0 I Fremhævet/ Livet med sclerose

Mon han også husker mig?

Da jeg for ca. en milliard år siden blev optaget på lærerseminariet i Silkeborg var jeg glad. Faktisk henrykt! Første skoledag fik jeg det vigtigste på plads. Jeg kom nemlig i klasse med ham, som jeg satsede på skulle være min kæreste! Naturligvis ville han det, og lige nu  (en millard år senere) ligger han her på stuegulvet og beder mig om at stoppe med at nynne, så han kan høre, hvad de siger i fjernsynet…

Peter og jeg havde mange af de samme fag og brugte derfor virkelig meget tid sammen både i kantinen og i klasselokalerne. Nogle af fagene delte vi dog ikke hverken lærer eller klasselokale. Jeg havde f.eks. en dansklærer, som hed Niels. Jeg var virkelig glad for Niels og hans tilgang til faget og os studerende. Jeg var faktisk så begejstret for at gå i skole og ikke mindst for dansktimerne med Niels, at min fraværsprocent var latterligt lille.

Lige indtil den dag, hvor jeg akut blev indlagt på sygehuset med føleforstyrrelser og blærebetændelse. Få dage efter blev jeg udskrevet med diagnosen sclerose. Jeg var sølle 24 år og kun lige kommet i gang med voksenlivet, som jeg elskede og egentlig selv syntes, at jeg havde pænt meget styr på. Efter diagnosen steg min fraværsprocent prompte, for jeg kom ikke i skole lige med det samme, efter jeg var blevet udskrevet. Det gjorde Peter for den sags skyld heller ikke, for han havde travlt med at fortælle mig, at han sgu da ikke skred på grund af en smule sclerose, og at han da var pænt glad for den kyllingegule løse velourdragt jeg var groet fast i 24/7.

Men så en dag trådte vi ud i virkeligheden igen – sammen! Peter og jeg cyklede i skole og blev mødt af både knus, tavshed og trøstende ord. Ingen af os kunne helt kapere opmærksomheden, men så fik jeg et lille brev stukket i hånden fra min dansklærer, Niels.

“Men sådan er det altså! Lige under overfladen er det hele så skrøbeligt.” 

Jeg har læst linjerne fra Dansklærer Niels bizart mange gange, efter jeg fandt brevet for en uges tid siden. Hele min fantastiske seminarietid kommer pludselig væltende, da jeg læste hans ord. Ja, livet er skrøbeligt, men jeg har fat i den ene ende, og så må jeg slække og hive, så livet arter sig. I al ubeskedenhed ik’?! Så VAR jeg sgu en superstuderende, som altid lavede mine lektier, deltog i diskussionerne, meldte mig til alt muligt frivilligt og nød det hele samtidig. Jeg tror ovenikøbet kun, at  jeg missede to af festerne!

Og når jeg læser, at Dansklærer Niels højeste ønske dengang for en milliard år siden var, at jeg havde mod til at fortsætte på livet, så tænker jeg “Han skulle bare vide!” Jeg elsker livet og ikke engang på trods, men ganske enkelt fordi alternativet ikke er at foretrække. Det er virkelig mange år siden, Niels ønskede noget for mig, og det er jo faktisk ikke engang sikkert, at han overhovedet kan huske mig længere. Han har haft mange superstuderende siden, garanteret også nogle som ikke råbte så højt som mig og som sikkert har grinet af alle hans vittigheder.

Men jeg husker ham! Tydeligt! For han kunne, udover at introducere mig for Karen Blixen, se fornuften i ikke at ynke, men at se mig som Charlotte, som glædede sig til at blive uddannet til lærer.

Tak for brevet Niels! Jeg har vanterne på og kæmper alt hvad jeg kan! Jeg er stadig lærer, og jeg elsker mit arbejde ligeså meget, som da jeg var helt nyuddannet. Det tæller da også ik?!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar