5 I Livet med sclerose/ Mad/ Ude i virkeligheden

Når enden er go’Ca. 5 minutters læsning

[dropcap]K[/dropcap]ender I det med, at uanset hvor mange forpulede får man tæller, og hvor mange gange man vender både dynen og tankerne, så er klokken pludselig blevet 3.56, uden at man har lukket et øje? Sådan en nat har jeg haft i nat! Da jeg havde skubbet en sovende Peter over på egen banehalvdel for femte gang og lyttet til hanhunden, som åbenbart også var vågen, tog jeg irriteret min dyne og pude under armen og vraltede ind  på sofaen, hvor jeg endelig faldt i søvn, indtil vækkeuret ringede kl. 7.15, fordi Freja skulle til tandlæge (og jeg havde lovet at køre hende).

Vel hjemme igen fra tandlægebesøget, var ingen andre naturligvis stået op, så jeg væltede tilbage på sofaen og vågnede først, da Peter stod og kiggede ned på mig og spurgte “Hvorfor ligger du der? HAR I været ved tandlæge?“.

Jeg kunne fortælle ham, at det havde vi (dog uden at snerre “hvad tror du selv?“) Og at jeg havde planer om at sove i sofaen, indtil han havde fået bygget en skillevæg til dobbeltsengen, så søvn igen blev en mulighed for mig. Peter smilede lidt opgivende, bøjede sig ned og nussede mit hår og så gik han ud og lavede morgenmad.

Ved morgenmaden mindede Hjalte mig om, at jeg havde lovet, at vi skulle plukke jordbær i dag. Selvfølgelig i dag, hvor regnen silede ned lige fra morgenstunden. Men regel nummer 1 herhjemme er, at man skal holde, hvad man lover, så både Jeppe , Hjalte og jeg tog på den årlige jordbærplukningsdag.

Det var koldt, virkelig smattet og vådt som en dårlig novemberdag. Og så skulle vi i år tilmed lede mere efter både de gode jordbær og det gode humør. Sidste år skrev jeg lidt om vores jorbærplukningsdag her, hvor du ydermere kan finde opskrifter på både jordbær/rabarbermarmelade, jordbær/rabarbersaft med citron og mynte samt jordbær/rabarber crumbletærte med marcipan.

Vi nåede i mål og endte med at have plukket 2,5 kg. Vi blev hurtigt enige om, at Jeppes (og også min) søde ven, Elin på 87, skulle have et vådt besøg på vejen hjem, så hun også kunne nyde smagen af sol og sommer i regnvejret. Hun blev simpelthen så rørt, glad og jordbærsulten, at det var lige til selv at blive begejstret over. Vi blev ikke så længe hos Elin denne gang, for hun skulle ind og sove middagssøvn. Men vi lovede at tænke på hende, når vi hopper i poolen i Spanien og at sende hende et postkort fra ferien.

Besøget hos Elin og mine skønne drenges selskab kvikkede faktisk op, og jeg blev lidt for kæk og kom til at love at bage “Jyttes Chokoladekage” for helvede da også! Denne kage er tung, klistret og helt fantastisk til jordbær og også den hyldeblomst is, som jeg lavede for et par uger siden, men som vi ikke har smagt endnu. Altså før i aften.

Det følgende er naturligvis helt objektivt og skrevet med manglende dansk beskedenhed! HOLD NU KÆFT ALTSÅ! Hvor er jeg bare en helt fantastisk dessertmager. At jeg ikke havde kunnet plukke hverken hyldeblomster eller jordbær uden mine ungers hjælp, forbigår jeg i det her indlæg i tavshed, og også at kagen ikke er min egen opskrift, men Jyttes, preller også af på mig, for jeg er GOD til desserter!

Og træt!

Og en lille bitte smule stresset over, at dagen har bestået af overspringshandlinger istedet for pakning til vores ferie i Spanien.

Og virkelig i tvivl om, hvor min bikini befinder sig?

Og endnu mere i tvivl om, hvad jeg skal læse ved poolen i Spanien. Så hvis du har et forslag til en god bog, så tøv ikke med at kaste det afsted til mig i en kommentar her på bloggen, så jeg kan nå at hente bogen på biblioteket på mandag, inden vi rejser.

Hvis DU mangler ferielæsning, så køb/lån/stjæl “Papa” af Jesper Stein, den er virkelig spændende og godt skrevet. Det var så lidt og ingen årsag da.

Jeg går i seng om lidt med højt humør, for jeg skal ikke stille vækkeuret og Peter har lovet at ligge helt stille i sin egen side af sengen. Og vi har mere kage/jordbær/hyldeblomst is til i morgen aften!

Godnat

PS: I morgen skal jeg nok lægge opskrifter op på både “Jyttes chokoladekage” og hyldeblomst is.

Du ville måske også kunne lide

5 Kommentarer

  • Send svar
    Vibe Kjaedegaard
    30. juni 2017 kl. 22:54

    Uuhhmm for pokker da dit super super menneske … Klistret chokolade kage og hyldeblomst is… Jeg vil ha’ opskrifter på det hele.. Eller, altså jeg vil meget hellere have det du har lavet… Nu er det jo alligevel for sent med hyldeblomster i år, så… Men det ser da bare alt for godt ud… Mums. Læs… Den er straks sværere … Hmmm hvis der er kommet noget nyt i DK fra Carlos Ruiz Zafon…så syns je jo at hans tre tidligere var Så gode. Rigtig Tur til og ferie i Spanien.

  • Send svar
    Lisbeth Højlund
    30. juni 2017 kl. 22:56

    Jeg tror godt jeg kender Jyttes chokoladekage og den er god 😊
    Jeg har lige læst Naja Marie Aidts nyeste ” har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” ikke opmuntrende ferielæsning men barskt og usandsynligt smukt. Læs Den, hvis du tør.

  • Send svar
    Gitte
    30. juni 2017 kl. 23:46

    Kender du Jo Jo Moyes … det er hyggelig ferielæsning. Hvis du alligevel skal på biblioteket, så smut forbi Matas og køb magnesium olie sleep, eller bestil det på Nettet. Jeg har haft seriøse søvnproblemer, og prøvede det sådan lidt fordi hvadskullejegsnartgøre, og det virker bare. Jeg sprayer det på håndledene, og vågner jeg i løbet af natten, så får håndledene et pust mere. Magnesium er et mineral mange mennesker mangler, og vi optager det bedst gennem huden. Det er også godt for muskler og knogler.. men det ved du sikkert godt😀
    Du skriver så fint, du deler så meget. Ønsker dig en dejlig ferie

  • Send svar
    Anne Bjerg
    1. juli 2017 kl. 10:28

    Øst for Paradis af Steinbeck er en klassiker og et must , den rækker til et par dages ferielæsning . Rigtig god ferie

  • Send svar
    Helle Brander
    1. juli 2017 kl. 12:29

    Tak for alle dine skønne, humoristiske og realistiske indlæg. Virkelig en fornøjelse at læse, hvergang 😀. Forslag til ferielæsning kan være Lone Theils: Pigerne fra Englandsbåden👍, den sidder jeg netop selv og nyder på min ferie. Rigtig god ferie til dig og familien🏖☀️.

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.