Jeg er hjemme på weekend. Efter den første uges indlæggelse på Ry Sclerosehospital var det rart at komme hjem til slænget, og jeg opdagede faktisk ret hurtigt, at Peter nok var den, som har savnet mig mest.
Ja, og så min mor jo…
Hun har tydeligvis savnet mig så meget (bilder jeg mig ind), at hun fredag morgen sendte mig en SMS, hvor hun ønskede mig en god dag og en god tur hjem til Haderslev, og så skrev, at hun elsker mig.
Jeg ved ikke, om det er fordi min mor har for tykke fingre til at ramme den rigtige modtager til SMS’er på sin Iphone, men YouSee medarbejderen, der modtog min mors SMS til mig fik da helt sikkert en god og kærlig start på weekenden. Min mor var helt færdig af grin, og stod med sin telefon fremme, da jeg kom hjem til dem fredag eftermiddag for at give hende og min far et tiltrængt knus. Jeg elsker min analoge mor!
#MinMorElskerYouSeeOgMig
Således opløftet over at min mors tilgang til teknik ikke har ændret sig en skid i den uge, jeg har været indlagt (indtil nu), tog jeg hjem og drak rødvin med Peter, mens han lavede lækker aftensmad. Vi formåede at samles alle fem i sofaen fredag aften og se en god film. Da vi kom i seng, kunne jeg slet ikke blive færdig med at fortælle om Ry, så jeg endte med at ligge ved siden af en småsovende Peter og hviske, at “Jeg har altså meget mere at fortælle…”.
Det fik jeg så rig lejlighed til i dag, for både Peter og jeg har brugt pænt meget tid i sofaen. Jeg er så træt i dag. Faktisk så træt i både hoved og krop, at jeg ikke tog med ind at træne med de andre, men lokkede Jeppe og den gamle hanhund med til stranden, i håb om at det kunne give lidt tiltrængt energi.
Ikke en skid energi gav det, tværtimod. Jeg er så træt i min krop efter en uge med træning og motion i Ry, at jeg blev stående på samme plet og svajede i vinden på stranden, mens Jeppe og hanhunden trissede lidt rundt i den stive kuling. Jeppe hjalp mig tilbage til bilen, og så tog vi hjem, så han kunne banke mig TRE gange i backgammon (jeg forstår ikke, at det kunne ske…)
I morgen er det søndag og egentlig dér, hvor jeg skulle sortere affaldet, så i kan få mit ugentlige Småt Brændbare indlæg til gennemsyn, men da jeg ikke ved, hvad dagen i morgen bringer, og om jeg tager tilbage til Ry allerede i morgen aften, så har jeg sorteret affaldet i dag.
Jeg elsker at være hjemme, men ser samtidig frem til at knokle videre i Ry. Jeg har fået så meget ud af den første uges indlæggelse (også ondt i muskler, jeg havde glemt eksisterede). Jeg sætter pris på, at der findes Sclerosehospitaler med så kompetente og engagerede ansatte, at jeg er i stand til at bevare modet og troen på, at det ikke er ligegyldigt at kæmpe.
Det må nemlig aldrig blive ligegyldigt!
Ingen kommentarer