Flossede nerverCa. 6 minutters læsning

For ca. 3 uger siden punkterede min Berlingo på højre fordæk. Det gik jeg temmelig meget i panik over, for bilen er min livline ud i livet. Uden bil kommer jeg ikke på arbejde, ud at handle, ind at træne osv.

Gudskelov har vi vejhjælp i vores forsikring, så en enkelt opringning til en flink mand fra SOS, der kunne nødlappe dækket, så jeg næste morgen kunne svinge ind forbi min søde mekaniker, reddede mine dårlige nerver.

Lige indtil for to uger siden, hvor jeg så – for fanden da også – punkterede på venstre bagdæk. Ringe til SOS, der igen kom nødlappede min Berlingo og efterfølgende forklare min mekaniker, at jeg er vigtigere end alle andre i h ans butik med defekte biler. Berlingoen triller igen og både mine flossede nerver og min hvilepuls er ok igen.

Og her kunne historien om mine flossede nerver over hverdagens bump så ende, men hvorfor skulle den dog det, når jeg nu kan toppe den med en historie fra i onsdags, hvor der er tale om VIRKELIG flossede nerver og udsigt til isolation på et helt andet plan end et par skide punkteringer…

I onsdags skulle jeg nemlig lave aftensmad, hvor tun var en af ingredienserne. Tun i dåse! Tun kom ud af dåsen og min højretommelfinger fik derefter med stor kraft forvildet sig ned i dåsen.

Peter sad på arbejdsværelset, da jeg overdrevent cool og rolig med høj stemme råbte “Peetååår, vil du være sød (dyyyb indånding ) at finde et plaster, for jeg har vist (dyyyb indånding) skåret mig ret dybt i fingeren. Peter stod klar med et plaster, da jeg kom ud på badeværelset med en tommelfinger, der ville af med meget blod. Peter skyllede fingeren, mens jeg kiggede ned i vasken, blev svimmel og skulle kaste op! Og så lagde jeg mærke til, at jeg ikke kunne mærke det yderste led i tommelfingeren eller føle varme/kulde.

Så jeg kørte på skadestuen, hvor jeg tilbragte fire timer sammen med en lille pige, der VILLE sidde ved siden af mig – faktisk så meget, at jeg måtte sige til hendes mor, at jeg IKKE ville sidde ved siden af hendes datter, for jeg havde ondt, var ked og også træt! Mens pigen græd, kom en mand og satte sig der, hvor den lille pige VILLE sidde – nemlig ved siden af mig! Han sad med sin telefon helt oppe i snotten og så skydefilm med høj lyd. Meget høj lyd! For ikke at blive uvenner med flere på skadestuen, valgte jeg at gøre tingene lidt anderledes (og fordi det virkede, sendte jeg Peter en SMS med min succesfulde optræden (betragt det som et tip)

Nåh, jeg kom ind til en læge, som sendte mig videre til håndkirurgisk afdeling, fordi jeg nok havde kappet en nerve over med den der forbandede tundåse. Lægen havde ret i sin antagelse, og fredag morgen blev jeg derfor lokalbedøvet, lagt på en briks i total Greys Anatomy style med et klæde, der dækkede mit udsyn til min skadede tommelfinger. To læger og to sygeplejersker sad med masker og dragter på og talte om min tuntommelfinger, og forklarede mig, hvad der skete på den side af det grønne klæde som jeg (gudskelov) ikke kunne se. 1 1/2 time tog det at skære i min tommelfinger og finde nerven, de skulle sy sammen igen og endelig lukke det hele til igen.

Jeg fik lagt gips på og kunne forlade afdelingen med beskeden om, at gipsen skal være på i tre uger, sygemeldingen varer seks uger og ingen bilkørsel i fire uger. Jeg skal, når gipsen er af, til genoptræning hos en ergoterapeut på Sønderborg Sygehus.

Alt det i sig selv lyder jo sådan set trist nok ik?!

Men hvis vi så oveni smider de kort i puljen der hedder:

• Jeg kan ikke bruge min stok, rollator, kørestol, fordi jeg har ødelagt den hånd, som er min stokkehånd, og kørestolen kan ikke bruges med en arm i gips. Det er ualmindeligt irriterende og isolerende ikke at kunne bruge hånden og heller ikke at kunne gå, fordi jeg mangler min hånd til at kunne gå!

• Jeg skulle have været indlagt på Ry Sclerosehospital den 21.9., og det kan jeg jo ikke nu med armen i gips! For fanden altså! Jeg tænger så meget til at få noget hjælp og indspark fra de dygtige folk på Ry Sclerosehospital.

• Jeg kommer ikke til træning hos min elskede fysioterapeut eller ridning.

• Jeg kan ikke strikke – som jeg ellers lige er begyndt at elske.

• Jeg skriver det het blogindlæg med én hånd, og det har taget bizart lang tid…

Jeg kan flippe lidt ud over tanken om at skulle tilbringe al min tid her på matriklen, og at jeg er så afhængig af at andre skal køre mig, hjælpe mig med alt, og faktisk også at jeg ikke kan komme på arbejde.

Så er er der sgu nok at være lidt ulykkelig over lige nu!

Om nogle dage ser jeg sikkert lysere på tingene. Men fandme om jeg nogensinde gider spise tun igen!!!