I dag har jeg været på sygehuset for at få mit halvårlige skud af de der gyldne dråber, der skal til for at sclerosen bliver, hvor den skal være! Min seneste MR scanning viste, at medicinen gør, hvad den skal, så jeg kørte i morges klokken 7.30 glad og tryg til Aabenraa Sygehus.
Sygeplejerskerne tog smilendede imod mig, viste mig ind i infusionsrummet med de gode lænestole, og så fik jeg lagt drop.
Tre gange!
Alle tre gange mumlede sygeplejersken koncentreret “Undskyld Charlotte“. Tredje gang lykkedes det endelig at få nålen i armen, men jeg nåede da både at blive svimmel, lyde som en ko i brunst (Strubelyd, der er ret ukontrollérbar) og faktisk også miste hørelsen er kort øjeblik.
De gyldne dråber flød i mine årer, og jeg strikkede løs på min stribede T-shirt, lige indtil min fantastiske neurolog hentede mig, så vi kunne få vores halvårlige snak. Vores snak har de sidste par år på det nærmeste forløbet således:
Neurolog: Hvordan går det med dig, Charlotte?“
Mig: “Jamen det går sår´n set meget godt, eller… det går OK!” Hvorpå jeg kigger lidt tomt på ham…
Neurolog løfter øjenbrynene og holder øjenkontakten…
Mig: “Vi kunne egentlig også bare være enige om, at du ikke behøver at spørge vel?! Jeg har det sgu ikke så godt altså!”
Neurolog: “Ja, altså vi talte jo sammen for 1/2 år siden, da du var her sidst, og det er det samme?“
I dag tilføjede jeg så følgende replik:
Mig:”Ja nogenlunde det samme, men nu brænder mine fødder også, som om jeg går på brandvarm asfalt, og mine underben og fødder kramper og spasmer allermest på de tidspunkter, hvor jeg burde sove! Intet af det medicin, du har givet mig hjælper! OG jeg er ved at blive helt skør af det!!”
Og så gennemgik vi stille og rolig alt det medicin, som jeg enten ikke kan tåle eller som ikke hjælper på mine nervesmerter. Min neurolog foreslog noget nyt (for mig) medicin, der gerne skulle kunne afhjælpe mine nervesmerter.
Jeg røg derpå op på briksen, for at han kunne se, at jeg med lukkede øjne kunne ramme min næse med begge pegefingre, holde benene i luften, køre hælene ned langs skinnebenene og alt det andet jazz, man skal vise sin neurolog, når man har sclerose.
Min neurologs afskedskommentar var, at “det har du gjort værre“, og så ønskede vi hinanden en god sommer.
Således opløftet over min neurologs beskedne ros og udsigten til ny medicin, vraltede jeg tilbage til min stol, de gyldne dråber i drop og strikketøjet. Da der et par timer senere ikke var flere gyldne dråber i posen, skulle jeg lige tisse, inden jeg vendte næsen mod Haderslev.
Min blære var det tidspunkt på størrelse med en håndbold, men jeg kunne ude på toilettet for fanden IKKE få lynlåsen på mine bukser ned. Jeg var derfor nødt til at forlade toilettet med min håndboldsblære og lettere panisk banke på hos de to lægesekretærer for at få hjælp med at få bukserne af.
Det gik ret hurtigt op for dem begge, at “jeg ikke var for sjov”, og da den ene søde sekretær havde spurgt mig TRE gange, om jeg virkelig mente, at hun skulle rive mine bukser i stykker, og jeg den sidste gang svarede “JA, for ellers *isser jeg jo i bukserne!”, rev hun til, og jeg kunne komme på toilettet.
Da jeg kom ud fra toilettet, var den anden sekretær gået hen på en anden afdeling efter en sikkerhedsnål, så jeg ikke skulle gå i bar *øv ud til min handicapbus. Der stod jeg så ude på gangen med et fast tag i linningen på mine bukser og venter på en sikkerhedsnål, da min neurolog kommer gående i min retning. Jeg får smågrinende sagt, at jeg faktisk var på vej hjem, men så rev hans sekretærer mine bukser i stykker, så jeg kunne tisse.
Jeg tror ikke helt, at det gik op for ham, hvad der foregik, men jeg er sikker på, at han er en smule glad for, at jeg først skal besøge ham om et halvt år.
Nåh, det var så min dag i dag! Hvad med jer andre? Har jeres dag også været stille og rolig?
ps. Jeg ved godt at jeg har lovet jer et blogindlæg om mit strikketøj og om alt muligt andet, men jeg synes at min dag i dag var god at gå på weekend med.
pps. Efter at have læst indlægssedlen på det der nye medicin, kan jeg melde fuld plade på den pille! En pille om dagen kan nemlig også afhjælpe epilepsi og generel angst.
Og så står der desuden i indlægssedlen, at jeg skal holde øje med rejsningsproblemer og forsinket sædafgang! Og tunnelsyn, men det siger Peter, at jeg har haft i mange år, så ingen grund til panik dér.
God weekend til Jer alle.
Ingen kommentarer