0 I Fremhævet/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Ro og ridning

Onsdag er min yndlingsdag! Det er ikke fordi jeg faktisk har fri fra arbejde hver onsdag, men fordi det er den dag, hvor jeg er til træning hos min fysioterapeut. Alting er lidt lettere, når jeg har været der. Både mine stive stænger og i særdeleshed mit humør. Jeg har gået til fysioterapi i så mange år efterhånden hos den samme skønne og dygtige fysioterapeut, at hun plejer at have “scannet” mig og min dagsform, inden jeg når at sige en lyd! I dag scannede hun for eksempel straks, at jeg var både svedig, glad og tilfreds.

Jeg var nemlig kommet så tidligt, at jeg kunne nå at ro inden behandlingen. Jeg var derfor lige blevet færdig med at ro 5 km (sgu), inden hun med friske morgenskridt og storsmilende trådte ind i lokalet.

FullSizeRender-6

Min optursstemning fortsatte, da jeg ankom til ridning senere. For det første er hende, der hjælper mig kommet tilbage. Hun har lige haft en kort ansættelse et andet sted, men er nu “kommet hjem” igen. Hun har også en superskarp fornemmelse af, hvor meget hun kan presse mig og få mig til at turde og kunne mere og mere på min yndlingshest ever.

FullSizeRender-4

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at skrive et ord om robotben, men jeg kan ikke lade helt være…

Det virker endnu. Og jeg er stadig superglad.

Jeg er dog også begyndt at finde ud af, hvornår det er lidt besværligt at være robot. Det er for eksempel svært at sidde behageligt på en hård stol i længere tid, fordi strømtingen napper i mit flæsk. Jeg ved det, fordi jeg lige har været til forældremøde i 8. C. Jeg overvejede kort at smide bukserne og tage strømdimsen af, men Jeppe har lige fået ny klasselærer, og jeg ville jo helst gøre et godt indtryk (ihvertfald) første gang vi så hinanden 😉

En anden ting, er at om morgenen når jeg skal have maskineriet på, skal jeg gøre sådan nogle filtdimser våde, så strømmen virker. I morges gjorde jeg dem så lidt for våde, så jeg lignede en inkontinent fitnessdronning, da jeg mødte op til træning.

Jeg har haft en rigtig dejlig dag og vænner mig mere og mere til strømmen. I morgen bliver også god, for jeg har fat i den lange ende i disse dage. Og jeg skal på arbejde 🙂

 

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar