1 I Familieliv/ Fremhævet

I dag fik jeg en solsort i øjet

I dag har været en god dag. Jeg har været ude i haven hele dagen. Altså når jeg ikke har siddet i min bil og kørt både det ene og det andet barn på arbejde. Hjalte, Peter og jeg har hygget. En af os har slået græs, fordi de andre lokkede med en sodavand. En anden har fundet hængekøjen frem og mig? Joh… jeg har mest bare nusset rundt og kigget på havens fugle og nydt mine elskede planter i haven.

Jeg har i flere dage fablet om, at jeg ville ned i hegnet for enden af vores vej og hente syrener. Det skulle så være i aften, at jeg havde kræfter til det! Men bedst som Hjalte havde lovet at gå med mig og min kørestol ned for at hente duftsyrenerne og at jeg lige havde fundet kørestolen frem, satte de sig allesammen grinende ud i bilen.

Vi henter lige bland selv slik i Rema 1000

råbte de ud af det nedrullede vindue, mens de drejede om hjørnet. Mig? Jeg vraltede om i baghaven for at tæmme min kaprifolie lidt. Den vokser nemlig ligeså tosset som ørehårene på en 80 årig. Bedst som jeg stod med aftensolens sidste varme i ryggen og nød roen i haven og duften af kaprifolien, fik jeg en solsort i øjet.

Det er altså rigtigt!

Jeg vidste godt, at min yndlingssolsort har bygget en rede i hækken, som den værner om, men jeg var ikke klar over at kusinen også havde bygget rede på matriklen. Den stakkels kusinesolsort fløj skræmt ud af reden, der (åbenbart) er godt gemt inde i min kaprifolie og lige ind i mit hoved, mens hun skældte ud, som jeg aldrig har hørt nogen skælde ud før. Stakkels stakkels sorte fugl, for jeg skreg ligeså højt og baskede også med vingerne armene i bar forskrækkelse.

Da jeg var kommet mig over chokket, satte jeg mig på en havestol et stykke væk fra reden for at holde øje med, om kusinesolsorten turde komme tilbage til sin rede, men blandselvslikfolket vendte tilbage med alt for meget slik, inden jeg fik klarhed over, om hun var modig nok til at vende hjem. Og så skulle Hjalte og jeg i hegnet efter syrener. Både hvide og lilla syrener står nu og pynter med deres velduftende blomster her på bordet, mens jeg sidder med sukkerkvalme og kan høre at ALLE fugle i haven skændes over et eller andet lige nu, hvor solen er gået ned.

I morgen er det søndag, og jeg har overhovedet ingen planer. Altså andet end at:

  • tage fodbad
  • ligge i hængekøjen
  • sortere nogle papirer
  • Finde en ny serie på Netflix bog at læse
  • spise koldskål
  • plukke to buketter syrener, en til min mor og en til Elin på plejehjemmet
  • og så lige tjekke op på kusinesolsorten selvfølgelig

Rigtig dejlig søndag til Jer og må solen skinne på jeres bare tæer

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    Anette
    21. maj 2017 kl. 22:44

    Fik vidst vækket træt hund da jeg grinte lidt af solsort i øje. … mere seriøst AV og håber kusine solsort er vendt hjem, samt du er ok.
    fredags slik r dejligt, men jeg komme næsten altid til at spise for meget.
    syntes syrener blomstre tideligt i år.

  • Skriv kommentar