0 I Familieliv/ Fremhævet

Du behøver ikke at lyde så sur!5 minutters læsning

Da vi i oktober havde indbrud, lykkedes det idiotrøverne at ødelægge vores sofa. De kylede nemlig en tung ting gennem stuevinduet med en sådan kraft, at den fløj tværs gennem stuen og ramte vores sofa, som erhvervede sig et hul fyldt med glasskår.

Vores forsikringsselskab dækkede det modul af sofaen, som var i stykker. Det var vi naturligvis rigtig glade for, for sofaen er kun et par år gammel. Modul blev fluks bestilt, men ting tager åbenbart tid – lang tid! Det viste sig, at sådan et sofamodul til en helt almindelig sofa ikke bare er sådan lige at få hjem til kunden. Derfor har vi siden slutningen af oktober ventet på, at Idémøbler fik hamret sofamodulet sammen og cyklet det hjem fra den anden ende af jorden. (OTTE uger mine damer og herrer for at få et lille stykke random sofastykke leveret.)

Lykken var derfor i top i fredags, da min far sendte mig en besked om, at han netop havde sagt farvel til to fragtmænd, som havde taget vores smadrede sofamodul med og afleveret et sprit nyt. Lykken stoppede dog brat, da jeg kom hjem og forventningsfuld pakkede sagerne ud.

Status var nemlig denne (efter de berømte otte ugers leveringstid).

  • Forkert armlæn
  • Ingen ben med til modulet
  • De to moduler kan ikke sættes sammen, da beslagene er forkellige

Ahrmen, altså! Peter var til møde, så jeg kunne ikke ringe til ham og fortælle, hvor vred, ked af det og temmelig opgivende jeg var. Så istedet ringede jeg til både Morten, Sofie, Maria, Jeppe og Line. De er nemlig alle ansat i Idémøblers kundeservice og er vildt gode til at sende en videre og videre og videre til man bliver helt rundtosset og helt glemmer, hvad missionen med opkaldet er.

Jeg anser ikke mig selv som typen, der kaster mine frustrationer udover sagesløse folk, men jeg var vist pænt klar i spyttet, da jeg efter at have været nummer 463625 i køen fik hul igennem og kunne fortælle vedkommende, at alt var lort på sofafronten hjemme hos mig.

De unge og friske servicemedarbejdere bad mig på skift om at sende en skriftlig reklamation til deres reklamationsafdeling. Med udførlig beskrivelse af problemet. OG billeder. Det gjorde jeg så med det vuns. De beklagede også allesammen og ønskede mig en god weekend.

I går fik jeg så en mail fra Lise, som er kundeservicekonsulent hos Idémøbler. Hun skriver: “Tak for din mail samt billeder” og så en masse bla bla. Hun slutter mailen med at skrive “Derfor ser vi ikke at i har modtaget et forkert modul. Håber I er enig”

Enig? Nej, det kan hun da dæleme tro vi ikke er! Jeg læste mailen fem gange og kunne mærke, at det ikke ville være sundt for mig at sidde i kø til kundeservice en gang til. Derfor tog jeg Berlingoen op til Idémøbler med udprintede billeder af sofadelene, vores faktura pakket i en kuvert sammen med en intens vrede/afmagt.

Oppe hos Idémøbler blev jeg mødt af en meget ung fyr, som friskt spurgte hvad han kunne gøre for mig. Jeg snerrede “Du kan finde ham, som bestemmer i den her butik“. Bestemmeren kom lynhurtigt, kiggede på mine trætte ben og min stok, og så spurgte han mildt, hvad han kunne gøre for mig.

Jeg svarede (som sandt var), at jeg var vred – faktisk så vred, at jeg havde et problem han skulle løse NU! Den kloge mand nikkede anerkendende og afvæbnende til mig og spurgte så, om vi ikke skulle finde en sofa og så få løst problemet.

Og der sad vi så i sofaen! Jeg lagde ud med at snerre og brokke mig over Idémøblers uduelige behandling af os som kunder. Han lyttede blot afvæbnende, mens mit tandkød blev mere og mere tørt af at vise tænder.

I en af mine få talestrømspauser, kiggede Bestemmeren på mig, smilede og sagde “Jamen, det her er da noget rod Charlotte, I skal have en ny sofa“.

Og da det unægteligt vil se helt forkert ud på alle plan, at jeg pludselig begyndte at kysse taknemmeligt på Bestemmeren i Idémøbler siddende i hans udstillingssofa, nøjedes jeg med at give ham et venskabeligt knytnæveslag på skulderen og fortælle hans kvindelige kollega, at Bestemmeren nok trængte til en lille pause og en kop kaffe.

Jeg er ikke sur mere. Men jeg er træt og brugt, og min krop er latterlig. Det er hvad der sker, når jeg skal bruge mit krudt på noget uoverskueligt, der kræver at jeg holder hovedet koldt.

Sår´n er det med mig! Når jeg skal holde hovedet koldt, ender jeg med røven i vandskorpen…

ps. Vores nye sofa ankommer her på matriklen den 15. marts! Altså OM TO MÅNEDER…

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.