0 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose

Når man kigger mod himlen

Peter er ikke hjemme. Han tog til Karup i går morges og kommer først hjem i aften. Han har brugt to dage på at undervise soldater på Flyvestation Karup i noget med at DE skal lære at undervise (det gav mere mening inde i hovedet, mens jeg skrev). Det er rigtige soldater med uniform på i undervisningen og license to kill. Det eneste Peter har licens til er ca. 10 TV kanaler, som han iøvrigt a.l.d.r.i.g benytter sig af, og han har for den sags skyld heller aldrig været soldat.

Jeg savner Peter, når han ikke er hjemme. Og i nat savnede jeg ham mere, end jeg plejer, når det er nat. Ikke fordi jeg ikke kan ligge i ske med mig selv, men i nat kunne jeg godt have brugt ham til at hjælpe med at tørre op. Jeg er blevet så helt håbløst forkølet med snot og hoste, at det må kunne vinde en konkurrence. I nat hostede jeg for eksempel så meget, at både mine ben, hånd og mave krampede sig så meget sammen, at jeg sad på min seng og hostede pænt meget maveindhold op. Så ved I det! Værs’go det var så lidt!

Efter optørring og hoste yderligere et par timer var det alt for hurtigt morgen. Men hvilken en! Pragtfuld og medgørlig. Den eneste der ikke kunne komme i omdrejninger var den gamle hanhund, som var helt udmattet efter at have brugt natten på at cirkle rundt om sig selv, fordi han kunne høre, at jeg holdt “fest” i soveværelset. Og måske også fordi det er svært at begejstres over den mest fantastiske lyserøde morgenhimmel nogensinde, når man er hund, udmattet og farveblind.

Drengene og jeg sad og spiste morgenmad, da jeg kiggede ud af vinduet og udbrød “Hent Freja NU! Der er en himmel til hende. Ej hold nu kæft altså, jeg skal lige ud i haven!

Og så vraltede jeg ud i haven med mit kamera, lænede mig op af hegnet og tog billedet af morgenhimlen (UDEN filter mine damer og herrer!). Der er sgu så smukt i provinsen. Al den smukhed, som jeg havde været så heldig at forevige lå jeg og glædede mig over, mens jeg gled ind i min formiddagssøvn.

Som jeg efter en times tid igen kravlede ud af, fordi det ringede på døren. Der stod min mor og far – de gæve pensionister, som lavede sig en kop kaffe og satte den medbragte buket smukke roser i en vase. De er ikke typerne, der sidder fast i stolen, så da de havde sikret sig, at jeg både trak vejret og faktisk var i godt humør, tog de afsted igen, som de travle pensionister de er.

Det har trods snot og host været en OK dag. Jeg har kun sovet middagssøvn to gange, og jeg kan mærke, at humøret ikke skal gøre sig så meget umage mere, for at jeg forbliver glad og håbefuld. I morgen er det fredag, og fredag betyder morgentræning hos fysioterapeuten. Hvis altså ikke vi er sneet inde, for dem der ved noget om vejret snakker ikke om andet lige nu. Og de er enormt dramatiske og siger “farligt vejr” i hver sætning…

Og nu kan jeg høre hoveddøren åbnes. PETER ER HJEMME, så jeg smutter!

Mojn!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar