I går var jeg alene hjemme. På en lørdag. Det var en meget stille oplevelse, og jeg brugte derfor hele eftermiddagen helt uforstyrret ude i mit elskede glashus med varm kaffe i kruset, pakket ind i et tæppe og med den gamle hanhund Sofus liggende ved siden af mig. Sofus brugte solskinstimerne i glashuset på at glo dovent på solsortene, der hakkede i æblerne på plænen. Jeg brugte tiden på at byde mine erantis og vintergækker velkomme op af mulden, mens de knejsende legede forår og blærede sig om kap i solen.
Jeg kan faktisk godt lide at være alene hjemme. Netop på grund af roen, men også fordi jeg ved, at roen aldrig når at blive kvælende, før den afløses at mine tre unge mennesker, som buldrer ind af døren og spørger, hvad det giver til aftensmad, oftest efterfulgt af spørgsmålet om, hvad de kan hjælpe mig med.
Og så sender jeg måske en ud efter brænde, en anden ud med skraldespanden og den tredie afsted efter cremefraiche ved købmanden. Det er sådan det fungerer herhjemme. Vi hjælper hinanden, går lidt i vejen og fylder en del alle sammen.
Jeg havde masser af tid i går eftermiddags til at tænke over, hvad 2019 kommer til at bringe af oplevelser, udfordringer og forandringer.
Og det er faktisk ikke så lidt!
Jeg vil i det her indlæg dog nøjes med at fortælle om Freja og hendes begejstrede planer om at flytte hjemmefra. Mine tanker fyldes lige for tiden op af, at hun snart skal videre ud i livet, og at vi bliver her.
Jeg er ikke nervøs for at sende Freja til Århus, hvor hun fra 1. marts skal dele en rigtig fin lille lejlighed med sin supersøde veninde. Freja er 19 år, blev student sidste år og hun har brugt det her sabbatår på at tjene penge til at flytte hjemmefra.
Hun er så klar. Vi er også (vist nok) klar. Men derfor er det alligevel vildt underligt. Jeg ved, at hun elsker os, og at hun ikke er mæt af vores selskab. Men vi har her at gøre med en mor, som ikke kan få nok af sin datters selskab. Jeg elsker jo, når hun rykker tæt på mig i sofaen eller sidder på køkkenbordet og deler sine gode idéer, finurlige tanker og klukkende latter.
Freja udfylder en plads herhjemme, som ikke kan erstattes! Det skal den heller ikke, men vi der bliver her i Haderslev skal finde på nogle tricks, så glæden over, at hende Freja kan selv, langt væk fra os, fylder mere end den tomme plads hun efterlader herhjemme.
Har vi givet hende nok mod? Har vi sørget for, at hun finder sig i “no shit”, og samtidig bevarer den ordentlighed og rummelige indstilling, som vi elsker hende for? Husker hun, at uanset hvad, så handler livet om at få oplevelser, og at de knubs, som hun helt sikkert får, heler igen (og ellers ringer hun bare hjem til sin personlige beredskabsstyrelse i Haderslev)? Får hun nok søvn? Husker hun at købe mælk og vaskepulver? Ringer hun hjem og fortæller de vigtige ligegyldige ting fra hendes nye hverdag?
Jeg er sikker på, at jeg kan svare ja til det hele! For Freja er sej som en rocker, blid som et lam og har et mod på livet og verden som få!
Men inden hun flytter til Smilets By skal Jeppe begynde til teori, for han skal have et kørekort, Jeg skal indlægges i Ry i en måned, og Freja skal til Rom i en uges tid med en dejlig veninde.
Hey! Er der nogle som har nogle flyttekasser tilovers?
Ingen kommentarer