2 I Fremhævet

Væltet hverdag – smittet med coronaCa. 5 minutters læsning

Jeg har besluttet mig for at fortælle om corona, og hvordan hverdagen vælter, når der pludselig er hele to personer i husstanden, som er ramt af virussen på samme tid. Jeg har valgt at dele vores væltede hverdag op i flere indlæg, fordi det ellers bliver alt for rodet og for langt til, at jeg kan hitte rundt i det, og at i (forhåbentlig) gider at læse om det!

Jeg regner med, at der kommer 7-8 små indlæg, der handler om forskellige ting omkring corona, som jeg/vi oplever det. Jeg er ikke ekspert i corona, men jeg vil i al ubeskedenhed påstå, at jeg de sidste par uger har tillusket mig lidt erfaring og indsigt, som nogle måske kan have interesse i at læse om.

For knap to uger siden begyndte Hjalte på 16 år at klage over hovedpine. Hjalte er ikke typen, der normalt klager over hovedpine i en grad, så han tyr til panodiler. Panodilerne virkede da heller ikke efter hensigten, og da han tilmed pippede lidt om ondt i halsen, bad jeg ham om at bestille tid til en coronatest. Der er en hel del lærere og elever på Haderslev Katedralskole, hvor han går, som er smittede, så vi kunne ligeså godt få udelukket/konstateret, at han var en del af den statistik.

Hjalte blev naturligvis hjemme, mens vi alle spændt ventede på testresultatet. Svaret lå allerede klar på sundhed.dk efter et døgns tid. Hjalte kom ud i køkkenet, hvor jeg var ved at lægge tøj sammen og sagde:

“Fuck mor, jeg er testet positiv!”

Knuden i maven kom prompte! Hvad gør vi nu? Er vi andre smittede så? Hvor syg bliver han? Men mest af alt, så blev jeg med et slag praktisk. Jeg befalede Hjalte til at gå ind på sit værelse og BLIVE der. Han fik direktiver om kun at forlade værelset for at gå på toilettet. Jeg stillede et lille bord med mundbind og håndsprit udenfor hans dør, og så ringede jeg til både Jeppe, der havde undervisning og fortalte ham, at jeg hentede ham NU. Peter, der var i Esbjerg og holde oplæg for en hulens masse lærere sendte jeg en sms om at komme hjem lige med det samme.

Vi er herhjemme nemlig nære kontakter til Hjalte. Man betragtes som nær kontakt, hvis man har været tæt på en smittet person, dvs. en person, som er testet positiv for ny coronavirus, i perioden fra 48 timer før, personens symptomer startede og indtil 48 timer efter, at personens symptomer er ophørt.

Altså skulle vi aflyse alle aftaler og gå i selvisolation! Når man som Hjalte bliver testet positiv for corona, så er der et helt maskineri, der går i gang. Som smittet skal du som det første ringe til smitteopsporingen og fortælle dem, hvem dine nære kontakter er. Så skal du kontakte dine nære kontakter, hvilket smitteopsporingen forøvrigt også gør. Hvis du har smittestop appen (og det synes jeg du skal have!), så melder du det også derinde, så andre, der er tilmeldt app’en, får besked om, at de har været tæt på en smittet.

Her kan du læse om, hvem der er Nære kontakter, og hvad du skal gøre som nær kontakt!

Nære kontakter skal testes to gange! Det foregår på den måde, at man som nær kontakt skal testes 4 dage efter den smittede er konstateret syg med coronavirus og så igen 6 dage efter. Både Peters, Jeppes og min første test var negativ, så lettelsen var stor, fordi sclerose og immundæmpende medicin ikke rimer på en positiv coronatest.

På 6. dagen blev jeg, som man skal, testet igen. Om aftenen fik jeg det skidt og gik i seng allerede klokken 19.30. Jeg havde feber, kæmpe hovedpine og skiftevis frøs og svedte. Mine ben reagerede ligeså åndssvagt og modstræbende som de plejer, når jeg har feber, så da jeg modtog svar på testen et døgn senere var den som forventet positiv!

Pis og lort!

Nu skulle der virkelig gang i det store logistikpuslepil! For på det ene værelse var Hjalte på 16 isoleret med corona – og i soveværelset lå jeg med corona. Alt imens skulle Peter og Jeppe navigere i det hele!

Mit næste indlæg kommer til at handle om, hvordan vi fik os “arrangeret”, så Hjalte og jeg forbliver isolerede, og de andre to gæve i husstanden får det hele til at flaske sig på trods! Indlægget kan du læse i morgen her på kanalen!

Pas på hinanden – og husk de gode gamle dyder med at spritte af, holde afstand og hoste i albuen!

Du ville måske også kunne lide

2 Kommentarer

  • Send svar
    K-V
    14. november 2020 kl. 15:27

    Det er SKISME så MÆGTIGMEGET SYND for jer!!!
    God bedring!!!💐🌺🌹🌸😷

  • Send svar
    Charlotte (MotherOwl)
    16. november 2020 kl. 17:24

    F***CK da osse!

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.