Det har jeg fået ud af at have hånden i gips!Ca. 4 minutters læsning

Hold nu kæft altså, hvor er der mange dårlige ting at sige om en hånd i gips! Alt er mere besværligt og begrænsende. Lige fra selv (forgæves) at tage bh på om morgenen og til at vaske hår og tørre sig på ryggen efter badet! Og så lugter min hånd efterhånden ligesom et hengemt vådt håndklæde i en sportstaske (så ved du det!)

Derfor har jeg i stor stil set mig nødsaget til at slippe barmen fri, undlade at vaske hår på daglig basis, og når jeg så har været i bad, dropper jeg at tørre mig på ryggen, inden blusen kommer på…

Nu tænker mange af jer nok, at ovenstående er relativ ligegyldig ligegyldig info, mens resten af jer garanteret måske tænker “Jamen Charlotte dog, hvordan kan du være dig selv bekendt, når du skal udenfor matriklen?“

Altså, jeg kommer faktisk lige nu kun meget få steder i et meget begrænset omfang! Og det er den der skide gipshånds skyld – kombineret med et venstre ben og en balance, der ikke vil nogle steder uden stok, rollator eller kørestol! Og ingen af disse hjælpemidler har jeg kunnet bruge i tre uger nu, fordi… ja lugtende gipsarm jo! At jeg heller ikke må køre bil, topper det hele, og kunnet have givet god plads til små mentale nedbrud og fornemmelsen af at afsone med fodlænke!

Altså, hvis ikke jeg:

for mange år siden havde været så heldig at gifte mig med Peter, som bruger virkelig meget tid på at handle, gøre rent, lave mad, vaske tøj og alle de andre voksenting, som fylder hverdagen ud (ved siden af arbejdet og træning og hentning/bringning af yngel).

havde de skønneste veninder, som (gudskelov) også gider at være sammen med mig, når jeg er en lidt sur røv. Og som gider køre mig til stranden, på café, på sygehuset, på apoteket og som sender blomster, fordi de ved, at blomster gør mig glad og mild.

havde verdens bedste kollega, som ringer jævnligt og fortæller, at hun glæder sig til, at jeg kommer tilbage på arbejde. Og den chef, som fortæller mig, at jeg skal blive hjemme, fordi hun siger det – og fordi at en tommelfinger, der virker er langt bedre end det modsatte.

var så heldig, at mine forældre bor tæt på og ovenikøbet elsker mig så meget, at de orker at lægge ører til, hver gang jeg ringer, og at det aldrig er i vejen!

havde verdens bedste nabo, som ovenikøbet elsker at strikke – og er fu**ing skarp til det. Jeg har udnævnt hende til min strikkepusher, og hun har kvitteret med at spørge mig, om jeg ikke vil med i en god garnforretning, hun kender! Jeg sagde naturligvis JA tak, så det skal vi på fredag.

Så selvom jeg går rundt med fedtet hår og uden bh, belemret med en hånd, der lugter af muggent håndklæde, så skal jeg sgu egentlig ikke klage! Faktisk har de her tre uger med imaginær fodlænke været en øjenåbner for mig på mange måder, og tiden helt alene herhjemme på matriklen har givet mig ting at tænke over og har sat gang i nogle nye ting og projekter, som jeg helt oprigtigt glæder mig til at komme ordentligt i gang med og såmænd også fortælle dig om (måske det kan være til inspiration.)

Men det må blive i næste indlæg, for nu er jeg træt i min hånd og skal ud at fortælle Jeppe, at han gerne må dække bord, så vi kan få noget aftensmad (som Peter har lavet).