Bali kan mange ting!
Og Ubud, som var den første by vi boede i, var ingen undtagelse. Ubud er en by, som må siges at være “vild i varmen” og er da også kendt for at være Balis kulturelle centrum. Lige siden 1930’erne har det været kunstneres foretrukne by, hvor de kunne slå sig løs og lade sig inspirere. Det bærer byen stadig præg af, for der er virkelig mange steder, man kan købe alverdens kunst (og det der ligner). Der er helt enormt mange turister, scootere, markeder og restauranter i Ubud, der virker til at være vågen hele døgnet.
Vi boede på et utroligt smukt hotel i Ubud, der tidligere var de lokale kunstneres foretrukne sted at slappe af. Hotellet lå i gåafstand til den pulserende by, men samtidig så tilbagetrukket, at vi kunne mærke pulsen falde, nyde rismarkerne (hvor bønderne knoklede…), som lå lige for fødderne af os, beundre både den tropiske stemning med flotte buske og statuer omkring poolen og ikke mindst vores smukke hotelværelser. Toppen af det hele var endnu engang at kunne sande, hvad vi fik at vide af den søde dame i lufthavnen i Bangkok, nemlig at det magiske ved Bali er “kindness”. Personalet på hotellet var enestående.
Den første formiddag vi tilbragte i Ubud, valgte vi i samlet flok (13 mand) at tage på et kæmpe marked for at mærke stemningen af Bali. Det var en ret sjov oplevelse, hvor vi blev sat på en prøve både med hensyn til smilende og imødekommende butiksejere, der meget gerne ville hjælpe (de fleste uden at være for ivrige). Valutaen på Bali var udfordring nummer to på markedet. Har I måske nogensinde givet 40.000 for en sommerkjole? Det gjorde jeg så og følte mig et kort sekund som det rigeste svin i verden, indtil Peter hviskede at den havde kostet 18 danske kroner. Den var alle pengene værd – både farverig, løsthængende og duftende af krydderier.
Jeg havde naturligvis kørestolen med på markedet, men fandt hurtigt ud af, at det var dødsdømt at trille rundt i de smalle gader, der var fyldt op med lokale handlende, alskens gejl og turister. Jeg spurgte derfor en butiksindehaver, om jeg kunne betale mig fra at bruge hendes butik som parkeringsplads. Hun smilede imødekommende, hvorpå hun fandt en æresplads til mit køretøj og nægtede at tage imod mine penge. Lad dette være blot et enkelt eksempel på, hvilken imødekommenhed vi oplevede på denne magiske ø.
Vi sluttede turen på Art Market i Ubud af med at besøge det royale palads, hvor der var så pyntet med guld, blomster og statuer, at jeg tænker, at Dronning Margrethe II skal ind i kampen NU, hvis hun vil gøre sig forhåbninger om at matche dette, #tropådetMargrethe!
Varme, svedige og fyldt op med fede indtryk tilbragte vi resten af dagen på hotellet, hvor alles fulde fokus var sol, pool og drinks! Og ladede op tl den store cykeltur næste dag!
Altså den der cykeltur, som jeg havde trænet til hjemmefra på en kondicykel hos fysioterapeuten, og hvor mine kære svigerforældre havde sørget for, at Peter og jeg kunne køre på tandem, så jeg kunne være med. Vi blev kørt til cykelstartsstedet i en minibus.
Alt var fint, altså lige indtil vores sidstfødte blev virkelig dårlig og kastede op udover det hele i minibussen
Planen med cykling blev derfor lynhurtigt ændret for Hjalte og mig. Vi blev kørt hjem til hotellet igen, og Peter “slap for” tandem-tur med konen og fik en mountainbike at cykle på i stedet.
Både Hjalte og jeg var naturligt nok superærgerlige over at måtte undvære denne oplevelse. Vi kunne både mærke og høre på alle de andre familiemedlemmer, at det havde været en fantastisk tur, hvor de både havde kørt i fælles flok ad små veje, mødt lokalbefolkningen, besøgt en skole og cyklet langs rismarker for at ende med at blive inviteret på overdådig lokal mad.
Nu sidder I sikkert og tænker på , hvor synd det var for Hjalte, at han på ærgerlig vis skulle spilde lidt af ferien på at have (virkelig) dårlig mave, som insisterede på at blive tømt (mange gange)! Og det var det da også, men det var skisme da ligeså synd for mig, Jeppe, Peter og Freja! Vi fulgte nemlig trop og brækkede os også allesammen efterfølgende. Vi lå fordelt på to hotelværelser og tømte maven synkront uden at turde slå en prut. Det var simpelthen så forfærdeligt og ikke særlig magisk!
På dag tre, efter en hel nat i brækland, skulle vi klokken 8 om morgenen tjekke ud og videre til det næste hotel, som lå tre timers kørsel væk (ad snoede og ujævne veje). Vi fik i snegletempo pakket sammen (med indlagte brækpauser) og skaffet rigeligt med plasticposer til maveindhold, for ingen af vores maver var blevet helt raske denne morgen. Man kan sige meget om vores femkløver, men når vi gør noget, så gør vi det grundigt og er imponerende solidariske!
Om disse brækposer blev nødvendige på køreturen, hvor turen gik hen, om det var et ligeså fedt hotel vi skulle bo på de kommende tre dage og hvilke oplevelser der ventede os det næste sted, kan I læse om i næste blogindlæg.
ps. Nogle af billederne i det her blogindlæg kan jeg takke min elskede svigerinde Louisa for. Tak min ven!
Ingen kommentarer