0 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose

Hej marts

 

Så blev det forår. Ihvertfald ifølge både kalenderen og min trang til at vralte ud i haven og grave lidt i jorden efter alt det forår, der pibler op i min have lige nu. Jeg er helt skør med den her årstid, hvor alle blomsterløg titter op af den vinterkolde jord og kæmper om min opmærksomhed.

Jeg må med skam erkende, at jeg har brugt mit elskede glashus alt for lidt i år og jeg er faktisk skide træt af det. Energien og mageligheden i den her sygemelding har bare betydet, at jeg har haft det bedst i min sofa og helst befinder mig så få skridt fra både toilet og køleskab som muligt. Jeg ved at det lyder temmelig forkælet og primadonaagtigt, men jeg bruger virkelig latterligt mange kræfter på at fordele mine skridt og min (manglende) energi ud, så der er lidt til hele dagen.

Apropos energi! Så købte jeg igår tre poser forår i Netto. Jeg plejer at købe de her ærteblomster hvert år, og hvert år mærker jeg den samme slags boblende lidt barnlige energi ved at skulle til at så. Det er indbegrebet af forår for mig, når jeg kan begynde at fylde mine vindueskarme med små potter, der spirer. Jeg kan særligt godt lide ærteblomsterne, for man skal virkelig gøre sig umage for at mislykkes med både spiringen og de smukke duftende blomster i haven om sommeren.

I eftermiddags, da jeg (for pokker da også) var nødt til at grave min gamle demente hanhund ud fra hækken, hvor han stod og spillede både vred og farlig overfor en sødfrisk lille hunhund (på den anden side af hækken), var jeg ved at falde over disse krokus-skønheder. I skrivende stund fornemmer jeg, at det her indlæg er ved at udvikle sig til et “seminsmukkeforårshave” indlæg. Og det kunne det da også snildt ende med at munde ud i, hvis det ikke var fordi jeg i min irritation over Sofus’ gøen og skaberi glemte at kigge ned, da jeg gik på græsplænen. Resultatet var derfor, at jeg jokkede i en af de virkelig mange bløde og brune efterladenskaber fra min hunds pruthul.

Og så var det pludselig mig, som var både vred og farlig!

Men ikke særlig længe… for så kom mine forældre på kort visit. De kommer sgu altid på det rette tidspunkt. I dag kom de for eksempel, mens jeg stod og rensede min ildelugtende sko i bryggerset. Min mor havde favnen fuld af knus, og min far havde favnen fuld af et fantastisk citrustræ til mit glashus. Åh altså, hvor er jeg glad for at det lige præcis er de to, som er min mor og far!

Lige nu står citrustræet (jeg kan ikke huske, hvad træet hedder, men der er sår’n nogle små orange frugter på, som smager ret godt) og hygger inde i vindueskarmen i vores soveværelse, og i morgen kommer det ud i glashuset sammen med mig. Så kan vi sidde der og blomstre i varmen og kigge ud på haven og samle kræfter til alt det andet, der skal ske i marts måned.

Jeg har nemlig talt med min chef i dag og fortalt, at jeg den 10. marts er tilbage på job efter halvanden måneds sygemelding. Jeg får det vist ikke betydelig meget bedre, end jeg har det nu. Min krop opfører sig stadig som om, jeg har ret meget sclerose, og min hjerne… tjah, det er faktisk samme historie.

På tirsdag indleder jeg min tilbagevenden som lønmodtager med at afholde møde med min fleksjobskonsulent, min chef og min socialrådgiver fra scleroseforeningen. Vi skal have styr på, hvad der skal ske, nu hvor jeg vender tilbage på arbejde. Jeg ser frem til mødet, men er enormt spændt på udfaldet og ikke mindst mit kommende jobindhold. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til mine kollegaer, som siger at de savner mig. Jeg vælger at tro på dem, og sætter enormt stor pris på, at de ikke har glemt mig i en travl hverdag.

Jeg har forresten også forleden dag fået brev fra jobcentret, som indkalder mig til et møde, så vi sammen kan finde ud af, hvornår og hvordan jeg i samarbejde med dem bliver raskmeldt og kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg skyndte mig at ringe til den søde kommunedame for at fortælle, at jeg nok aldrig bliver RASKmeldt, men at jeg begynder at arbejde i næste uge, så vi burde gemme vores møde til en anden god gang. Det meldte hun sig smågrinende enig med mig i og ønskede mig god arbejdslyst.

I dag havde jeg faktisk for første gang i laaang tid fornemmelsen af at smage på livet og virkeligheden igen. Jeg var nemlig til ridning efter seks ugers ufrivillig pause. Hold nu op altså, det var så skønt (og hårdt). Min hest er ligeså dejlig, som den plejer (og smuk), og de andre ryttere og min ridefysioterapeut var ligeså skønne, som de plejer at være. Det var virkelig virkelig rart at være tilbage, og det betød ikke en dyt, at jeg efterfølgende havde ondt i røven, var træt i kroppen og at min hjerne var helt fyldt op med træt støj og indtryk.

Det har faktisk været en forbavsende indholdsrig og dejlig første forårsdag i 2017. Og nu vil jeg gå i seng og drømme om forår i marts!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar