1 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose

Hallo! Du har glemt mig…Ca. 4 minutters læsning

De sidste par uger har jeg åbnet døren mere og mere til virkeligheden. Jeg har fået lov til at møde ind på arbejde nogle dage, og jeg har haft nogle aftaler med veninder og noget af den del af familien, jeg ikke deler matrikel med.

Altsammen virkelig dejligt og rart. Men de sidste par uger har der også været aftaler på sygehus, hos lægen et par gange, borgerservice og mekanikeren. Min hjerne er klart mest tilhænger af at have højst én aftale i kalenderen om dagen.

Når aftalerne bliver for mange, kommer for hurtigt i stand og kræver, at jeg skal bevare det gyldne overblik, så er det ofte ligegyldigt, om jeg har lavet nok så mange små sedler og fortalt mig selv, at DET her er vigtigt at huske – Min hjerne opfører sig som én med tunnelsyn og formår ikke altid at stoppe op og tage højde for alle de ting, jeg har aftalt. Så derfor sker der det, at nogle af de ting, jeg lover at gøre eller sætter mig for, bliver jeg ødt til at samle op på senere eller bede en anden om at gøre det (Peter er også i dette tilfælde oftest min primære opsamler..)

Min hjerne!

Jeg har engang læst et eller andet sted, at det er godt at komme med konkrete eksempler når man skal forklare noget, så kan folk nemlig forstå og måske relatere.

Så værs’go, her kommer et eksempel fra i onsdags, hvor min bil skulle til service hos mekanikeren. Vi aftalte, at Jeg kunne hente den klokken 14, og derfor aftalte jeg allerede om formiddagen med min søde far, at han ville køre mig derind, så jeg kunne hente bilen. Hjalte var hjemme, da det var tid til at blive hentet af min far, og han ville rigtig gerne køre med os, så han kunne blive sat af inde i byen.

Hjalte og jeg aftalte, at jeg skulle kalde på ham, når morfar var her, og jeg gik så ud og satte mig på bænken og ventede på min far i solskin. Min far kom som aftalt. Han har fået ny bil, og da jeg havde rost den og takket min far for at hjælpe mig, satte jeg mig ind i bilen, og min far og jeg kørte afsted mod byen. Altså lige indtil jeg fik en SMS! Fra Hjalte! Som skrev:

Hallo, du har glemt mig!

Min far smilede til mig uden at sige en lyd, og så vendte han sin nye bil. Da vi nåede hjem, satte Hjalte sig hovedrystende ind på bagsædet, mens han sagde “Du er sgu utrolig mor“. Jeg fik hentet bilen, og da jeg kom hjem igen, tog Jeppe og jeg ind på plejehjemmet til Jeppes gode ven Den seje gamle høne Elin, som vi ikke har set i fire måneder, fordi corona…

Vi havde fået lov til at besøge hende kort og udenfor med afstand. Det var simpelthen så godt at se hende, og vi fik spist flødeboller og snakket om alt mellem himmel og jord.

Og her kunne jeg slutte min eksempelhistorie, men…

Netop som Jeppe og jeg har sat os i bilen efter endt besøg hos Elin, ringer Peter til mig og spørger, hvor vi er. Jeg svarer, som sandt er, at vi lige har været på aftalt besøg hos Elin, hvortil Peter tørt siger: “Nåh jamen det er bare fordi hoveddøren er ikke låst og alle vinduerne var pivåbne. Men glædeligt at I ikke er kidnappet”.

I dag er min første feriedag! Jeg skal holde tre ugers ferie sammen med dem jeg elsker. Jeg har ingen vigtige aftaler, og dem jeg har, er sammen med de andre, så jeg behøver ikke at skrive små sedler eller noget!

God sommerferie til dig. Må den blive fattig på regn og rig på gode oplevelser og hygge.

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    Inger Bergen
    6. juli 2020 kl. 16:25

    Tak for dit sidste brev. Det der med at huske kan være et stort problem. Mine aftaler skriver jeg ind i min kalender på min telefon.
    Jeg skal huske mange ting. Men jeg kan stadigvæk glemme
    Rigtig god sommer til dig og din familie.
    Kh Inger Bergen 🍓🌹❤️🇩🇰

  • Skriv kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.