[dropcap]I[/dropcap] morges spurgte min kollega og “sidekammerat” mig om, hvordan jeg har det. Jeg valgte lige spræcis i dag ikke at pakke mit svar ind i lige dele floskler om, at “det går sgu da sår’n set meget godt” og “Det går som man tar’ det” pakket pænt ind i et stort smil. Næh, Jeg kiggede på hende, klappede min rollator sammen, og så fortalte jeg hende, at det går sgu sår’n set ikke så helt vildt godt lige nu. Min kollega lyttede og spurgte så, om hun ikke skulle hente en kop kaffe til mig. Jeg er virkelig glad for min kollega!
Jeg fortalte hende, at jeg i forgårs havde så ondt i mine ben og tilmed var så træt i både dem og min venstre arm, at det var til at hyle over. Det begyndte allerede om eftermiddagen, hvilket aldrig er et godt tegn for hverken humøret, den i forvejen korte lunte eller nattesøvnen (læs: mangel på samme). Jeg forslog derfor Peter, for ligesom at fokusere på noget andet end lorteben og røvsygdom, at køre en aftentur, så jeg kunne få taget nogle billeder af de blomster, som jeg har fablet om så længe. Peter sagde ja og med ham som både indpisker og kameraholder, drog vi afsted.
Det var rigtig rart at slutte aftenen af sammen med Peter i solskin med den smukkeste blomstermark som kulisse. Det var også virkelig rart, at han tog mig under armen, stoppede op og gav mig et kys, lige præcis på det tidspunkt, hvor jeg havde brug for en ståpause og et opmuntringskys.
Jeg har haft det nogenlunde OK på arbejde i dag. Jeg fik som tidligere nævnt hældt vand ud af ørerne til min søde kollega, og jeg har fået lavet det, som jeg havde planlagt. Og så har jeg har også fået krammet kolleger og udvekslet ferieanekdoter i stor stil. Jeg mærker, at det lige nu faktisk mest er humøret, der trænger til et spark i røven og ikke så meget fysiske, for det kan jeg ikke gøre så meget ved alligevel. Jeg tænker for mange tanker på de forkerte tidspunkter på døgnet, og jeg begår lige nu den fejl at lade tankerne få for meget plads om dagen også! Det er noget skidt, og kun noget, jeg selv kan gøre noget ved!
For et par timer siden kom der lidt perspektiv på mit brok! Så nu har jeg lige med ét fået noget andet at tænke på. Væk er al min selvmedlidende ynk! Væk er alt mit brok om lidt benbøvl! Væk er træthed og tanker om egen dårligdom…
Freja ringede nemlig for et par timer siden. Hun tog i formiddags til Tyskland med veninderne for at handle proviant til Smukfest (de bedste veninder, jeg skrev et blogindlæg om her). Hun ringede for at sige, at de var kørt galt nede i Tyskland!! Jeg kunne mærke det helt ned i maven, og mit hjerte slog dobbelt. Inden hun nåede at sige, at de alle er OK, omend noget forskrækkede og forvirrede, nåede jeg som mor at forestille mig diverse skrækscenarier.
Det viser sig, at de fire veninderne har fået provianteret og lige er kørt ud fra parkeringspladsen, da køen af biler går i stå, og en af de stakkels veninder bumper lige så stille op i en bil med nordmænd. Ingen kom til skade, men bilen har fået en bule og tabte nummerpladen!
De fire piger og bil er blevet hentet af den ene venindes far, og Freja har netop fået verdens største knus. Når jeg igen får fornøjelsen af at få besøg af veninderne, får de et lige så stort et. Og så skal jeg have fortalt chaufførveninden, at jeg er mere end tryg ved at sende Freja afsted med hende bag rattet igen, for det er nemlig først, når man erhverver sin første lille bil-bule, at man er en rigtig sikker bilist.
Ingen kender dagen, før…
ps. Den indkøbte alkohol fejler ikke en skid, og jeg er stadig helt tryg ved at sende tøserne afsted til Smukfest!
Ingen kommentarer