2. påskedag pakkede Peter og jeg to små tasker med rent tøj og tandbørster, som vi smed i Berlingoen sammen med pas, kørestol + motor, og så satte vi kursen mod Hamborg. Freja havde vi dagen inden sendt hjem til Aarhus efter en begivenhedsrig påske, og drengene var pænt tilfredse med at skulle være helt alene hjemme i et par dage.
Planen var, at vi ingen vilde planer lagde i de tre dage, som vi skulle tilbringe i Hamborg. Vi skulle bare vandre/trille, drikke nogle kolde øl, spise god mad og være turister.
Hamborg viste sig at være en vaskeægte storby med alt, hvad dette indebærer. Masser af trafik, larm, historiske seværdigheder og også påmindelser om en 2. verdenskrig, der kostede så frygtelig mange uskyldige menneskers liv og raserede Hamborgs by.
Jeg vil ikke bruge det her indlæg til en udgave af “Turen går til Hamborg”, men helt snydes for Peters billeder fra turen skal i alligevel ikke. Jeg har valgt at dele nogle af billederne han tog. Mit håb er, at disse billeder giver jer et lillebitte indtryk af, hvor mangfoldig, storbysagtig og kontrastfuld Hamborg er.
Peter gik på sine ben, og jeg trillede med i min kørestol. Ikke en eneste gang var der forhindringer, som var uoverstigelige, selv om jeg kom rundt med røven solidt placeret i min kørestol. Nuvel, der var forhindringer i form af afspærringer (virkelig mange faktisk) og vejarbejde/facadearbejde (udover det hele), men de forhindringer var ikke kun forbeholdt mig i stolen.
Jeg tjekkede hver dag ved hjemkomst til hotellet, hvor langt vi havde bevæget os, og samlet set så vi 19 km af Hamborg centrum, men det var kun den ene af os, der havde ondt i fødderne om aftenen, når vi dejsede om i hotelsengen.
Jeg har aldrig prøvet at tage på ferie uden at glemme ihvertfald én ting derhjemme. Således også denne gang, nemlig min hårbørste! Den opmærksomme læser vil lægge mærke til, at det ikke er uden grund, at jeg de to første dage følte mig som:
Da jeg i løbet af hele tirsdagen forgæves havde forsøgt at lægge garnet lidt ned og desuden blev forskrækket, hver gang jeg fandt mig selv i et butiksvindue, blev vi enige om at finde en hårbørstebutik på vejen tilbage til hotellet.
Butikken vi fandt var et indkøbscenter, som også indeholdt en stor dagligevarebutik med masser af ting til håret. Børsten blev købt og på vej ud af butikken blev vi stoppet af et ældre ægtepar. Manden havde tydeligvis næsten ligeså store gangudfordringer som mig, og konen var ved at falde bagover af benovelse ved synet af min kørestol med motor.
Jeg kender få, der er ligeså så ringe som mig til at tale tysk og endnu færre, som ligefrem er dårligere end mig til at forstå sproget. Dette betød da også, at da den ældre meget begejstrede dame begyndte at sige en masse ord hurtigt efter hinanden i et vældigt anerkendende tonefald, blev jeg helt desperat over minemanglende sprogevner, så jeg svarede med et højt og tydeligt:
“English?”
Men konen var sgu da ligeglad med engelsk og om jeg kunne forstå hende, for hun var nu så opsat på at fortælle mig, hvor fantastisk min Klaxonmotor var, at hun fortsatte sin monolog med både “schön, gut, wunderbar“.
Hvordan kommunikerer man uden fælles sprog sådan en træt aften i et tysk indkøbscenter? Joh man siger “se!“, og så klikker man motoren af sin kørestol og slår ud med armene! Og så klikker man behændigt motoren på igen! Og smiler!
Den ældre dame, hvis mand nu lidt forlegent var vraltet videre, lagde smilende hånden på min skulder og klemte kærligt til, mens hun sagde alt muligt, som jeg ikke forstod.
Jeg forstod ét ord, som hun sagde (nok mest fordi Peter hviskende oversatte det for mig), og det var:
Lebensfreude!
(hvis der nu sidder én og er ringere til tysk ned mig, så hvisker jeg lige, at det altså betyder livsglæde – velbekomme, det skulle da bare mangle)
Og det er lige præcis hvad turen til Hamborg var! Det var ren og skær Lebensfreude at tilbringe tre dage på lige vilkår sammen med ham jeg elsker. Jeg er så vild med, at jeg kan være med på lige vilkår, selvom mine ben påstår noget andet, og at jeg endelig har accepteret, at jeg har en kørestol (og motor), så jeg kan være med, hvor det sker!
Og så er jeg faktisk også ret glad for min nye hårbørste. Den minder mig om vigtigheden af Lebensfreude, og hvor nemt det faktisk er at mærke, hvis man indretter sig efter de vilkår, som man har.
Ingen kommentarer