5 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose

Og tårerne flød…

Jeg troede rent faktisk, at jeg havde styr på det den her gang. Jeg troede, at jeg kunne løse alt det her medicin, bivirkningshalløj og scleroselort med lidt solskin og velvalgte ord om, at “det går faktisk bedre end forventet“. Men så blev alle herhjemme ved med at være syge og hoste om kap, og  jeg blev bare mere og mere træt og syg ud over det hele af både at være på speed på grund af medicinen og alle bivirkningerne, der følger med.

Og så vågnede jeg igår morges og bare græd og græd. Jeg græd så meget, at jeg sad på toilettet og pressede hånden for munden for ikke at vække resten af huset med den dybe søløve-halslyd, det giver, når man forsøger at trække vejret ind, mens man hulker.

  • Jeg græd, fordi igår morges ville mine ben slet slet ikke det, som medicinen var planlagt til at skulle hjælpe med. Jeg væltede derfor ude på badeværelset, fordi benene blev stående, mens min overkrop styrede mod toilettet.
  • Jeg græd, fordi min hånd var stiv og langsom igen og måtte have hjælp af højrehånden til at hive toiletpapir af rullen.
  • Jeg græd, fordi jeg er så træt så træt helt ind i det inderste af min sjæl
  • Jeg græd, fordi jeg er sygemeldt og slet ikke kan overskue hverken at være det, eller for den sags skyld at skulle på arbejde igen.
  • Jeg græd fordi, jeg kan mærke at min hjerne er i stykker og ikke virker, som jeg kender den.
  • Jeg græd, fordi jeg kan se og mærke hele min familie bliver påvirket af, at jeg ikke kan en skid og bare ligger i min seng eller i sofaen.
  • jeg græd, fordi jeg er så ked af, at jeg ikke bare har brækket benet eller slået armen. Jeg bliver ikke rask igen. Lige nu er jeg faktisk i tvivl, om jeg overhovedet får det bedre…
  • Jeg græd, da jeg vågnede af min middagssøvn nummer to og kiggede ud af køkkenvinduet. Taknemmeligheden skyllede ind over mig, da jeg så min mor og far var kommet for at fylde forår i min potte ved hoveddøren. De havde også hjemmebagte fastelavnsboller med, som smagte af min barndom og fik os alle livet lidt op for en stund.
  • Jeg græd, da Peter kom hjem efter en hel dag på kontoret og afleverede både et knus og en gave til mig. Han havde købt nyt undertøj til sin kone, som lige nu næsten ikke engang orker at tage noget rent på. Og han sagde til mig, at det skulle jeg have, fordi jeg plejer at se godt ud. Jeg sagde tak og græd lidt iført mit fedtede hår og matte øjne.

Jeg græder, fordi jeg er helt brugt op og ville ønske, at jeg turde trække vejret dybt uden at mærke tankerne lave knuder i maven. Knuder, der er fulde af tanker om både lige nu og fremtiden.

I morgen er det mandag. I morgen er min krop og hjerne forhåbentlig med på at sparke bivirkningerne væk og se lidt lysere på det hele igen. I morgen er alle herhjemme raske nok til at komme i skole, og jeg skal være frisk nok til at tage til bandagist i morgen tidlig.

Fuck sclerose! Og alt hvad den bringer med sig!

Nu vil jeg kysse vores børn godnat og nyde dagens anden fastelavnsbolle, inden jeg finder køjen!

 

 

Måske vil du også synes om

5 Kommentarer

  • Send svar
    Skalotteløg
    29. januar 2017 kl. 21:34

    Men du kæmper godt! <3

  • Send svar
    Vibe Kjaedegaard
    29. januar 2017 kl. 21:42

    Kære Charlotte.
    Så må man gerne band… Sgu’ pokker og lorte møg, … Og mange mange flere. Jeg håber natten bliver lang og god og søvnen dyb. Jeg håber så meget at i morgen bliver en rigtig dejlig dag. Øv, hvor er jeg ked af at det hele ramlede ned over dit dejlige lyse hoved, men hvor dejligt at du har så fantastisk en familie. Mange tanker og ønsker om en hurtig fremgang og bedring. Knus, V.

  • Send svar
    Mette Haagensen
    29. januar 2017 kl. 22:36

    Jeg græder med dig … fuck sclerosen! Kære Charlotte – i morgen SKAL bare være bedre! Sender varme tanker og håber på forbedring – all over <3

  • Send svar
    Annette
    30. januar 2017 kl. 15:01

    ❤️❤️❤️ De dage har jeg også, jeg har så ikke sclerose men SLE (Lupus) Men jeg fik sendt linket til dette fra min skønne veninde som så har det. Vi havde talt om de håbløse dage hvor alt bare er noget LORT. De kommer i ny og næ når kroppen gakker ud, men forsvinder heldigvis igen sammen med håbløsheden når de gode dage atter titter frem. Ha det godt. 💕
    Hilsen Annette

  • Send svar
    Gitte Foersom
    30. januar 2017 kl. 16:18

    Rigtig god bedring til dig. Jeg håber, det snart vil lysne for dig 🙂
    Kh Gitte

  • Skriv kommentar