1 I Livet med sclerose

“Hvilke hjælpeting er du egentlig gladest for mor?”

Jeg har i de ca. tre år, hvor hjælpemidler har været en fast del af min hverdag med sclerose nok mest betragtet dem som et “nødvendigt onde” og som noget der bare er pisseirriterende og tydeliggører mit handicap. Derfor studsede jeg da også igår, da Hjalte spurgte mig:

Hvilken af dine hjælpeting er du egentlig gladest for mor?

Vi var på vej hjem fra stranden, hvor jeg både havde haft rollator og stok i brug. Hjaltes spørgsmål fik mig til at rynke brynene lidt og tænke “Glad for? Jeg er sgu da ikke glad for nogle af dem… Eller er jeg?” Børn stiller nogle gange spørgsmål, som på en tiltrængt måde vender tingene på hovedet, og sætter tingene i perspektiv. For jo! Gu’ er jeg da glad for dem – altså hjælpemidlerne. De betyder nemlig, at jeg kan være med og føle, at det er på lige vilkår.

Det er faktisk noget af det, som betyder mest for mig! At være med og på lige vilkår. Og derfor er alle mine hjælpemidler et fast indslag, når jeg begiver mig ud i virkeligheden. Jeg har dog to “hjælpeting”, som jeg er gladere for (hvis vi nu skal fortsætte i Hjaltes spor) end de andre.

Glæden ved disse to hjælpemidler udspringer hverken af nytteværdien eller prisen. Næh… glæden for disse to hjælpeting bunder i taknemmelighed. En taknemmelighed over at kende nogen, som uden videre tilbyder deres hjælp, så det ikke føles helt så tungt at støtte sig til en stok…

FullSizeRender-12Den ene “yndlings-hjælpeting” er min Kasper-stok. Jeg har en god ven, som hedder Kasper, og han har malet den smukkeste stok til mig. For tre år siden sad vi på en café, hvor jeg brokkede mig lidt over at have fået krykstokke, som jeg fandengaleme ikke havde mod på at gå rundt i gågaden og flagre med. Kasper kiggede på mig, smilede og tilbød så at male en stok til mig, hvis blot jeg selv købte en, han kunne udfolde sig på.  Der gik en måneds tid, så fik jeg den tilbage med kommentaren “Såh! Og kom så i gang med de hjælpemidler ik?“. Stokken er lige mig! Den er fuld af farver, og den hedder Holmboe. Jeg elsker at bruge den, men har desværre erkendt, at den ikke længere er støtte nok, når jeg skal mere end blot at se lækker ud 🙂 Men den er supergod til fester og andre “sidde-arrangementer”, og kan vel på det nærmeste betragtes som min pynteting.

FullSizeRender-9Den anden “yndlings-hjælpeting” er mine Carsten-albuestokke.
Jeg kender en mand, som hedder Carsten Lemche. Han har firmaet Lemco, som sælger hjælpemidler til blandt andre sår’n nogle som mig. Carsten Lemche er en meget flink mand, som ved hvilke hjælpemidler, der virker og ovenikøbet forhandler dem. For efterhånden en del måneder siden skrev jeg sammen med Carsten og fortalte, at jeg oplevede spændinger i nakken og ondt i nakke og ryg, når jeg gik med mine albuestokke, som kommunen havde bevilget til mig.

Nogle dage senere fik jeg tilsendt to helt fantastiske sorte “ikke sygehusagtige” ergonomiske albuestokke fra Lemco. De er fantastiske på den måde, at de har affjedring i håndtaget, så mine skuldre bliver aflastede, og jeg dermed undgår de stød, som normale albuestokke giver mig i ryggen og nakken, når jeg går. Jeg har på grund af sclerosen lidt stive fingre og bliver hurtig øm i håndfladerne ved den uundgåelige gentagne belastning almindelige krykker giver. Det problem er løst med de ergonomiske “Carsten-albuestokke”, da håndtagene er af blødt materiale og superrare at holde rundt om.

FullSizeRender-10

Jeg synes, at du skal se denne lille video, hvor Carsten beskriver og viser stokkene i brug:

Og dette var så ordene om mine “yndlings-hjælpeting”. Tak til Hjalte for at ændre mit perspektiv og tak tak tak til både Kasper og Carsten for at være med til at give mig lyst til og mod på at bruge mine hjælpemidler. For der skal ikke herske tvivl om, at det for mig er en skønsom blanding af æstetik, anvendelighed og usynlighed, der får mig til at gribe ud efter stokken(e).

Gad vide om jeg er den eneste, som har et yndlingshjælpemiddel?

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    Gitte Foersom
    14. juni 2016 kl. 17:46

    Hej Charlotte, du er ikke den eneste der har et yndlingshjælpemiddel. Jeg har for en måned siden været nødt til at få en 3-hjulet el-scooter fra kommunen, og den blev hurtigt et yndlingshjælpemiddel. Den giver mig frihed til at komme længere væk end matriklen, jeg bor på. Inden jeg fik den, havde jeg siddet og følt mig spærret inde i mit eget hjem. Jeg har altid cyklet og gået meget, og pludselig kunne jeg ingen af delene mere end nogle få meter. I torsdags var jeg inviteret til fødselsdag i en by 12 km her fra, og jeg kunne takke ja, takket være min el-scooter, som trofast kørte mig både frem og tilbage – for en sikkerheds skyld havde jeg taget laderen med og fik tanket mens jeg nød boller og varm kakao samt lagkager. Det fik mig til på hjemvejen at føle en taknemmelighed udover alle grænser for igen at have min frihed til at tage af sted, når det passer mig. At den så næste morgen, da jeg skulle bruge den for at komme til træning, var punkteret, det var selvfølgelig knap så godt. Nu har den fået ny dæk og slange, og i morgen kan jeg igen trille til træning. Hurra for 3-hjulede el-scootere :-). Mange hilsner Gitte Foersom

  • Skriv kommentar