1 I Familieliv/ Fremhævet/ Ikke kategoriseret/ Livet med sclerose/ Oplevelser/ Ude i virkeligheden

Weekend i Berlin – og noget om at være i godt selskab

For længe siden bestilte Peter et hotelophold med to overnatninger i Berlin. Han havde talt med sin kollega, Hanne-Lene om, at Berlin er en skøn by, og hun ville gerne vise os rundt i efterårsferien. Derfor var jeg fyr og flamme, da Peter og jeg fredag formiddag pakkede os selv og vores tasker i Berlingo’en for at sætte kursen mod Berlin. Uden børn på bagsædet! Jeg har faktisk aldrig været i Berlin før, men husker da udemærket fotografierne i vores historiebog i 8. klasse, der ubarmhjertigt dokumenterede krig og kaos i Berlin både under 2. Verdenskrig og Den Kolde Krig.

Efter fem timers kørsel ankom Peter og jeg til hotellet sent om eftermiddagen. Mens jeg ude fra badeværelset højlydt roste mig selv og mine ben for at kunne stavre rundt på hotellet uden andre hjælpemidler end min balancevest, sendte Peter en SMS til Hanne-Lene om, at vi nu var ankommet til vores hotel i Berlin, og at vi glædede os til at mødes med hende næste formiddag.

Jeg har aldrig mødt Hanne-Lene før, men jeg føler, at jeg kender hende virkelig godt, for vi har skrevet en masse sammen, og Peter er rigtig glad for hende, både som kollega og som rejsefælle, når de to tager til udlandet i forbindelse med deres arbejde. Hanne-Lene bor naturligvis til daglig i Danmark, men er i Berlin ret ofte (således også denne weekend) og kender byen på et helt andet level end turister, da hendes mand bor i Berlin, hvor han er udsendt som nyhedskorrespondent for TV2. Mere om det senere…Vi indledte vores kærestetur fredag aften med sightseeing, hvor vi blandt andet fik tjekket Brandenburger Tor ud. Peter styrede mig og min kørestol rundt i den enorme mængde af turister, som havde fået samme gode idé som os, og han tog naturligvis (ligesom alle de andre turister) også et hav af billeder. Billeder, som dog aldrig vil kunne erstatte synet af denne imponerende byport i virkeligheden. Vi trillede rundt i et par timer og nød både stemningen, glühwein og hinandens selskab, inden vi tog tilbage på hotellet og drak lige tilpas mange cocktails til at min balancevest kom på overarbejde, og jeg tilmed fik den indlysende gode idé at stjæle en stor lilla ballon i baren!

Den gode idé virkede knap så indlysende fantastisk morgenen efter…

Lørdag sov vi lige præcis så længe, at vi skulle skynde os ret meget for at nå hjem til Hanne-Lene og hendes mand uden alt for store forsinkelser. Jeg skyndte derfor pænt meget på Peter, da han trillede afsted med mig tværs gennem Berlin, for hvem har lyst til at komme for sent til en aftale med TV2’s udsendte nyhedskorrespondent i Berlin, Uffe Dreesen og hans fantastiske kone Hanne-Lene. Ja! jeg taler om Uffe Dreesen fra fjernsynet. Ham som ved så meget om politik og historiske begivenheder. Ham som kigger ind i kameraet og formidler sin viden til seerne på en, lad mig kalde det “folkefaglig” og udramatisk måde, så selv sår’n en som jeg kan følge med og forstår, hvad han siger.

Vi fik store kram af søde Hanne-Lene og et fast håndtryk af TV2’s udsendte. Peter havde på vejen hjem til hr. og fru Dreesen givet mig strenge formaninger om ikke at blive fjollet og insistere på gruppebilleder eller selfies med hverken Hanne-Lene eller Uffe. Så det gjorde jeg jo naturligvis ikke! Omvendt, så er jeg ikke kendt for at gå tomhændet hjem, når jeg har sat mig for at tage en selfie, så her er det nærmeste jeg kunne komme på min selfie-mission! Et billede af en TV2 mikrofon, som jeg fandt i deres stue.

Efter lidt formiddagshygge i privaten havde Hanne-Lene planlagt, at hun, Peter og jeg blandt andet skulle besøge et hyggeligt lokalt marked, hvor man kunne købe alt, hvad hjertet kan begære af fødevarer osv. Peter og jeg købte en lokalproduceret gin (til samlingen).

Hanne-Lene tegnede og fortalte på vores slentretur, og vi endte på en hyggelig lille café for de lokale, hvor vi indtog dagens første kop kaffe. Hanne-Lene fortalte os, at hun rigtig gerne ville vise os Bernauer Strasse, som er en gade, hvor øst og vest blev delt af Berlinmuren i 1961. Benauerstrasse er historieundervisning om Den Kolde Krig på en måde, så det er umuligt at ryste oplevelsen og indtrykkene af sig.

Bernauer Strasse er en kilometer med historiske billeder af folk, som flygtede fra øst til vest, markerede flugtruter under jorden og rørende historier om familier der med ét bliver adskilt af en mur i næsten 30 år. Uffe fortalte om det hele og kunne svare på alt, hvad vi spurgte om (og jeg spurgte rigeligt!). Peter og jeg var så usandsynligt heldige at være i perfekt selskab med både Hanne-Lene og Uffe, og det gjorde oplevelsen helt speciel og meget lærerig.

Ved dokumentationzentrum er der et længere stykke mur, hvor man får et indtryk af, hvordan muren så ud fra vestsiden. Den står, hvor den stod dengang. Klods op ad gaden. Og på østsiden er der et stykke mur, hvor man meget konkret får et indtryk af, hvad det må have betydet at være delt op i Øst og VestBerlin.

TV2’s udsendte og Peter i dokumentationscentrum med udkig til Bernauer Strasse

Hanne-Lene, Uffe og jeg ved muren på østsiden

 

Det kan godt være, at Uffe ved en masse om Tysklands historie ik?! Men Hanne-Lene, hun ved hvornår folket trænger til kaffe, og hvor der er hyggelige caféer. Så da hun fik taletid, endte vi på en café, jeg ville ønske, vi havde i Haderslev. Folk sad og læste bøger, arbejdede med computere, spillede spil og var bare i det hele taget tilbagelænede og afslappede. Vi drak tiltrængt kaffe og blev enige om, at vi ikke var trætte af hinandens selskab endnu, og derfor ligeså godt kunne afslutte denne fantastiske dag med at spise aftensmad sammen.

Uffe (altså TV2’s udsendte) gik derfor i tænkeboks for at finde det perfekte sted til at indtage aftensmaden. Han kigger på Hanne-Lene og siger så “Altså, der er jo den der restaturant, som Ulla anbefalede mig for noget tid siden…“. Jeg kigger spørgende over på Hanne-Lene og mumler “Ulla?“.

Uffe vender blikket mod mig, smågriner og siger så lidt undskyldende “nåh ja Ulla! Ulla Therkelsen“. Jeg står helt paf, mens indre billeder af legendariske Ulla Therkelsen toner frem, hvilket får mig til at udbryde “Nåååårh vores allesammens Ulla!!“.

Og så myldrede der straks indre billeder frem af Ulla og mig på en lille hyggelig restaurant i Berlin, hvor vi sidder og vender verdenssituationen og udveksler anekdoter, mens vi skåler i rødvin…

Det var en virkelig god restaurant-anbefaling vores allesammens Ulla  var kommet med, for vi var alle fire både mætte af virkelig god aftensmad, fyldt op af oplevelser og tilfredse, da vi sagde godnat og tak for en skøn dag. Lørdag aften stjal jeg ingen balloner, og jeg fik for få cocktails på hotellet til at udfordre min balancevest.

Peter og jeg nåede at se lidt mere af Berlin om søndagen, inden vi vendte snuden mod Sønderjylland, hvor ingenting var gået i stykker, mens vi var væk og ingen var døde af sult eller tørst!

Berlin rocks! Og Berlin i selskab med Hanne-Lene og Uffe Dreesen har været helt uforglemmelig. Jeg er faktisk gået hen og er blevet ligeså glad for Peters kollega, som han er!

ps: Hvor mange af jer kan egentlig prale med, at TV2’s udsendte korrespondent i Berlin har pumpet jeres kørestol?

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    Henriette
    25. oktober 2017 kl. 20:22

    starstruck 😅

  • Skriv kommentar