Overmod og taknemmelighedCa. 5 minutters læsning

Puha! I går skrev jeg følgende på Fru Holmboes Facebookprofil “I dag er det præcis ét år siden, at jeg skrev mit seneste blogindlæg på bloggen…” og jeg fortsatte friskt med at proklamere, at nu ville jeg prøve at skrive igen, og at jeg havde besluttet at det klart var bøvlet værd!

Nu sidder jeg så her klokken 22.04 fredag aften og har faktisk fortrudt en lille bitte smule, at jeg på Facebook skrev, at i dag er dagen, hvor jeg prøver at få gang i skriveriet igen. Det var overmodigt af mig, men samtidig ubeskriveligt skønt og rørende at få alle jeres kommentarer om, at mine ord har været savnet, og at I stadig gider at læse, hvad jeg skriver.

Dette gør mig simpelthen så taknemmelig og faktisk også lidt panikagtig på samme tid…

Jeg er nemlig rusten i mine sætninger og sært usikker på, om det jeg skriver vil give mening for nogen som helst. Min krøllede hjerne vil så gerne få jer til både at trække på smilebåndet og sætte tankerne i gang, men…

I går aftes (sent) lagde jeg tre billeder op på Fru Holmboes Facebookside og bad jer om at skrive, hvilket et af billederne, I helst ville høre noget om. Da jeg vågnede i morges, åbnede Facebook og tjekkede, hvorledes stemmerne havde fordelt sig, stod det klart for mig, at INGEN af Jer havde forstået opgaven, jeg stillede! Det føltes nærmest som at møde op til et møde hos Radikale Venstre, for helt utroligt mange af Jer ville gerne både have blogindlæg om både billede 1, 2 og 3 – ! Jeg måtte med andre ord helt selv bestemme!

Det er sgu da lidt en sølle hjælp for én, der ikke engang kan tage stilling til, om hun skal spise chips eller chokolade 😉

Men nu har jeg skrevet mig lidt varm, og her kommer så historien til billede nr. 1, som er mit indpakkede ben:

Sclerosen betyder, at mit venstre ben kun vil opføre sig som en flagstang. Jeg kan ikke bøje mit knæ, kan ikke løfte benet og så har jeg dropfod. Alt i alt temmeligt irriterende og besværligt, hvis man ynder at kunne gå. Jeg har indtil for 5 måneder siden haft meget glæde af et dropfodshjælpemiddel, der hedder Bioness 300+go (info til sclerosenørder), men dette system afgik ved døden, og siden har jeg været uden andet hjælpemiddel end min kørestol og stok.

Jeg har erfaring med, at det er vældig fornuftigt at undersøge tingene grundigt, når man søger nyt hjælpemiddel, så jeg kontaktede Sahva (bandagist) for måneder tilbage og søgte så i april om nyt hjælpemiddel, så jeg kan komme til at gå igen.

Det nye “gåsystem”, som jeg sammen med den dygtige fysioterapeut fra Sahva har afprøvet, er ret nyt på markedet og giver mere og bedre strøm til mit venstreben. Derfor søgte jeg om dette hjælpemiddel hos Haderslev Kommune i april måned. For en uge siden fik jeg det bevilliget, og selvom Haderslev Kommune ikke kan siges at kysse samme dag, som de spidser munden, så er jeg glad for, at de ikke stiller spørgsmålstegn ved, at jeg har brug for hjælpemidlet, og at det hjælpemiddel, som jeg sammen med Sahva er nået frem til er det bedste, er det jeg får bevilliget.

Jeg regner med, at der kun går et par uger, før jeg strøm til benet og kan gå igen! Det bliver ganske vidunderligt at undvære daglige smerter, fordi jeg kompenserer for vildt, når jeg går og også at slippe for de ugentlige styrt både på arbejde, i Netto og derhjemme (det er næsten det, jeg ser mest frem til…)

Og her til sidst lidt bonusinfo til Jer med sclerose (eller jer, som bare vil have lidt mere strøm i dagligdagen). Det nye system hedder Evomove, og virker som det helt rigtige for mig. Jeg lover at skrive mere om hjælpemidlet, når jeg får det!

Lige nu er klokken 23.29, og jeg vil gå i seng nu, for i morgen kommer min gymnasieveninde og hygger med mig. Der er altså noget særligt at have livsvidner fra dengang, vi dansede disco hver lørdag, gjorde hvad vi ville og sjældent så os tilbage!

I morgen skal vi sidde sammen i solen – helt stille med hver vores kolde øl, mens vi kigger på mine silkepæoner, solsortene og beundrer mit strikketøj (som jeg måske skriver om i næste blogindlæg ;-))

Vi ses herinde inden længe 🙂

Gad vide, om det her blogindlæg overhovedet gav mening for jer. Jeg har ihvertfald nået at drikke en whisky (måske lidt mere…), så lige nu er jeg ikke så panikagtig over at trykke på “send” knappen.

Tak for at læse med, og nu er vi i gang igen ik?!