Jul og alt det shit!Ca. 5 minutters læsning

Nu har jeg i flere dage taget tilløb til at skrive et blogindlæg. Men det er fandme ikke nemt altså! Freja har nemlig med sit indlæg om at være pårørende til en mor med sclerose, ligesom sat barren så højt, at jeg kan vælge mellem at knalde panden direkte ind i barren i et forgæves forsøg på at hoppe over den eller limbodanse under den oprejst i min fulde højde!

Både Freja og jeg er mildest talt blæst helt omkuld over, hvor pæne ord hun har fået af SÅ mange mennesker ved at dele sine tanker og følelser om at være pårørende til mig. Jeg er virkelig glad for at have en datter, der kan og tør at sætte ord på noget, som meget ofte er svært at sige højt – nemlig at man som pårørende også har et ønske og et behov for at blive set og spurgt ind til.

Det er sgu ikke nemt altid at være det menneskelige snørebånd. Ingen lægger rigtig mærke til dem, men alle husker at spørge ind til skoene, hvad de koster, om de klemmer, om de er vandtætte… Alle ved udemærket, at et par sko intet er værd uden snørebånd, men snørebånd bliver først interessante, når de enten er gået op eller er knækket!

Nåh, nok om de der pårørende og mere om mig, mig og jul!

Jeg har nemlig fået pyntet til jul. Det skete faktisk allerede for en uge siden, mens Freja stadig var hjemme. Hun kravlede på loftet og hentede julekasserne ned til mig. Ikke et øje var derfor tørt, da Peter og drengene kom hjem fra skole om eftermiddagen. Vi har både julehjerter, julestjerner, juleengle og så mange levende lys tændt, at Peter næsten ikke kan trække trække vejret. Peter har hængt lyskæder op overalt udenfor – faktisk så mange, at jeg ikke bliver synderligt overrasket, hvis vores baghave i december bliver fast landingsbane for Ryanair.

Jeg holder kaffen varm! og måske lidt julebag…

Det bedste ik?! Det er chokoladekalenderne, adventskalenderne og kalenderlyset som tændes hver morgen, og som i år er købt i den tynde udgave, så vi kan holde juleaften om 9 dage!

Jeg ved da godt, at både levende lys, materialistiske gaver om søndagen og alt for meget sukker dagligt i en hel måned er nok til, at jeg får en masse klimanisser og sundhedsf*sser på nakken, men jeg elsker altså det her julekoncept virkelig meget! Og hvis december ikke skal bruges på det man elsker, så ved jeg ikke hvad!

I morgen er det 1.december og det har vi alle fortjent! Nu vil jeg gå ud og hænge juletoiletpapir på toiletpapirsholderen. Alt det julesukker kan nemlig godt give lind afføring!

Inden jeg siger godnat og poster det her indlæg, så vil jeg lige dele en historie fra det virkelige liv, som sætter mit perfekte juleliv lidt i perspektiv!

Værs’go! Historie fra det virkelige liv!

Freja er taget hjem til Aarhus torsdag formiddag, og jeg ligger efter en travl og forvirrende arbejdsdag og sover i sofaen om eftermiddagen. Jeg er alene hjemme, og alt ånder fred og juleidyl. Men så!!!

Pludselig BLÆSER der julemusik ud af vores Sonos-højttalere i stuen (ca 1/2 meter fra mig)!

Jeg råber et eller andet enormt grimt ligeså enormt højt, mens jeg forskrækket kommer op at sidde. Jeg vralter (til lyden af julemusik i lydstyrke 135697) ud af stuen og når at tænke, hvor velsignet det er, at den gamle hanhund er døv, for ellers var han død af skræk!

Jeg kan ud af køkkenvinduet se at Peter, Jeppe og Hjalte stiger ud af bilen og jeg går naturligvis straks ud og giver dem et møgfald, for “DET kan i fandengaleme ikke være bekendt! I er sgu ikke raske altså!!“

Ingen af dem forstår tydeligvis en skid af skideballen, men går hovedrystende stuens julemusik i møde. Mig? Jeg tjekker min telefon, hvor der netop er kommet en SMS, det er så Freja:

Vores musiktamtam kan åbenbart deles med Freja helt oppe i Aarhus, som så kan fjernstyre vores julemusik OG lydstyrke. Altså nu et par dage senere, kan jeg da godt se, at det er LIDT sjovt (efter jeg har skiftet underhylere og undskyldt mine retoriske opkastninger til hende Freja)

Nåh, God jul og alt det shit. Jeg vil spise noget sukker og drikke den whisky Peter lige har serveret.