0 I Familieliv/ Fremhævet

Hvis Sofus havde været her…Ca. 4 minutters læsning

For tre uger siden sagde vi farvel til vores skønne gamle hanhund, Sofus. Hold nu op, det var svært. Det ER stadig svært! Jeg vågner stadig om natten og kan høre den gamle hanhund kradse på terrassedøren for at ville ud at tisse. Og jeg forventer stadig at han logrer halen af led, når jeg står op om morgenen, eller at han næsten ikke kan være være i sig selv af begejstring, når jeg kommer hjem fra arbejde.

Ingen af os har endnu helt vænnet os til en hverdag uden Sofus, og det er OK. Sofus fyldte nemlig meget og var med til at give vores dage rutiner, smil og finurlige oplevelser. Men Sofus fortjente at få fred nu! Og vi havde ansvaret for at sige stop og slut.

Jeg har grædt en del siden beslutningen blev truffet midt i vores sommerferie oppe i sommerhuset. Da jeg ringede til dyrlægen kunne hun ikke forstå, hvad jeg sagde, fordi jeg hulkede så meget. Hun fandt omsider ud af, hvem jeg var, da jeg fik fremstammet, at jeg var hundeejer til so so sofus. Hun lod mig græde og trække vejret dybt, og så fik vi aftalt, hvordan det hele skulle foregå.

Vi mødte op hos dyrlægen alle fem med vores elskede hund og hans hundekurv under armen, som han kunne ligge i, når han skulle aflives. Sofus blev glad for at se vores dyrlæge og syntes vist, at det var en fest, at vi alle var med. Det hele foregik meget udramatisk og barmhjertigt. Vi nussede ham farvel og aftalte med dyrlægen, at hun ville ringe, når Sofus’ urne var klar til afhentning.

Vi havde nemlig i fællesskab lagt en plan for et sidste værdigt farvel til den gamle hanhund, som er det bedste vi ved! Han skulle have en sidste tur på stranden. Vi valgte simpelthen at “hælde hunden i havet”, og hvis Sofus havde vist, at det ville være den måde, at vi ville ære ham med et sidste farvel, så ville han have logret og hoppet op af os som tak!

I dag er det faktisk præcis en uge siden vi alle fem en vindstille aften tog på stranden med en taske med kaffe, sodavand og en urne med Sofus’ aske. Peter stillede sig på en sten lidt ude i havet og tømte urnen, mens vi andre kiggede på, og så sad vi og hyggede os til lyden af havet, mens vi talte om alle de åndssvage og skønne ting, vi har lavet med Sofus i de 13,5 år, vi var så heldige at have ham i vores familie. Vi sluttede aftenen ved stranden af med at finde en lykkesten hver til ære for Sofus!

Sofus var verdens bedste hund, og vi er heldige at have fået lov til at nyde hans selskab i så mange år. Jeg er glad for, at vi tog beslutningen om, at alt har en ende – også et hundeliv – inden han begyndte at få det for skidt. Nu er der nemlig kun gode minder om en hund, der gjorde en forskel i vores lille familie.

Men hvis nu Sofus havde været her ik?

…Så havde han fået den sidste grillpølse, der var tilovers i aften, og han havde fået en gåtur efter mørkets frembrud, når det var lidt køligere, og han havde fået en tur med vandslangen for at kunne holde varmen ud!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.