2 I Ude i virkeligheden

At tage en samtale under tre øjne!7 minutters læsning

FullSizeRender-6Årh jeg hører mange historier om mine børns lærere. Sjove, hjerteskærende og lærerige beretninger om, hvordan andre end jeg forvalter jobbet som lærer. Hjalte bad mig en dag for snart længe siden om at fortælle om mine lærere i folkeskolen.

Han gav mig lov til at nøjes med at nævne to lærere. Men det skulle være nogen som jeg husker for noget!

Husker for noget? Straks poppede Malthe og Helga op i min bevidsthed! Begge er lærere, som jeg husker for noget fra min folkeskoletid. Noget som har sat sig spor og haft en betydning.

Min folkeskoletid var på alle måder helt fantastisk. Hvis det da ikke lige havde været for engelsktimerne i overbygningen med Helga. For det var på en måde ikke helt fantastisk. Jeg havde ikke Helga til andre fag end engelsk, og måske var det derfor, at jeg lige så tit hed Susanne som Charlotte, når hun ubarmhjertigt bad mig om at svare “På engelsk Susanne!

Helga var den type lærer, der indgydede respekt grænsende til angst blot man så hende komme gående! utrolig rank, små arrige skridt og rigtig meget ingen smil. Helga havde pagehår (med meget skarpe kanter), runde briller og gik altid med bukser, hvor hun havde sørget for at stikke sin bluse ned i (helt ned!).

 

Jeg brugte i Helgas timer konsekvent tricket med at række fingeren op hver gang hun spurgte om noget. Også selvom jeg var spejlblank… Jeg gjorde det mest af frygt for at blive slået ned på, hvis hun kunne lugte, at jeg ikke kendte svaret. Årh det var det værste… Sekunderne med fingeren oppe, spejlblank og med hjertet på vej ud af  halsen, ventende på hendes udvælgelse af næste offer!

Guderne skal vide, at jeg til hudløshed har fortalt mange historier om Helga og de pinsler, hun udsatte os for. Min mor havde Helgas børn i børnehaven og kunne så fortælle mig, at hun havde vildt søde børn og faktisk også selv var både mild og rar, når min mor sludrede med hende (tak for hjælpen mor…). Min far til gengæld!! Han gav mig det råd, at jeg skulle prøve at fokusere på, at Helga også gik på toilettet hver morgen og også havde lort på skrænten indimellem.

Det hjalp faktisk og gør det endnu. Rigtig mange mennesker har fået toilettanken, når jeg som voksen har skullet noget, der får min autoritetstro til at vokse til uhørte dimensioner. Helga havde en mand. Han hed Bent og var faktisk også lærer på skolen. Bent kunne godt li’ min far, som var lærer på en anden skole i byen… Bent var flink!

Malthe var vist egentlig også flink. Han var en stor mand, som ikke så sjældent overdøvede sig selv i en underlig form for støj og uro. Måske var det derfor, han var så oplagt at drille. Eller også var det fordi han kun havde ét øje.

Malthe gik, som trenden var i 70’erne, i blankslidte fløjlsbukser, hvor buksebagen havde taget turen sydpå og var havnet midt på baglåret. Han gik i Jaco Form. Nogle meget sunde og sindssygt grimme sko. Jeg ved det, for jeg havde selv et par! (Hvis i ikke siger det videre, kan jeg røbe, at jeg tilbragte et helt år af min folkeskoletid i strømpesokker, og så var jeg vokset ud af de sko…)

Nåh, men Malthe havde altid en strikvest på, som hans kone havde strikket. Hun var også lærer på skolen, så selvom han altid svedte, har han nok ikke turde tage den af. Malthes lange skæg dryssede med sådan noget hvidt noget ned på vesten og på de bøger som han udlånte til os på skolebiblioteket. Han var nemlig bibliotekar. En virkelig god og brutal effektiv en af slagsen. Han kunne stemple ni bøger på under ti sekunder.

Jeg har som voksen tænkt over, om Malthes ene øje, altså det som var faldet ud foran, var placeret i nakken, for ingen (som i virkelig ingen) kunne snige sig ubemærket ned til de rækker, hvor man både kunne læse om, “Hvordan Mikkel kom til verden” eller “Når mor og far boller“.

Og du skulle alligevel ikke have nogle af de bøger nede fra række 7!?” var hans standardkommentar, mens han dryssede og kiggede på os med sit ene øje.

Da jeg kom i ottende klasse blev jeg korttidsforelsket i en fyr fra niende. Jeg var nok mest forelsket i, at han røg, havde en knallert, gik til karate og turde svare igen, når lærerne bad ham om at tage fødderne ned fra bordet, når de gik forbi “rygeren”.

En dag, hvor Malthe nærmede sig med sin udslidte kerneskindslædertaske og dryssende skæg, blev jeg opfordret af dem fra niende til at stoppe ham og spørge, om jeg måtte “få en snak med ham under tre øjne“.

Årh!!! Med hjertet bankende ud af halsen af nervøsitet spurgte jeg ham højt og tydeligt “Malthøøøø, må jeg lige tale med dig under tre øjne“. Flakkende blik og nervøst smil!

PisOs PisOs PisOs” nåede jeg at tænke, men Malthe fortrak ikke en mine, rystede blot på hovedet og buldrede derpå ind på lærerværelset for at få en tiltrængt kop kaffe. En uge senere mødte jeg ham på biblioteket, naivt overbevist om, at han slet ikke havde hørt, hvad jeg spurgte om. Malthe tog mine bøger, smilede og sagde strategisk tørt “Øh din far, han er da lærer på Kløvermarkskolen ik?

PisOs PisOs!

Malthes strategi med “jeg ved hvor du bor” er rygende genial. Høj tale tydeliggør nemlig meget sjældent budskabet, og det vidste Malthe! Han og jeg lavede en stilstiende overenskomst den dag på biblioteket. “Du ved hvor jeg bor, og jeg ved du holder øje med mig” (ikke øjne – undskyld…)

Faktisk fik jeg i niende klasse “job” som sådan en, der satte bøger på plads. Og jeg blev forøvrigt ikke kæreste med ham karateknallertkøreren. Han valgte nemlig Susanne!

Hvis jeg havde måttet nævne tre lærere, der betød noget, så havde jeg også valgt Kirsten, Hun var min elskede dansklærer hele min skoletid, og det var hende som fængede og tændte mig med sin store interesse og lyst til ord, bøger og viden om verden.

Hvem i din skoletid husker du for noget? Godt? Skidt?

OBS: Tjek lige skoledagens længde i børnehaveklassen i ’70erne!

IMG_0469 2

 

 

Måske vil du også synes om

2 Kommentarer

  • Send svar
    Tine
    14. april 2016 kl. 21:39

    Åh jo! Jeg fik en tysklærer, som tydeligt ikke kunne lide mig. Følte jeg i hvert fald. Takket være hende kom jeg til at hade det tyske sprog! Alligevel scorede jeg et 9-tal til eksamen…
    Med til historien hører også, at min søster fik hende til klasselærer. Og hun “elskede” hende 😳 Forstå det, hvem der kan.
    Min dansklærer gennem hele min folkeskoletid hed Anne Grethe. Hun var GUD! Kom ikke og påstå andet. Alt hvad A.G. sagde passede. Hun stemte venstre, hvilket hun ikke lagde skjul på. Sagde altid til klassen, at vi var noget ganske specielt. Jeg har så for nyligt, fundet ud af, at det sagde hun til alle sine klasser 😀… Hun er død for ikke så længe siden. Vi samlede ind til en bårebuket til hende og flere havde gode minder om hende. Jeg nænnede ikke at fortælle de andre, at vi ikke var de eneste specielle…
    Mine forældre var også lærere og underviste på samme skole, hvor jeg gik. Og har nok nogle andre opfattelser af tingene fra den gang.

  • Send svar
    Charlotte Holmboe
    14. april 2016 kl. 21:56

    Tusind tusind tak for din deling Tine 🙂 Sidder og smiler og tænker ach so… Din dansklærer lyder som min 🙂 Kirsten som hed hedder havde de smukkeste fingerringe, gik altid pænt (ikke hippie) klædt og kunne holde styr på os alle (hendes 1,64 m til trods). Det må have været ret belastende nogle gange at være datter til to lærere på skolen 😉

  • Skriv kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.