I morgen skal jeg indlægges på Ry SclerosehospitalCa. 4 minutters læsning

[dropcap]I[/dropcap] morgen tidlig sætter jeg mig i Berlingoen og kører til Ry, hvor jeg skal være indlagt på Ry Sclerosehospital i 14 dage. Jeg har derfor brugt weekenden på at pakke vigtige, nødvendige og også aldeles unødvendige ting ned i min store kuffert. Jeg har været indlagt i Ry fire gange før, så jeg ved, hvad det handler om, og hvad jeg skal have med for at være sikker på en god indlæggelse.

I 14 dage skal jeg i et individuelt forløb, hvor jeg får en fast kontaktperson, som er ansvarlig for mit behandlingsforløb og også fungerer som min vejleder og sparringspartner. Min kontaktperson sammensætter et behandlerteam til mig, som skal hjælpe mig under indlæggelsen. Da jeg har været indlagt mange gange før og derfor kender de fleste af behandlerne (og her taler vi om både fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykolog, diætist, læge), er jeg helt tryg ved at komme i kløerne på dem.

Første gang jeg var indlagt på Ry Sclerosehospital var i 2012, og der var jeg mildest talt mere spændt end tryg ved arrangementet!

Indlæggelsen i 2012 levede ikke – som i OVERhovedet ikke – op til mine tanker om en indlæggelse på et sclerosehospital!

I 2012 havde jeg levet med sclerose i 16 år, og tanken om en indlæggelse havde da strejfet mig et par gange, men jeg havde ærlig talt svært ved at se, hvad jeg skulle få tiden til at gå med i FIRE uger sammen med en masse handicappede, når jeg selv både kunne gå og alt muligt!! Da jeg langt om længe (og med pres fra både Peter og min neurolog)  besluttede mig for fire ugers indlæggelse på Ry Sclerosehospitial, brugte jeg vældig mange kræfter på at forestille mig, hvor malplaceret jeg ville være på et sclerosehospital, når jeg garanteret ikke var ligeså handicappet som de andre, og hvor ensom og hjemvésramt, jeg garanteret ville blive uden mine børn og Peter. Spørgsmålene om indlæggelsen væltede over hinanden, for der var tilbage i 2012 ikke særlig meget information at hente på internettet om at være indlagt på sclerosehospitalerne.

Peter afleverede mig i Ry, og vi blev (naturligvis) ved ankomsten mødt af det mest empatiske, professionelle og engagerede personale. Mine dystre tanker om mine medpatienter blev ligeledes gjort til skamme, for sjældent har jeg følt mig så forstået og hørt, som af de andre indlagte. Jeg fik mit eget værelse og bad Peter om at tage alle mine dumme tanker og fordomme med tilbage, hvor de kom fra!

Det er mange år siden nu!

I morgen er det med en anden mavefornemmelse og med et helt andet lortehelbred, jeg ankommer til Ry. Jeg har den her gang både min rollator og min kørestol med i bagagerummet, og jeg glæder mig til at få tiltrængt hjælp i forhold til at fortsætte mit liv med sclerose. Jeg er så taknemmelig for, at der findes et hospital for sår’n nogle som mig med så meget ekspertise og så mange gode mennesker samlet på et sted.

Jeg ved, at mange med sclerose, som ikke tidligere har været indlagt på et af sclerosehospitalerne, kan have svært ved at overskue en indlæggelse. Derfor vil jeg i de næste 14 dage skrive lidt om, hvad jeg oplever under indlæggelsen. Hvis der er nogle af jer med sclerose, som har lyst til at få noget specifikt at vide eller har spørgsmål om det at være indlagt sådan et sted, og hvad det indebærer, så skriv endelig til mig her eller på fru Holmboes Facebookside, så vil jeg efter bedste evne forsøge at besvare spørgsmålene!

Den eneste fejl som jeg har gjort i forhold til en indlæggelse på et sclerosehospital, er at vente 16 år med at komme afsted!