0 I Familieliv/ Fremhævet/ Oplevelser

Skøn søndag med sol og spjæt

I dag har vi holdt Jeppes fødselsdag IGEN (og for sidste gang i år)! I dag var det for alle fire bedsteforældre, som var sat stævne til brunch klokken 10! Det er sjældent kedeligt, når de fire melder deres ankomst…
Det ene sæt bedsteforældre havde i dagens anledning på vej til fødselsdag speedet lidt op og mente derfor at kunne indkassere en hilsen fra Rigspolitichefen. Det andet sæt bedsteforældre ringede og gav en ret kortfattet besked om, at deres ankomst til fødselsdagen ville være med forsinkelse, da de var punkteret…

Så var fødselsdagssøndagen ligesom skudt igang ik?!

Men der skal mere end en punktering og en (måske) fartbøde til at slå ældstegenerationen ud, så vi havde naturligvis en forrygende dejlig dag med lækker (lidt forsinket) brunch, gå/trilletur i solskin og blå himmel og kageorgie med velsmagende  hjemmebag og den obligatoriske rutebilslagkage.

I anledning af solen, der bragede ned fra en skyfri himmel sluttede min far og jeg eftermiddagen af med at gå på opdagelse efter forår i min baghave. Arm i arm gik vi rundt med blikket stift rettet mod de visne bede.

Og søreme om ikke foråret stod og puttede sig i vinterkulden bag mine visne lavendler.  Hvert år bliver jeg lige overrasket og derefter helt åndssvagt højlydt begejstret over, at naturen formår at tage røven på mig år efter år med dens gule og grønne farver midt i kulden. Jeg trænger til forår mere end jeg kan mindes nogensinde at have gjort (når Peter læser dette, vil han tænke “det sagde hun så også sidste år og året før og …

Min far og jeg sluttede havevandringen af i mit elskede glashus, hvor solen havde fået det varmet op. Jeg har desværre ikke brugt mit glashus så meget i denne vinter. Faktisk så lidt, at jeg ikke har været opmærksom på, at min citrontræ ser rigtig skidt ud med hængeblade og trænger til både vand, varme og lidt menneskelig omsorg! Jeg håber at citrontræet suger solen til sig på den forårsagtige måde, når den er der, og at de 15 grader i glashuset i dag er helbredende.

Min frustration over citrontræets skæbne forsvandt dog som dug for solen da vi kom ind og fik jakkerne af, for inde i køkkenet stod min mor og gjorde sig til!

Min søde svigerfar var egentlig ganske upåvirket, og min ligeså søde svigermor sagde blot “det tror jeg skisme ikke jeg kan, Helle“. Mig? Jeg kunne ikke undgå med en smule ærefrygt at tænke “hvorfor GØR hun det mon?” Men jeg kender jo godt svaret!

Fordi hun kan!

Nu vil jeg jo nødig blære mig, men er der måske nogle af jer, der har en mor som kan det her? (min mor ved ikke, at jeg har lagt det her billede op, og jeg er bange for at hun aldrig vil gøre sig til mere, hvis hun ser det her, men jeg tar’ chancen, for hun er fandeme både skør og sej altså)

Næste uge indeholder lidt af hvert, så jeg er nødt til at tage en dag ad gangen. I morgen tager jeg for eksempel min far under armen igen, men ikke for at gå tur i solen. Han har lovet mig at tage med ned til min neurolog, hvor jeg skal have svar på den MR-scanning, jeg fik lavet i onsdags. Jeg er spændt, men ikke nervøs, for jeg har allerede ridset mulighederne op, afhængig af hvad scanningen siger.

På tirsdag smutter Peter op i sommerhuset helt alene og kommer ikke hjem før på lørdag. Han tager ikke afsted for at hygge og drikke rødvin, men for at forsøge at lave noget arbejde, som skal være færdig NU! Jeg ved, at han har det rigtig svært med at overlade “butikken” til mig, for det er jo ham som plejer at planlægge, handle, lave maden, tømme postkassen, gå med hanhunden, hjælpe med lektier og løfte tunge ting.

Men jeg kan! Og det jeg ikke kan, har jeg mulighed for at få hjælp til. Ungerne og jeg har lavet madplan til de fire aftener uden Peter, og jeg kan umiddelbart allerede godt overskue de tre aftener, hvor der står hotdogs, McDonalds og Mormor/morfar.

Rigtig god uge til alle, og husk at tjekke haven for forår!

 

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar