1 I Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Den dag jeg fik Jesus proppet ned i halsen5 minutters læsning

Jeg har aldrig prøvet det før. Altså at poste et blogindlæg, som jeg har sendt afsted før. Men i aften vælger jeg at gøre det, fordi der kommer en udsendelse på TV2, som handler om sår’n noget Gud-noget, og hvordan folk ved håndspålæggelse kan blive helbredt og hjulpet for alskens dårligdomme – også sclerose. Det er ingen hemmelighed, at jeg tror mere på mig selv og min egen vilje, end på Gud vilje. Jeg er superspændt på om mine forbehold og tvivl på, om håndspålæggelser bliver gjort til skamme, når udsendelsen er rullet over skærmen.

Nåh, tilbage til blogindlægget fra sidste år, som handler om at få proppet Jesus ned i halsen på en parkeringsplads i provinsen.

Blogindlæg fra 29.5.2015 – værs’go og god fornøjelse 🙂

FullSizeRender“I dag, da jeg skulle på apoteket for at hente drugs, valgte jeg at tage min rollator med.

Det gør jeg ellers meget sjældent, mest fordi “folk kigger sår’n”, men også fordi det ikke er hver morgen jeg starter med at ro 5 km 🙂 Jeg gentager lige for en god ordens skyld: mens også fordi det ikke er hver morgen, at jeg starter med at ro 5 km !!! 😉

Nåh men i dag var ingen undtagelse. Nogen kiggede på mig og min rollator vraltende på gågaden. Det var mest skønne udklædte småfulde 9. klasses elever, som var inde og ruske byen vågen, som kiggede (med lyd). De unge mennesker både råbte og hviskede søde og sjove/komiske ting til mig. Ting som dog ikke ikke på nogen måde gav mig lyst eller anledning til at råbe tilbage, men blot gav et stort behov for at sige “tusind tak da, og skål ” og smile tilbage.

Jeg blev igen i dag mindet om, at ungdommen er værd at værne om, og at de unge uden tvivl nok skal blive til både noget godt og ordentligt. Jeg blev nemlig tilbudt hjælp til at få rollatoren op i bilen af både en tiger, en klovn og en særdeles udringet kvindelig soldat 🙂 Jeg takkede pænt nej, til både en lunken øl og ungdommens hjælpende hånd.

Således stod jeg der alene på den mest centrale parkeringsplads i Haderslev, foroverbøjet med balanceproblemer og en rollator i favnen, da jeg mærkede en hånd på skulderen. Jeg vendte mig besværet om og en flot dame på ca 55 år stod og smilede. Hun var nydelig med rød jakke, langt mørkebrunt hår med grå klædelige striber, mild i blikket og jah.. virkelig smilende…

Flot dame: “Må jeg lige forstyrre dig et øjeblik“.

Mig (også smilende): “Ja da“, mens jeg tænkte “Hun ligner sgu da ikke en, der kan forstyrre nogen med det smil”.

Flot dame oversmiler nu og stikker mig et visitkort!!!

Jeg tar’ visitkortet og læser et par ord om Gud og Jesus, med et “Du kan reddes, hvis du vil” agtigt budskab. På et billede i venstre hjørne af visitkortet er der et par, som smiler og ser ud til at have deres på det tørre…

Jeg rækker helt paf visitkortet tilbage til Flot Dame, som kun modvilligt tager imod det, til trods for, at jeg til grin mange gange siger “nej tak“.

Flot Dame kigger medlidende på mig og siger så ordene:

Men han kender dig! Han kender dig jo!

Ahva! Jeg kigger nu spørgende på hende, og får så proppet visitkortet tilbage i hånden. Jeg kigger pligtskyldigt på visitkortet for at tjekke, om jeg også kender ham manden på billedet, som smilende har sit på det tørre… Men nej! Ingen genkendelsesglæde dér.

Så slår det mig!! Og jeg udbryder:

Nåååårh Du mener JESUS??!! Altså at JESUS kender mig?!

Flot Dame nikker nu glad og lettet. Lige indtil jeg igen siger “Nej tak“, jeg kender også ham, men klarer mig indtil videre uden din hjælp”, mens jeg tvinger visitkortet ind i hendes hånd og lukker bagagerummet. Hun når lige at sige, at jeg kan finde dem i byens gågade hele weekenden, hvor de vil hjælpe folk i Guds navn. Og så kører jeg småklukkende på arbejde til eftermiddagsmøde!

At tænke sig! I dag har jeg både oplevet ungdommens tilbud om en hånd til hjælp med rollatoren, men sandelig også (måske) Guds hånd på skulderen.

I dag takkede jeg så pænt nej til hjælp fra begge parter. Både nej tak til de unge, som kl. 12.30 havde fået rigeligt med væske allerede, men også til Flot dame som havde sit på det tørre.

Jeg er dog helt sikker på, at næste gang en ung knøs tilbyder at bære min pose eller løfte min rollator, så siger jeg ja tak til den hånd.”

Nu vil jeg lave en kop kaffe, smække benene op og nyde forestillingen på TV2. Jeg tror der kommer et blogindlæg i morgen… Jeg siger TROR, for intet i denne verden er sikkert 😉

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    Mette Haagensen
    30. maj 2016 kl. 21:40

    Søde Charlotte – kom endelig med et blogindlæg. Jeg vil gerne vide, hvad jeg gik glip af. Jeg så nemlig Tobias Kagemand på eventyr og dokumentar om det syge system 😉

    Jeg håber, du er blevet klogere og kan berige os andre (læs: mig). Jeg tror nemlig heller ikke på Gud og hvermand, men jeg indrømmer, at jeg kaster mig frådende over de fleste kosttilskud og mineraler – hver kvinde sin tro 😉

    Jeg indrømmer også, at jeg har prøvet hypnoseterapi – og hey – min “kommandocentral” ligner broen i Star Trek 😀 Men det hjalp stadig ikke på et dumt dumt ben – til gengæld fik jeg, i en periode, styr på min migræne 😉

    Ha’ en dejlig aften <3

  • Skriv kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.