0 I Familieliv/ Fremhævet/ Godt at vide om sclerose/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Jamen, så er du sgu da ligesom alle de andre!7 minutters læsning

Hjalte spurgte mig i eftermiddags, om jeg ville være med til at se film i aften. Jeg svarede nej! Fordi i aften ville jeg prøve, om jeg ikke nok kunne skrive et blogindlæg. Sår’n et rigtig vredt et, hvor jeg skælder ud på alle jer, der ikke vasker jeres fingre, går alt for tæt sammen i store grupper i stedet for at blive hjemme.

Jeg ville skrive et indlæg, hvor jeg er vred på jer, som jeg hver dag kan se gøre det stik modsatte af, hvad vi dagligt får at vide er det eneste rigtige at gøre. Jer, der skider på myndighedernes klare udmeldinger om, hvordan vi i samlet flok kan komme tilbage til hverdagen, som vi kender den. Og jeg ville med grafer forklare, hvor slemt det står til, og jeg ville fortælle jer, hvor bekymret jeg er på mine egne vegne som kronisk syg og også på vegne af alle, som ikke kan klare sig selv, når Danmark er lukket ned.

Altså hvis ikke, at Hjalte havde kigget på mig og udbrudt “Seriøst?

og så fortsætte med det her:

Så er du sgu da ikke en skid bedre end alle de andre på Facebook, Instagram og Twitter! Alle skriver om, hvor dumme de andre er. Du skulle da hellere skrive noget om, hvor stolt du er over, hvordan din familie klarer den her situation med Corona, og hvor glad du er for at du har dem omkring dig hele tiden“.

Hjalte grinede og gik hovedrystende ind på sit værelse og lukkede døren.

Så det vil jeg gøre! Altså rette mig efter Hjaltes udmelding. Jeg vil ikke være sur og vred, men jeg vil fortælle hvordan vi tackler den her lortesituation herhjemme (indtil videre). Lad mig indlede med at præsentere jer for:

Freja:

Sidste lørdag (mener jeg det var) tonede udenrigsministeren frem på skærmen og sagde alvorligt “Og til dem, der er i udlandet ,vil jeg sige Kom hjem nu!“. Freja var så en af dem, der var i udlandet, nærmere bestemt på Bahamas.

Beskeden fra Udenrigsministeren fik mig stille og roligt til at gå i total panik. Peter beroligede mig og mindede mig om, at hun faktisk var en af de heldige i udlandet, som havde en flybillet fra USA til Danmark i tirsdags. Så Freja er nu kommet hjem fra en helt fantastisk ferie, og hun har intet mærket til Coronatilstandene, før hun landede i Danmark.

Herhjemme mærker hun det til gengæld for fuld udblæsning.

Det er det mest surrealistiske, jeg har prøvet. Vores datter kommer hjem fra halvanden måneds rejse, og så må vi ikke kramme hende. Til gengæld må vi spritte hænder og håndtag. Vi må også holde afstand til hende, når vi spiser eller går/triller en lille tur. Hun er på bedste teenagemanér henvist til sit værelse en stor del af døgnet. Sådan må det være en uge endnu, og så skal der krammes – og så sprittes…

Jeppe og Hjalte

Drengene er som alle andre, der går i skole, sendt hjem. Intentionen er fra drengenes læreres side, at der skal hjemmeskoles. Altså at de skal have undervisning derhjemme, fordi de ikke må komme i skole!

For Jeppes vedkommende går det meget godt. Han møder klokken 8 om morgenen foran computerskærmen på sit værelse, har undervisning med de andre online og afleverer online. Han har travlt, men nyder vist, at han ikke skal spørge om lov til at gå på toilettet eller hente noget vand.

Hjalte – det er en anden historie. Hvis jeg måtte skælde ud, så skrev jeg noget mere om hans skoles og lærernes mangelfulde indsats i det her indlæg, men det må jeg jo ikke. Til gengæld får han øvet trommer, for hans dygtige og engagerede trommelærer lægger undervisningsvideoer ud til ham.

Jeg kan mærke, at både Jeppe og Hjalte synes, at det er røv og nøgler, at de ikke kan træne, gå i byen, få musikundervisning, mødes med venner eller cykle op til deres mormor og morfar. De kan kun være herhjemme, og når det en sjælden gang går vildt for sig, så får de lov til at tage bilen op til basketball banen (udendørs) og spille alene med hinanden. Og så spritte hænder!

Peter

Peter holder som sædvanlig sammen på det hele. Han arbejder også hjemmefra. Og så handler han, og ordner (også) alt andet, hvad der skal gøres udenfor matriklen. Han gør det, fordi jeg ikke må. Og jeg elsker ham for, at han har overblikket og kan se, når jeg er ved at få 3. grads matrikelkuller. Når det sker, “inviterer” han mig på en øl i glashuset eller en lille gå/trilletur. Åh, ledsaget udgang er virkelig undervurderet!

Mig

Jeg synes, at det er svært at være herhjemme. Altså som i herhjemme på 10. døgn. Jeg savner at komme til træning, ridning, svømning og så savner jeg at kunne handle, mødes med kolleger, venner og allermest min mor og far.

Jeg må ingen af delene, fordi jeg er i den her skide risikogruppe, som myndighederne taler så meget om. Jeg får noget medicin mod min sclerose, men den medicin har neurologerne sat på pause i to – tre måneder for alle, der får den. Neurologerne siger at det skyldes, at os med sclerose som får behandling med Ocrevus, skønnes at have en øget risiko for alvorlig sygdom, hvis vi bliver smittet med coronavirus.

Så jeg bliver herhjemme og:

Bytter puslespil med min veninde, som sætter sine puslespil udenfor min hoveddør og tager dem, som jeg har stillet til hende.

Bager kage og afleverer det foran hoveddørene hos min morbror på 80, min tante på 80 og mine elskede forældre, som stadig er på den rigtige side af 80 😉

Hører lydbøger. Lige nu hører jeg en frygtelig historie om nogle dyr i afrika…

Ser Netflix

Arbejder – nu da jeg endelig har fået fikset min arbejdscomputer

Og så træner jeg! Det har indtil fredag morgen holdt hårdt. Jeg gider ikke herhjemme. Jeg synes det er noller at ligge herhjemme og vride og bøje mig, mens hele familien kigger på.

Men så fik jeg fredag morgen en SMS fra min skønne fysioterapeut. Hun kender mig næsten for godt! Hun skrev:

Solen skinnede denne fredag morgen. Mit glashus var allerede varmt, så jeg fik Freja til at hjælpe mig tingene derud, så jeg kunne træne. Åh hvor var det skønt – og ikke spor noller!

Jeg håber, at I må få en god uge, selvom verden er af lave, og ingen af os kan forstå eller kapere, hvad der sker rundt om os.

Til sidst vil jeg sige – og det skal ikke lyde som skæld ud – bliv nu for helvede derhjemme eller i det mindste langt væk fra andre. Alle burde have både gær og toiletpapir nok til at klare et par uger derhjemme endnu.

Gør det for min skyld – for jeres egen og allermest for dem I elsker og ikke vil noget ondt!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.