Storskrald! (småt brændbarts vikar)Ca. 8 minutters læsning

I morgen slutter min sommerferie! Vores 14 dage i sommerhuset var helt fantastiske, og det var pragtfuldt og alt det der, som du kan læse i de forrige indlæg her, her og her!

Sommerferie med høj sol er ligesom med juleaften og gaver. Man nyder det så meget, at man fortrænger, at for enden af alt det skønne, venter regnen og det krøllede gavepapir på at fortælle dig, at hverdagen er faretruende tæt på.

Således også herhjemme hos mig! Efter vi kom hjem fra sommerhuset for lidt over en uge siden, nåede vi nærmest ikke engang at få bund i vasketøjet før virkeligheden kom væltende.

I det her indlæg har jeg derfor samlet en ordn’lig røvfuld skrald om:

• Bilister uden øjne i hovedet, og hvorfor det er så vigtigt at have en forsikring (og en cykelhjelm)
• Hvorfor jeg sad med Freja i 5 (FEM) timer på Aabenraa Sygehus. Jvf forrige punkt.
• Mine nye briller med glidende overgang, der viste sig at kunne bruges som forstørrelseglas (og hvorfor i derfor ikke må se dem endnu)
• Ole Olsen, der er en dum skid.

Bilister uden øjne i hovedet!

OK, jeg bliver nødt til at lægge ud med at fortælle om en episode, som faktisk ikke er sket i den forgangne uge. Den skete faktisk for ca én måned, men fortjener et par ord med på vejen. Fordi…

For en måneds tid siden sad jeg i min Berlingo og småsov på gymnasiets parkeringsplads. Jeg havde været på arbejde og havde lovet at tage Jeppe med hjem. Pludselig giver det et voldsomt ryk fra bagenden af bilen, og jeg vågner brat og råber forskrækket “JEPPE ALTSÅ”, fordi det er nemlig sår’n noget han og hans venner kunne finde på at gøre, når Jeppes mor hviler lidt…

Det var så ikke Jeppe med venner, men en hvid bil, hvori der sad en mand, som meget hastigt fik bakket og tydeligvis havde enormt travlt. Det fik jeg så også. At løbe efter ham var i sagens natur ikke en mulighed, men jeg når at gentage hans nummerplade højt for mig selv, skrive den ned og ringe til Peter. Han ringede så til vores forsikringsselskab og til min mekaniker (mens jeg stadig ventede på Jeppe).

Lang historie kogt ned, så fik vi efter en uges tid besked om, at manden uden øjne i hovedet, åbenbart også havde verdens sorteste samvittighed, for han vedkendte sig skylden, og skaden der løb op i 8.000 kr. blev dækket af hans forsikring.

For nøjagtig en uge siden fik vi brug for forsikringen igen. Og skadestuen. Og panodiler. Igen var der tale om en bilist uden øjne i hovedet! Denne gang en ældre mand på den forkerte side af 80 år, som overså sin højre vigepligt og derfor drejede, da Freja cyklede ligeud i krydset.

Freja hakkede bremserne i, væltede uheldigt (gudskelov med cykelhjelm på), mens manden uden øjne i hovedet kørte videre! Han havde nemlig ikke opdaget noget! Freja havde slået sig, græd af både flovhed og smerte. Hun blev trøstet af en lille skare af flinke mennesker, som havde set uheldet, og derfor blev hos hende, indtil jeg kom og hentede hende.

Vi kørte direkte på skadestuen, hvor Freja blev opvartet med vand og sugerør (fordi hun ikke kunne løfte armene langt nok op), indtil hun efter fem timers varm venten kunne tage hjem med venstre arm i gips og en slynge med til højre arm. Og således ville skæbnen, at Freja lige nu ligger her i sofaen ved siden af mig, selvom hun skulle have været tilbage i Aarhus i søndags… #stillesmertelykke

Nu nyder vi hendes selskab i stedet. Og skærer mad ud i små hapser!

Vi har fået kontakt til den gamle højresvingsmand, som er frygtelig ked af det. Begge parter har meldt det til forsikringen, og nu venter Freja og Jeg spændt på, hvad de siger på sygehuset i morgen, hvor hun skal til kontrol.

Nåh, det var ulykkeligheder nok i denne omgang. Nu skal det handle om

Mine nye briller med glidende overgang

Jeg fik for et par dage siden en SMS fra optikeren. Mine nye fancy og fuckdyre briller med glidende overgang lå parat til mig. Freja (som jo er hjemme endnu) og jeg tog straks afsted. I butikken stod en sød mandlig vikar, som bad mig tage plads på en stol og derpå iføre mig brillerne.

Jeg er helt sikker på, at de klædte mig, men det kunne jeg ikke se, for jeg sad og lignede en svagtseende tumpe med øjne så store som tekopper. Optikeren havde sat et forkert kryds i styrke 450+, så jeg sad med forstørrelsesglas på både højre og venstre øje. Tænk, hvis jeg havde prøvet dem udenfor i solen, og der var gået ild i alt. #glødendeovergang

Brillerne blev hos optikeren, og jeg kan hente dem igen om en uges tid. I mellemtiden

Jeg kan godt se uden briller, og især når det er langt væk! Derfor kan jeg i dag også konkludere, at

Ole Olsen er en dum skid!

I går ringede jeg til min far, fordi jeg ville have ham med i biografen i eftermiddags. Han sagde naturligvis ja, og sådan gik det til at min far og jeg tog alene alene i biografen. Og jeg mener helt alene. Vi havde nemlig hele salen for os selv!

Det har vi aldrig prøvet før, så vi satte helt uden grund telefonerne på lydløs, og jeg tog min far i at hviske til mig, når han ville sige noget mig.

Jeg er vokset op i en familie, som elsker speedway. Jeg har altid syntes Ole Olsen var en kæmpe helt, så jeg glædede mig til at opleve ham i dokumentaren “Kongernes fald”, som handler om de til alle tider tre største danske speedwaykørere, Ole Olsen, Erik Gundersen og Hans Nielsen. Ole Olsen var i dokumentaren slet ikke den store helt, jeg husker fra min barndom.

Uden at gå i detaljer, så viste dokumentaren, at der har været mere ildelugtende brændt gummi og taktiske bremsespor uden for banen, end på banen. Se dokumentaren med din far, eller ihvertfald før din nabo. Den er alle pengene værd.

Den her biograftur med min far var det sidste jeg kunne trække ud af sommerferien 2019, for i morgen skal jeg tidligt op og på arbejde. Det er første dag i mit nye job på en ny skole med nye kolleger. Jeg er spændt til kvalmepunktet. Jeg ved nemlig ikke en skid endnu.

I morgen er jeg forhåbentlig lidt klogere, og så krydser vi lige alle fingre for, at jeg sover vildt tungt og roligt i nat, så jeg er frisk til i morgen ik?!