0 I Familieliv/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

2016, du satte spor! Her får I tre af de dybe…9 minutters læsning

Igår var vi til den allersidste julefrokost i 2016! Og dermed også den allersidste pakkeleg og den allersidste dans rundt om juletræet! Vi var samlet i Århus hos mine svigerforældre sammen med Peters bror, kone og fire børn. Det var både hyggeligt, sjovt og julet. Men NU kan det være nok! Ikke mere juleri, gaver, konfekt og julemad før om et år.

Lige om lidt hedder det nemlig 2017, og jeg vil i det her blogindlæg fortælle om tre oplevelser i 2016, som har rørt mig dybt, og som jeg tager med mig resten af livet! De tre oplevelser, som jeg vil dele med jer, har alle tre på hver deres måde sat tingene i perspektiv og endt med at give mig mod og tro på, at ting kan lykkes, selvom man fanges af tvivlen.

I september blev min far opereret for nyrekræft. Min far er altså ikke sår’n én, der får kræft, så da vi fik det at vide i sommers, blev vi alle naturligvis både enormt forskrækkede og ret kede af det.  Nogle af os troede, at dette kunne løses ved i al hemmelighed at google løs på “nyrekræft”. Lad mig sige det på denne måde… Det kan IKKE anbefales som en mulig løsning!

Min far er heldig! Han kom hurtigt på operationsbordet og fik fjernet den syge nyre. Endnu mere heldigt er det, at han er utrolig godt gift. Nemlig med min mor, som var hos ham hele tiden, mens han var indlagt. Hun sov på patienthotellet (300 meter fra min fars seng) og agerede sygehjælper og kærlighedskone i alle min fars vågne timer. Min mor er faktisk også heldig, for min far lagde ikke skjul på, hvor meget han værdsatte hendes nærvær og kærlige omsorg, mens han lå med slanger her og der, og ikke kunne en skid.

Mig? Jeg føler mig både heldig og super taknemmelig, for jeg blev bedt om at være med til samtalerne med lægerne, så “vi er flere der hører, hvad lægerne fortæller os, Charlotte“. Lægerne sagde mange ting og ikke altid på rigsdansk, så det var virkelig rart at blive betroet at være med til lægesamtalerne. Pludselig blev jeg helt voksen. Jeg var ikke længere bare mine forældres datter, men den også den der skulle bevare overblikket og give mine forældre de kram, der normalt er forbeholdt mig at få. Det føltes meget OK!

Min far er rask nu. Han er fri for kræft, men med et ar på maven og kun en nyre. Faktisk er han inde i mit hoved så rask, at jeg indimellem glemmer, at han overhovedet har været rigtig syg. Når ens elskede får en diagnose, hvori ordet “kræft” indgår, så sætter det helt naturligt en masse tanker om igang liv og død. Når det hele så ender med, at ens elskede kan fortsætte med livet, så er kræftdiagnosen til at lære at leve med og alle de hårde tanker, en sådan oplevelse igangsætter kan bruges til at sætte ord på frygten såvel som håbet. Min mor og far, de kan noget sammen! De har sammen fundet modet og troen på, at det her kun var et bump på vejen. Jeg er virkelig glad for min mor og far!

Jeg er også ret glad for mine svigerforældre. I oktober fandt jeg tilmed ud af, at selvom vi tilbringer 14 dage sammen non stop på den anden side af jorden, så er jeg stadig (hvis ikke endnu mere) glad for dem. For efterhånden længe længe siden blev vi sammen Peters skøre bror, fantastiske kone og deres fire unger inviteret til Afrika og Mauritius af mine svigerforældre. (Jeg har skrevet lidt om vores fantastiske rejse her.)

Tretten styk fra Holmboe-klanen skulle på både safari og badeferie i oktober 2016. Alle glædede sig helt vildt og voldsomt, mens jeg brugte det meste af  første halvdel af 2016 på at forsøge at overbevise mit meget skeptiske handicappede jeg om, at det her selvfølgelig da nok skulle blive en superfed oplevelse. Tankerne om hvorvidt  jeg skulle have kørestol eller rollator med, og hvor stor en klods om benet, jeg ville blive på turen med mit snegletempo, overtrumfede desværre gang på gang begejstringen ved at skulle opleve elefanter og løver, sol og azurblåt vand. Peter og min svigerfar blev ved med at love mig, at jeg da ikke ville blive en større klods om benet, end jeg altid er, og at de med glæde ville bære mig i kongestol, hvis det kunne berolige mig.

Det gjorde det! Og det skulle vise sig, at alle mine mange bekymringer om at rejse med handicap, og at mine tanker om sclerosetræthed, manglende overblik, ben der svigter og dyr medicin, der risikerer at blive konfiskeret blev gjort til skamme. Det eneste jeg faktisk mødte overalt på denne fantastiske rejse var omsorg, hjælpsomhed, sammenhold og VIP agtige tilstande i lufthavnene, fordi jeg kunne springe over alle køerne med min rollator. Der stod ligeledes en mand med en kørestol klar til mig i alle lufthavnene. TOTALT rockstar-følelse. Det var i virkelighden kun, når vi skulle på gåture i naturen, at jeg måtte “nøjes” med at blive tilbage med en iskold øl i skyggen på en bænk (mens de andre vandrede, svedte og tørstede).

Afrika-rejsen var så vild en oplevelse og så fantastisk på alle måder for os allesammen. Jeg er så taknemmelig for at have fået den oplevelse sammen med min familie. Rejsen har givet både mig og min lille familie mod og lyst til flere oplevelser og rejser. Jeg er blevet ret cool til at sætte mig i en kørestol og tage mod hjælp (for alles skyld). Det skulle nemlig vise sig at give en stor og altafgørende frihed for både mig, men i særdeleshed også for mine rejsefæller.

Faktisk så nåede vi kun lige hjem fra Afrika-turen, før den næste og sidste kæmpe oplevelse i 2016 blev skudt i gang. Nemlig Byttelyst, som i alle har været tvangsindlagt til at læse om i tide og utide. Jeg vil ikke belemre jer med alt det i kan læse andetsteds her på bloggen om Byttelyst, for det kan i selv læse om hvis i trykker her . Jeg vil derimod understrege, hvor godt og helt eminent det føles at møde så meget opbakning til det der kulminerede med en uforglemmelig auktionsaften til fordel for forskning i sclerose.

Udsnit af glade auktionslystne gæster

Min borgmester og hængetræet

Jeg gjorde en forskel med min Byttelystindsats. Faktisk vil jeg i al ubeskedenhed tillade mig at sige, at jeg gjorde en kæmpe forskel. Jeg fik sammen med min byttelystmakker borgmesteren, Kim Koch fra Haderslev Golfklub (hvor auktionen blev afholdt) og ikke mindst Frode Munksgaard stablet noget rigtig stort på benene, som gav overraskende stor opmærksomhed og velvilje hos folk til at støtte og prøve at forstå sygdommen sclerose. Jeg fik en oplevelse af at alt var muligt, og Haderslevs butikker viste sig at være verdens bedste med støtte, smil og opbakning!

Direktøren fra Scleroseforeningen, Klaus Høm, som mødte op sammen med 100 andre på Byttelystauktionen sendte mig et HÅNDSKREVET julekort. Det han skrev gjorde mig rørt og megastolt. Han skrev bl.a.

…Men også for at benytte lejligheden til at sende dig en stor og varm tak. Ikke bare for det flotte resultat – du ved, at pengene vil gøre gavn – men ligeså meget for at have givet mig en utrolig dejlig oplevelse af engagement, energi  “gåpåmod”. Den slags oplevelser gøre livet så meget bedre – Tak Charlotte.

Selv tak kære direktør! Og allermest tak for anerkendelsen, og at du tog dig tid til at sende mig disse ord.

Direktør Klaus Høm og Frode Munksgaard (hvis I var i tvivl…)

Altså hvis jeg nu alligevel skulle aftvinges et nytårsfortsæt, så skulle det da lige være, at jeg i 2017 måtte blive bedre til at svare på jeres kommentarer både her på bloggen og på Fru Holmboes Facebookside!

Med disse ord ønskes I alle en skøn nytårsaften og et fantastisk 2017. Husk aldrig at gå tilbage til en fuser, og at alle fester kan reddes med lidt dans og vrikken.

Vi har lige været et smut forbi mine forældre og kysset dem godt nytår. Nu glæder jeg mig til i aften, for vi skal fejre nytåret hos vores skønne venner. Vi skal hygge med god mad, krudt og hinanden. Gode venner der bor så tæt på, at jeg kan køres hjem i en trillebør er altså ikke at fornægte!

GODT NYTÅR, sagde hun og traskede mod 2017.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.