0 I Fremhævet/ Godt at vide om sclerose/ Hvad skal jeg?/ Livet med sclerose

Så er det slut med drop!

Sidste dag med drop! Sidste dag, hvor min far og jeg skal tilbringe et par timer i bil og en times tid i hver vores sjove fjernbetjeningsstol med termokaffe, mentos, æblejuice og en god bog. Det har været godt og trygt at have ham med, men jeg er glad for at behandlingen nu er overstået, og at han atter kan få lov til at sove pensionistlænge!

Jeg er ualmindeligt træt og her klokken 21 også ret eftertænksom. Der er mange tanker, der roder og kredser om ting, som jeg ikke kan gøre noget ved lige nu. Jeg orker ikke at skrive et langt blogindlæg, så her er blot nogle af de ting, som jeg prøver at fæstne mig ved lige nu.

Min neurolog har sygemeldt mig til og med uge 8. Det har jeg en hel pose fuld af tanker om, men jeg har bundet en stram knude på den, for det ville blive til verdens længste indlæg, hvis knuden gik op lige nu.

Jeg er blevet henvist til en neuropsykologisk undersøgelse, fordi jeg har vældig meget bøvl med det kognitive. Jeg har været til en sådan undersøgelse én gang før for mange år siden. Jeg mindes tydeligt, hvordan halvanden time med alskens tests, der handlede om struktur, overblik, ordmobilisering, udholdenhed, hukommelse og meget andet jeg ikke kan huske (ha ha ha) meget ubarmhjertigt udmøntede sig i en “rapport” om min hjernes tilstand. Jeg er ganske sikker på, at tilstanden ikke har ændret sig til min fordel…

Jeg er også blevet henvist til en knogleskanning i næste uge, fordi kombinationen af min begyndende osteoporose og Medrolen der afkalker knoglerne ret voldsomt kan være en ret dårlig cocktail.

Sygeplejersken og jeg fik i dag talt om, at jeg kan mærke bedring rent fysisk, som jeg jo også skrev om igår. Det er ret forrygende, for dagen i dag har også været præget af mindre træt og splattet venstreben samt en samarbejdsvillig hånd og arm. Hun var også vældig tilfreds med, at bedringen i mit attak rent fysisk har vist sig så hurtigt.

Jeg begynder at mærke trætheden for alvor efter tre dage på speed. Når jeg mærker trætheden som her i aften, så lægger der sig helt automatisk en dyne af halvdumme tanker om nedtur og angsten for, om jeg også denne gang skal igennem “en kold tyrker”. Det er meget normalt (desværre) at skulle igennem et par dage med nedtur, for når kroppen og hjernen ikke længere bliver fodret med “godt humør” medicinen, reagerer den ved at gå i den anden grøft, fordi den nu skal til at producere selv igen. Sidste gang jeg fik medrolkur oplevede jeg dette “fænomen” for fuld udblæsning. Jeg håber inderligt, at det bliver anderledes den her gang, for jeg har andet at bekymre mig om!

Hjalte er nemlig rigtig syg endnu. Han er irriterende stille og medgørlig. Han drikker lidt, spiser intet og koger med 39,7 graders feber konstant. At han så også både kastede op og alt muligt i eftermiddags må kaldes prikken over i’et. Jeppe er bare stille og træt og hostende, men ingen feber. Der er nok andet end en smule attakbehandling at bekymre sig om i det lille hjem!

Min egen træthed på grund af de mange vågne timer fik mig i eftermiddags ud i haven for at trække frisk feberfri luft. Sofus, den gamle hanhund tøffede med, og vi landede i mit elskede glashus, hvor vi bare lavede absolut ingenting i en times tid. I morgen tænder jeg for både solen og varmeapparatet og lokker dem med feber ud for at hygge med dyner og kiks!

Som god tone jo er, så har jeg lige læst indlægget igennem for de værste stavefejl og kommamangler, og det var da et helt utrolig trist et af slagsen. Så lad mig lige afslutningsvis slå fast:

Jeg er OK, og jeg er voldsomt glad for at det her er et attak, som har vist sig at kunne behandles. At det ikke var spild af løs krudt. Og så er jeg faktisk også rigtig glad for alle jeres ord og tanker til mig og min lille influenzaramte familie.

Måske kan i finde mig herinde en af de næste dage, og ellers er jeg at finde i glashuset med lydbøger, dyner og feberramte barn/børn.

Godnat

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar