4 I Fremhævet/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Er der ikke bare vildt mange som glor?

Jeg havde lagt mærke til, at den unge fyr med en smøg i hånden, stod lænet op af sin bil og gloede på mig, da jeg parkerede på handicappladsen lige ved siden af ham. Jeg lagde også mærke til, at han blev ved med at glo (vældig indiskret faktisk), indtil jeg steg ud. Han nåede også at sige “øøh du ved godt at…“, men stoppede brat, da jeg åbnede bagagerummet og med besvær løftede min rollator ud! Han drejede hurtigt hovedet og lænede sig lidt frem, som om han lige skulle tjekke, om jeg havde min mormor med på passagersædet. Så smilede han og sagde “Ej det kunne JEG sgu da have hjulpet dig med! Er det din?“, hvorpå han pegede på min rollator.

Tjah det er min” svarede jeg og sagde så 1000 tak for hans tilbud om at hjælpe mig, men at jeg er brølstærk og godt kan selv. Han var åbenbart ikke færdig med mig og den omstændighed, at det rent faktisk var min rollator, så han sagde: “Jamen, du er sgu da ikke særlig gammel! ER det din, eller har du bare lånt den af en, fordi du er kommet til skade?

Det ER sgu min” grinede jeg og viste ham på opfordring, hvor bremserne sad og fortalte ham, at jeg bruger rollatoren rigtig meget og faktisk ikke kan undvære den, fordi jeg har den her sygdom sclerose.

Han fortsatte ufortrødent: “Er der ikke bare vildt mange der glor, når du kommer gående med den?”

Og jeg svarede smilende: “Joh.. Det føler jeg da ihvertfald! Men du er vist den første, der spørger hvor bremserne sidder OG glor! Og tak for det – virkelig!

Vi fulgtes så ad hen mod apoteket og snakkede lidt om, at rollatorer ligesom matcher de gråhårede med rund ryg lidt bedre. Den unge fyr spørger pludselig “Skal vi lige holde en ståpause?“. Ahva! Jeg bliver helt paf, stopper som på kommando op og begynder så at grine, mens jeg siger “Nej, det er OK, det er helt OK, jeg klarer mig herfra, tak tak tak.” Hvorpå jeg vralter videre ind på apoteket med ung fyr i hælene. Jeg kigger på min indkøbsseddel (med tre ting nedskrevet: vat, bukser og blomster).

VAT! Hvor mange?” spørger han så højt, lige bag mig! Jeg bliver sgu helt forskrækket og udbryder “Uh! øøh bare én pakke, hvorfor?” Inden jeg har set mig om, står han med en pakke vat til mig, mens jeg holder ståpause 🙂

Ved skranken er vi stille, mens vi venter på at blive ekspederet. Mig foran ham. Han står uden varer og prikker mig forsigtigt på skulderen. Så smiler han og siger: “Du er sgu go’ nok! Jeg hedder altså Jens, og du har engang prøvet på at lære mig at læse uden at blive sur, da jeg gik i 2. klasse. Det er godt nok mange år siden. Du kan ikke huske mig vel?”

Nej, kære Altså Jens, det kan jeg ikke! Men jeg vil huske dig fra nu af. Som den unge fyr i blå Canvasjakke og et lidt dunet overskæg, som jeg ikke kunne blive sur på. Hverken dengang eller nu. Tænk sig, at du kan huske mig. Og du kan læse nu, ihvertfald til “vat”!  Altså Jens, du er meget mere en go’ nok! Du er en af de unge mennesker, som gir’ mig energi og får mig til at føle mig noget værd. For du ser ikke “damen med rollator”. Du ser din lærer fra fordumstid. Du skal vide, at det sætter jeg kæmpestor pris på.

Vi har brug for flere af Jens’ slags! Jeg er vild med dem uden filter (altså unge mennesker), og særligt dem som også har hjertet det rigtige sted og kan mere og andet, end hvad vi tiltror dem. Lad os nu hylde de her unge mennesker. For de gør det godt. De gør det rigtigt, og de gør mig glad og taknemmelig.

 

Måske vil du også synes om

4 Kommentarer

  • Send svar
    Mette Haagensen
    29. april 2016 kl. 12:16

    “De danske Jens’er” 😉 (også dem, der hedder Anna eller Kaj). De gør det nemlig godt – tak for endnu et superblogindlæg, der lige tvang lidt vand (af den go’e slags frem i øjenkrogen).

    Ha’ en dejlig weekend – i hvert fald var startskuddet helt i top! 🙂 <3

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      29. april 2016 kl. 18:12

      Søde Mette, det var jo ikke meningen med tårer 😉 Jeg har gået og smilet hele dagen og tænkt over, hvor dumt det er, at jeg ikke kan huske ham som 9 årig! Rigtig dejlig weekend til dig også 🙂

  • Send svar
    Dorte Mørkeberg
    29. april 2016 kl. 14:59

    Ihh altså , den oplevelse havde jeg fornøjelsen af i aftes ( jeg lever stadig på den), hvor jeg var til foredrag om kost, vitaminer mv der mødte jeg gamle kolleger fra fordums tid, et par af den store unges venners forældre , nogen af min mands gamle venner og jeg var bare mig, og som du skriver de så Dorte og ikke hende med sclerose og snakken gik også . Det er nu guld værd med så danne stunder. men jeg vil lige sige at jeg også havde sclerose den gang , men ikke så udtalt

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      29. april 2016 kl. 18:13

      Kære Dorte, det er oplevelser som dem du havde igår aftes som vi samler på. Hvor er det dejligt for dig 🙂 God weekend til dig og dine 🙂

    Skriv kommentar