestik betragtes som året udfordring.

• At være den eneste, som bliver hjemme, når de andre går tur.

• At være hvidløget i en frugtskål…

Det er både superbøvlet, identitetsregulerende, pisseirriterende og ret trættende på alle plan ind i mellem at føle, at jeg er hvidløget i frugtskålen.

Den der følelse af at blive taget hensyn til, når jeg helst vil kunne på lige vilkår. Og følelsen af at blive kigget på lidt for længe af fremmede, fordi jeg går/vralter med rollator eller stok. Eller de stirrende vantro blikke, når jeg “tager” en parkeringsplads fra de “rigtige” handicappede.

I det hele taget bare følelsen af ikke at være som “alle de andre” er kort sagt ret påtrængende, især når sygdommen er “usynlig”, så længe jeg står stille eller sidder ned.

Jeg ved da godt, at jeg i mange tilfælde er med på (næsten) lige vilkår, og at folk i min omgangskreds ikke betragter mig som hvidløget i frugtskålen. Jeg lever hovedsageligt mit liv blandt frugter hver dag, og jeg oplever, at hvis jeg er ok med at være et hvidløg og affinder mig med, at jeg er eneste løg i frugtskålen, så er der ingen af frugterne som siger et ord, for så er der jo egentlig ikke så meget at “se an”.

Men derfor kunne jeg nu alligevel godt tænke mig at prøve at være en frugt! Så ville jeg være et æble. Et af dem, som man plukker direkte fra æbletræet ude i haven. Sådan et solrødt æble, som man pudser helt blankt i blusen, holder ud i strakt arm op mod solen og beundrer, inden…

Men jeg er et hvidløg! Og sådan må det være!

Hvilken frugt ville du være, hvis…?