I mit seneste indlæg var jeg en sur ko. En negativ sur ko, som syntes, at alt var grænseløst gråt og uden udsigt til at vi nogensinde får en hverdag, som vi kender og er vant til. Jeg er ikke en sur ko mere, og det er der mange grunde til. Jeg har siden, at jeg skrev mit brok herinde på bloggen oplevet, at det der med at få lov til at være en sur ko, DET er fandme svært, når jeg har venner valgt med omhu.
Det betyder nemlig, at jeg både har fået velmenende skæld ud over, at jeg ikke holder fri, når jeg har fri, for som min ene veninde sagde “Charlotte, du er i.k.k.e. så pisseuundværlig! Og du er jo heller ikke dum, så fortæl mig lige, hvorfor du leger de ordblindes Nelson Mandela lige nu. Altså når du hellere bare vil være en mor og kone, der ikke er en vrissen ko. Jeg forstår det ikke!”
Det hjalp!
Jeg har en anden veninde, som jeg har kendt lige fra jeg som 15 årig begyndte i gymnasiet. Vi har danset, drukket sjatter, betroet os til hinanden om de drenge, der var det værd. Vi har siddet i timer og snakket om ting, der sikkert lyder ligegyldige for andre, men som for os mærkes som vigtige og nødvendige. Vi har hinanden, både når livet går godt som en solskinsfyldt maj måned, men i særdeleshed, når januar er grænseløs grå. Min veninde havde også læst mit indlæg om min transformering til den sure ko, og vidste, at det var godt givet ud at køre 65 km fra Sønderborg til Haderslev for at trille en tur med mig i et par timer og så køre hjem igen. Og hun havde jo ret! Sjældent har hendes 130 km biltur været så godt givet ud for mig!
To andre veninder har sørget for, at jeg holdt frokostpause. Det gjorde de hver især ved at stå udenfor min hoveddør med varmt tøj på, og så gik/trillede vi en halv time, inden jeg sagde mojn og gik ind og arbejdede igen.
Jeg har også gå/trilleaftaler i næste uge, og både de andre Holmboere her på matriklen, og jeg selv kan mærke, at det er det, der skal til! Skemalagt venindesnak med afstand i det fri. Velment skældud og frisk luft med veninder ændrer ikke det faktum, at vores alles hverdag, som vi kender den, er pakket ned. Men det har mit ændret fokus, så jeg er blevet bedre til at holde fri, når jeg har fri, ikke at blive så sur over ting, som jeg alligevel ikke kan ændre.
Og så har jeg fundet ud af, hvor vanvittig meget, jeg elsker at kigge på mine fugle i haven, når jeg har fri. Når nu jeg skal finde noget andet at lave end at kigge ind i en computerskærm og lege Nelson Mandela er fuglekigning et virkelig godt alternativ.
Jeg laver så meget mad til mine fugle, og de er så tamme (Peter siger, at det hedder sult og ikke tam, og at det jo måske ikke kun er mine fugle..), at de ikke længere flygter amokagtigt væk, når jeg kommer ud med måltiderne til dem. Vi har alle mulige slags, store og små. I går havde vi endda en due og en måge, som jeg havde jaget væk, hvis ikke Hjalte tørt havde stoppet mig med: “Hey, de er sgu da også sultne! Bare fordi de er store og ikke passer ind i dit billede af søøøde fugle, så stop lige mutti“
Og så nappede mågen et kvart franskbrød og skred over på naboens tag! Men det er jeg da ikke spor sur over!
Den fuglemad som alle “mine” fugle er mest vild med er, når jeg smelter 500 g. smør og blander en pakke havregryn i tilsat nogle hørfrø. Det virker til at smage så godt, at de helt glemmer at skændes og hakke på hinanden.
Og æbler! Æbler er godt! (Tak til Peter for dette æblebillede)
Ingen kommentarer