På den anden side…Ca. 5 minutters læsning

Det er over to måneder siden, at jeg en aften i marts rejste mig fra sofaen og råbte så højt, at alle her på matriklen kunne høre mig: “Hey, vores statsminister har lige sagt, at vi ikke må komme i skole“.

To måneder og en sjat er fandme lang tid altså.

Fra den ene dag til den anden var vi fem mand herhjemme. Hele tiden. Fire af os har skullet arbejde hjemmefra. Vi har fået det til at fungere uden at komme op at slås eller true hinanden (for meget).

Vi har været tvunget til at nyde hinandens selskab i døgndrift, for vi har gjort som de voksne har befalet, nemlig holdt afstand til andre. Faktisk så meget afstand, at jeg slet ikke kan forstå, at de unge mennesker herhjemme ikke er stukket af hjemmefra. Venskaber er blevet passet og plejet gennem en computerskærm eller mobilen. Skolen er ligeledes blevet passet bag en skærm. Vi har lavet aftaler, så alle herhjemme har kunne få (nogenlunde) ro til at arbejde, deltage i online klasseundervisning og fremlæggelser. Vi har kun haft brug for EN regel: Når værelsesdøren er lukket, går man ikke ind og forstyrrer!

Den regel glemte Freja så den formiddag, hvor hun havde lavet tzatziki og buldrede ind på Hjaltes værelse, hvor han sad koncentreret foran computerskærmen. Freja, med en skefuld tzaziki helt oppe i snotten på Hjalte, bad Hjalte om at smage på fortræffelighederne, hvorpå han siger “Freja! Please, jeg er lige ved at fremlægge for min klasse!” Freja kigger hurtigt ind i skærmen og lægger sig derpå fladt ned på gulvet og slanger sig ud af værelset med sin skefuld tzaziki. På vej ud kan hun høre Hjalte sige til hele sin klasse: “Det må i undskylde! Det var min storesøster! Hun tager hjem i morgen!“

For at alt ikke skulle gå op i hjemmearbejde og kedsommelige gerninger, har jeg naturligvis været den type mor, som også har tyet til kreative sysler med børneflokken og fællesture i naturen.

Jeg har ikke ramt plet hver gang! Indrømmet! For eksempel glemte jeg et kort øjeblik, at min børneflok er unge mennesker på 16, 18 0g 20 år. Men når nu internettet flyder over med familier, der maler på sten og laver puslespil, så er jeg bestemt ikke mortypen, der bare lader stå til.

Derfor kunne man for en måneds tid siden finde familien Holmboe på stranden i færd med at finde sten, som vi kunne male på.

Den øverste sten fik titlen “Sten med eksotisk hududslæt”! Den anden sten med den grønne “ting” skal vist mest ses som et udtryk for en 16 årigs indstilling til moderens kreative sysler…

Nu sidder den opmærksomme læser sikkert og tænker “Tre kreative børn og kun to “pyntede” sten, hvorfor nu det?” Det korte svar er, at alle de sten, som det tredie “barn” lavede havnede i en lind strøm i ligusterhækken.

Så meget for initiativ i disse coronatider…

Jeg har naturligvis også været hensat til at arbejde hjemmefra, da min skole også har været lukket lige indtil i mandags, hvor både elever og lærere mødte på skolen igen. Under ganske særlige omstændigheder og med en forberedelse fra lærernes side, der skal forhindre smitterisiko. Jeg er den eneste, som ikke er mødt ind på arbejde endnu. Og jeg ved faktisk ikke hvornår, jeg skal/kan det i skrivende stund.

Grunden til dette er naturligvis, at jeg har sclerose og får noget medicin, der gør mig til en af dem, som er i risikogruppen. Jeg har brugt bizart af mit liv de sidste par måneder væk fra andre og med udsigt til min egen hæk. Jeg kunne også godt tænke mig at komme i skole igen. Både for at se mine kolleger, som jeg faktisk rigtig godt kan lide, men også for at have en god grund til at tage andet end joggingtøj på og putte lidt sminke i hovedet.

Dette var lidt nyt fra mig efter laaang tids skrivefravær. Jeg har stof til et par nye indlæg, men jeg aner ikke om, jeg får skrevet dem før de er ligegyldige. Sår’n er der så meget, men ih, hvor var det egentlig skønt at være herinde igen.