Nu STOPPER i drenge!!Ca. 5 minutters læsning

Dette er historien om Peters tur til Holland. Eller det er historien om mig, der bliver efterladt herhjemme med to drenge i en lille uges tid, fordi Peter tog på arbejde i Holland.

Tidlig mandag morgen kyssede jeg både Peter og Freja farvel og ønskede dem god tur. Peter skulle med en busfuld kolleger til Holland, og Freja skulle hjem til Aarhus i Peters lille blå bil.

Dette efterlod Jeppe, Hjalte og jeg alene ombord på det gode skib Holmboe. En uges sejlads udi hverdagens efterårsagtige uregerlige farvand kræver en fast kurs.

Mine to gaster er vant til høj sø, og at navigere uden søkort, så jeg var egentlig helt tryg ved at have dem som besætningsmedlemmer i ugen, der er gået. Rolige, rene og velopdragne drenge….

Men det er fandeme svært at holde kursen, når ens gaster bruger mere tid på at vikle deres lange lemmer ind i hinanden med tumlen rundt, slag og småspark, både når vi er på vej ud i bilen, sætter os til bords, vasker op, børster tænder, binder snørebånd og fisme sågar, når de er på vej i seng.

En mor bliver lidt træt…

Derfor har min uge som kaptajn bestået af sætninger som:

Stop!

Ej stop lige please!!

Nu STOPPER i drenge, det er skisme da ikke normalt at to drenge over normal menneskehøjde ligger i et køkken og roder rundt hele tiden altså…

Nej, jeg holder sgu da ikke med nogen af jer ha ha ha – og tag lige hensyn til Sofus ik?! Han synes ikke det er sjovt (mens Sofus både gør begejstret og logrer #HvemHolderDuMedHund?)

Nej Hjalte, jeg har ikke flyttet dine trommestikker, hvorfor i himlens navn skulle jeg da det?

For pokker altså! Hvem har drukket den sidste mælk? Jeppe, tag lige Sofus med op til købmanden efter mælk. Nu!

Nej, I kan godt cykle i skole, jeg skal nemlig ikke på arbejde i dag

Ja cykle!

Hjalte, du er min yndlingssøn, hvis du gider lægge det her vasketøj sammen

Hey, er der ikke lige en af jer der kan nå det her til mig, der er for langt op!

Hvem kan have McDonalds til aften?

Så vi har hygget, kan du nok forstå!

Ej, det har vi faktisk, for udover at mine drenge på 17 og 15, åbenlyst kommunikerer bedst ved at slå lidt og tjatte til hinanden, så er de også en fest at være sammen med. Jeg har grinet, rystet på hovedet og overgivet mig til deres snak og finurligheder.

De er hjælpsomme og opmærksomme. Hjalte har lavet havregrød hver morgen, og jeg har ikke én gang gået ud med skraldespanden, dækket bord og allermest vidt, så har vaskestøjet på magisk vis fundet vej ud i vasketøjskurven (er der stemning for, at jeg skriver en bog om børneopdragelse?)

Hver aften i den her uge har Peter og jeg enten snakket sammen eller sendt sms’er om, hvad der er sket i dagens løb. Peter har helt klart mødt flere farverige mennesker end jeg har, men til gengæld har jeg været på både kursus i ordblindehjælpemidler og (hold tungen lige i munden!) være til kompetenceudviklingsdag om ordblindevenlig undervisning sammen med vildt mange skønne kolleger.

I torsdags kom Freja så hjem med den lille blå bil, som blev afleveret tanket og rengjort. Jeg havde til gengæld rejemadder klar, så vi alle fire kunne hygge – ja… og slås lidt naturligvis.

Jeg bliver gang på gang bekræftet i, at jeg har født lige tilpas mange børn til, at jeg går glad i seng hver aften og at jeg kan overskue både drillerierne og slåskampene.

Og i fredags kom Peter hjem til mig igen! Det er lige som det skal være!