En uge med udsving og et kig helt ind i sindetCa. 7 minutters læsning

Den 3. uge af min indlæggelse her på Ry Sclerosehospital har været præget af aktiviteter og aftaler, hvor jeg da lige skal love for, at jeg er nået helt ind i sindet.

Det er torsdag aften, og jeg kan mærke, at jeg endelig er ved at være tilbage der, hvor jeg kan rumme tankerne og eftertænksomheden, som har præget hele ugen. De voksne ansatte fortæller mig, at det er meget normalt, at have lidt nedtur og opleve en metaltræthed på lige netop det her tidspunkt i indlæggelsen.

I mandags var der skemalagte ting for mig fra klokken 9-17. Jeg havde blandt andet en aftale med psykologen, hvor vi talte om min jobsituation. Jeg vil ikke her komme meget ind på, hvad vi specifikt tale om, men vi var omkring, at det er vigtigt, at jeg skal acceptere, at jeg faktisk har sclerose og derfor ikke er fuldtidsansat. Jeg har ikke bare en smule sclerose, som jeg henslængt fik fortalt min nye chef i en indskudt bemærkning. Jeg har faktisk rigtig meget sclerose, og skal derfor holde op med at tale om sclerosen som en mild sommerforkølelse, der går over. I stedet skal jeg give sclerosen lov til at være der, så det bliver klart, hvad min skånehensyn er. Kun på denne måde kan alle blive tilfredse og få det bedste ud af min ansættelse som ordblindelærer.

Psykologen og jeg talte meget om, hvor svært det er for mig, at jeg ikke føler mig ligeså meget med på beatet som mine kollegaer, og hvor frygtelig gerne jeg bare vil være normal, og ikke hende den handicappede med rollatoren og kørestolen, der arbejder færre timer end de andre. Imens jeg talte og græd i en pærevælling, hev jeg grådigt den ene kleenex efter den anden ud af boksen på det lille bord mellem os. Tårerne og tankerne omkring min arbejdssituation væltede over hinanden, men på magiske vis sluttede seancen med, at jeg fik lidt styr på, hvad mit næste træk er, for at de rette ved, hvad jeg kan bidrage med.

Jeg var træt helt ind i knoglerne og samtidig lettet efter mit møde med psykologen. Denne træthed over at skulle helt ind i sindet havde tydeligvis bidt sig fast, så jeg vågnede tirsdag morgen med en knude i maven. Knuden i maven var fyldt en stille mismod og ked af det hed over, at min krop var så stiv og træt. Den viftede på livet løs med det hvide flag. Min stakkes krop er så træt og tigger kun om ro. Al fremskridt fra uge 2 bliver overtrumfet af en kombination af tunge ben og smadret balance i denne uge.

Og jeg bliver så ked af det og frustreret. I forgårs var jeg for eksempel til udendørs balancetræning på hold. Min fysioterapeut var ikke i tvivl om, hvor modløs jeg var over min dagsform, for hun sagde flere gange “Charlotte, du kan bare holde pause eller sidde ned og lave øvelserne“. Jeg kunne fandme ikke engang løfte mine ben over nogle pinde (tynde som et barnehåndled), der var lagt på række i skovbunden. Så jeg satte mig istedet på en fældet træstamme, kiggede på de andre som jo godt kunne og forsøgte at holde tårerne væk. Det kunne jeg så ikke ngang, så jeg kapitulerede og blev enig med min søde fysioterapeut om, at jeg nok ville gøre mere gavn et helt andet sted.

Og det sted var i Haderslev. Haderslev ligger langt væk fra Ry, men det var Haderslev at min elskede Peter havde fødselsdag i tirsdags. Og jeg havde brug for at komme hjem og fejre hans fødselsdag med min familie. Freja var den eneste, som vidste, at jeg kom hjem. Så overraskelsen blev lige så stor og skøn som forventet. Det vil sige, at min far græd (jeg bilder mig ind af glæde), min mor lignede en, der havde set et spøgelse, drengene grinede og Peter, han blev først helt stille, så mumlede han et eller andet, mens han gav mig det største og bedste knus.

Jeg sov hjemme i Haderslev og kørte tilbage til Ry onsdag morgen. Det blev så en dag, hvor jeg bare havde lyst til at ligge under dynen på mit værelse og lade hele verden passe sig selv. Ingen af de andre indlagte var i tvivl om, at Fru Holmboe var i det utilnærmelige hjørne, og at tårerne ikke havde tænkt sig at holde sig tilbage. Det er så sjældent, at jeg har det på den her måde, så jeg kan slet ikke finde ud af snakke om det uden at lyde pissesur og afvisende.

Peter er ikke bange for pissesur og afvisende, så det var ham, jeg ringede til, da jeg havde grædt min mascara ned i hovedpudebetrækket. Jeg græd og snottede, mens Peter lyttede til mine hiksende uforståelige brudsætninger om lortesclerose, krop der ikke kan mere, hjerne der driller, træthed som dræner humøret, og håbløsheden i ikke at kunne finde gejsten og meningen med at træne så fuckhårdt som jeg gør, når det ikke gør mig en skid rask alligevel.

Peter er en meget klog mand, for han stiller spørgsmål, som afleder mine drænende tanker og så fortæller han mig, at det vender om en dag. Han minder mig om, at hvis der er noget, jeg er dårlig til, så er det at blive i en dårlig stemning, og at en dag i sengen med Netflix egentlig kan være givet godt ud…

Han har ret, Peter! For i dag vendte det. Jeg vågnede glad og udhvilet. Jeg tog en ekstra spasmepille i morges, og så drak jeg en ekstra kop kaffe. Jeg tog et langt bad og havde fantastisk træning med min fysioterapeut-praktikant, som både er virkelig dygtig, opfindsom og meget empatisk. Senere skulle jeg til balancetræning, og det gik så fint. faktisk så fint, at jeg kun tog to hvil undervejs og kunne være med til alle øvelserne.

3. uge i Ry er næsten ved vejs ende. Fredag bliver fin og mild, for jeg er tilbage på sporet, og så skal jeg hjem til min elskede familie.