1 I Familieliv/ Fremhævet/ Hvad skal jeg?/ Livet med sclerose/ Oplevelser

Alt for meget gang i den…

Hvis vi nu bare lige skal koncentrere os om den her uge ik?

MR-scanning

Så har jeg været til MR-scanning! Og det er jeg altså virkelig god til at hidse mig op over i dagene op til. Jeg tænker mange tanker. Mest virkelig mange tanker om alt det, der kan gå galt, når jeg ligger fastspændt i røret. Man kan jo for fanden opleve både strømsvigt og alt muligt, så jeg ikke kan komme ud. Eller at manden i den hvide kittel, som styrer slagets gang i rører falder i søvn og ikke hører at jeg kalder og trykker på nødknappen…

Jeg havde derfor allieret mig med både min mor og min læge. Min mor skulle køre mig til Aabenraa Sygehus, og min læge skulle levere den der pille, der ville gøre turen i MR-scanneren til en roooolig oplevelse. Vi kørte i god tid, og jeg indtog pillen i ligeså god tid.

Pillen virkede hurtigere end min mor kørte, så da vi nåede Aabenraa var jeg forbavsende sløv og med bittesmå pupiller. Jeg var med andre ord mere end klar til at blive spændt fast og kørt ind i det smalle rør, som larmer helt sindssygt meget med rytmiske bankelyde. Jeg var i al ubeskedenhed så god til at ligge stille, og ikke brokke mig over også at skulle have kontrastvæske i drop halvvejs i scanningen, at jeg faktisk fik ros af manden med scanneren. Det er ikke hændt før!

Da jeg skulle stige ned fra lejet i MR-scanneren efter en times tid, kunne min mor hurtigt se, at jeg faktisk var så, lad os kalde det afslappet, at hun lynhurtigt fik fat i en kørestol, så hun kunne trille mig ud til bilen, hvor jeg fandeme næsten ikke kun stige ind. (Pænt effektivt narko jeg havde taget dér).

Vel hjemme fik min mor placeret mig i sofaen med min dyne, fjernbetjening, kaffe og sår’n! Jeg nåede kun at spise “pillerne”, inden de smeltede i hånden, og så sov jeg lige indtil resten af familien kom hjem (fire timer senere).

Elcyklen

Den mest lortede oplevelse i den her uge har været, at jeg endelig er nået frem til, at jeg aldrig kommer til at cykle mere. Det gør mig vildt ked af det, for jeg elskede jo at cykle. Det er sgu ikke sjovt at skulle virkelighedsregulere i det tempo, jeg oplever lige nu. Men jeg tør ikke cykle mere, og mit venstre ben vil ikke mere. Det er blevet en ulige kamp mellem min vilje/lyst og så nederlaget ved ikke at kunne. Jeg må igen igen erkende, at sclerose ikke er til borgerens fordel, når den gir’ den for fuld udblæsning.

Det er ikke mere end to år siden jeg købte cyklen, og jeg har virkelig nydt at kunne stikke af ud på landet for at tage billeder og nyde både vejret og faktisk også mit eget selskab. Nu er cykling desværre blevet endnu en af de ting, der skal føjes til listen over noget “jeg gjorde engang, da jeg var yngre…

Det eneste gode ved alt det her cyklehalløj er, at det er min elskede mor, som har købt den. Hun er så barnligt begejstret for den. Hun hviner og griner og har sagt en million gange, at jeg må prøve den ligeså tit jeg vil! Jeg har lovet at tage med hende til sommer i ledsagerbil. Det tæller da også ik?!

Jeppes 15 års fødselsdag

Det er ikke cykel-ynk og sygehusbesøg det hele! Jeppe fyldte 15 år i den her uge. Jeg gentager lige… 15 år. Det er altså en sjat! Det klæder ham vildt godt at nå den alder og passer utrolig fint til hans 182 lange krop, dybe stemme og str. 45 i sko. Han siger, at det er fedt at blive 15, at gaverne var lige i skabet, og at fødselsdagen blev fejret på den helt rigtige måde. Jeg havde bagt kanelstang, boller og hindbærsnitter, såååh… han kunne også bare lige mene andet.

 

Syg i dag

Jeg melder mig meget sjældent syg på arbejde. I morges måtte jeg gøre det. Jeg har haft det rigtig skidt i dag, og har ikke lavet noget hele dagen. Begge mine ben gør røvondt og vil slet ikke gøre, hvad jeg forsøger at bede dem om. Min venstre hånd ligger mest bare i skødet og har meldt sig ud af kampen. Jeg er træt på en måde, jeg slet ikke kan forklare. Og så bliver jeg i et helt fantastisk skidt humør, når jeg opdager, at jeg ikke engang har nydt at se Netflix og spise usundt, endda helt uden at blive forstyrret.

Bedst som jeg sad og bandede højlydt over det chokolade, som jeg havde mast ud i sofaen med mine føleforstyrrede baller, ringede det på døren. Dér sad jeg i sofaen med morgenhår, uldsokker, mascara ned til hagen og chokolade på røven (og sikkert også i mundvigene)! Lysten til at åbne døren var lig nul, for ingen havde fortjent en så stor forskrækkelse klokken 11.30.

Men da jeg åbnede døren, stod postbudet og smilede bredt. Han gav mig en kasse, hvor der stod CHARLOTTE HOLMBOE og på siden var trykt med store bogstaver TRE BORDBOMBER! “What the f***” tænkte jeg og bar forsigtigt kassen med bomber ind på køkkenbordet. Og så ringede jeg til Peter, og spurgte, om det var ham, der  havde “været sjov“. Han kendte intet til det, men mente helt bestemt (og færdig af grin over min angst for eksplosion), at jeg skulle åbne kassen!!! Han blev smågrinende “hængende i røret”, mens jeg åbnede kassen, hvis indhold aldrig havde set skyggen af bomber!

Det var Scleroseforeningen, der havde sendt en gave til mig, fordi jeg deltog i Byttelyst. Tænk sig, jeg fik tre flasker GOD rødvin (jeg ved det, for vi delte en flaske til aftensmaden) og en smuk kande fra Royal Copenhagen. Jeg blev så glad. Og så mumlede jeg lidt om at “så var det sgu da ikke helt forgæves, at jeg er syg i dag“.

Nåh… Det var lidt om min uge nummer to i januar 2017! Tempoet må godt finde et leje fra nu af, hvor jeg kan følge med. På mandag skal jeg ned til Sønderborg Sygehus og tale med min neurolog. Jeg har bedt min far om at tage med, så der er et sæt ører ekstra, når jeg skal have svaret på MR-scanningen. Jeg er meget spændt på, hvad scanningen viser, for mistanken om et attak, der skal gøres noget ved er ret nærliggende.

Jeg trænger så meget til ikke at bo i min sofa. Og jeg trænger til at vågne om morgenen og ikke at skulle vente på, at min krop kommer i gang. Jeg trænger til dage, hvor jeg kan følge med. Dage uden udfordringer, som overstiger min kampgejst.  Men allermest trænger jeg til at sove.

Og i morgen skal jeg igen på arbejde!

Godnat

 

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    Benedikte Nobel
    13. januar 2017 kl. 0:19

    Noget hø, Charlotte. Men glæd dig over, du har sådan nogle ualmindeligt dejlige unger. Jeppe er altid eet stort smil, når man møder ham – og det gør man jo nu og da – og hilser så høfligt uden at virke påtaget. Tillykke til ham – jeg så godt, I flagede 🙂
    Håber, resultatet af scanningen ikke er alarmerende. Krydser fingre.
    Kh Benedikte

  • Skriv kommentar