Når nu man kun har gået i skole i 14 dage og endnu ikke har lært navnene på alle sine lærere, og man så skal forklare sin makker, hvem han skal tale med, så kan man faktisk godt ende med at blive så frustreret, at man ender med vældig højt og tydeligt at udbryde:
“For fanden altså! Det er hende med stokken jo“
Det var naturligvis mig, han mente (og pegede frustreret på), den stakkels elev, som tilsyneladende havde en ven, der føltes dummere end hundefoder.
Jeg stod et stykke væk fra drengene med en kop kaffe i den ene hånd og stokken i den anden, da det her udspillede sig. Jeg vendte mig smilende om mod dem, og så grinede de lidt forskrækket og fåret, mens den ene hev den anden lidt kækt i hættetrøjen og samtidig sagde noget på et sprog, jeg ikke kunne forstå. Velvidende at de ville lære mit navn hurtigere, end jeg ville lære at udtale deres korrekt, foreslog jeg en lille navneleg i spisepausen.
De vandt! Og da de med navnesejren i hu gik til undervisning, lovede jeg dem tæsk med min stok, hvis de nogensinde glemmer mit navn igen. Pludselig vender eleven, der prøvede at hjælpe sin ven, sig om og siger grinende “Hey Charlot, Han fattede ikke hvem jeg mente, da jeg sagde at det var hende med den grimme bil! Han synes nemlig, at alle lærerne har grimme biler ha ha ha“.
Jeg kan stadig ikke finde ud af, om han her prøvede at fedte lidt og fortælle mig, at min Berlingo ikke er verdens grimmeste bil, eller om han rent faktisk lige afleverede en fælles kæmpehån mod hele lærerstabens bilpark!
Hmm…
Unge mennesker er sgu gode nok – også selvom de ikke kender mit navn og synes jeg har en grim bil. Jeg har til gengæld en stok, og jeg er ikke bange for at bruge den!
Ingen kommentarer