Status på balancevestCa. 4 minutters læsning

[dropcap]D[/dropcap]et er nu en måned siden, at Freja og jeg kørte til Århus for at hente min balancevest. En balancevest som har betydet så meget for mig, mit humør, min selvopfattelse og min førlighed. Det lyder stort og dyrt, jeg ved det godt, men fra at være dybt afhængig af en rollator til at kunne gå ind på arbejde uden hjælpemidler, så føles det faktisk kæmpestort.

Jeg har skullet indstille min hjerne til at tro på, at jeg godt kan holde balancen uden at gå bag en rollator. Både på arbejde, derhjemme og i naturen oplever jeg en helt ny frihed og fornyet tro på, at jeg er gående længe endnu. Det er så maveboblende skønt selv at kunne gå med min fyldte kaffekop og bære mine dokumenter selv, fordi min hænder ikke er optaget af en rollator. Og det føles så rart, at jeg ikke skal stå lænet op af køkkenbordet på grund af lortebalancen, når jeg hjælper med madlavning eller holder ved væggene, når jeg går rundt herhjemme.

I går var jeg til ridning for første gang med balancevesten på. Både min fantastiske ridefys og jeg var spændte på, om jeg kunne mærke en forskel. Og det må jeg sige, at jeg kunne, for jeg red både slalom med lukkede øjne uden at snydekigge (nuvel, jeg blev trukket rundt), og jeg travede to (små) gange, uden at jeg følte, at det var med livet som indsats. Jeg kan ikke forklare, hvad der sker, men det er såmænd også revnendetrekvart ligemeget, for jeg kan mærke forskellen, og det er forklaring nok for mig.

Efter ridning tittede solen frem, så jeg kørte hjem og hentede den gamle hanhund, og så tog vi på heden. Åh hvor ville jeg ønske, at jeg på vores lillebitte tur i havde mødt de visitatorer, som i deres afslag på balancevesten vurderede, at balancevesten ikke vil afhjælpe mig, så jeg tør bevæge mig på ujævnt terræn uden bekymring for at falde og være mobil uden brug af rollator/kørestol.

Jeg er da godt klar over, at jeg aldrig bliver kåret som vinder af en powerwalk konkurrence eller er særlig yndefuld, når jeg går. Men efter mange år, hvor jeg ikke har bevæget mig udenfor matriklen uden rollator eller en barmhjertig sjæl ved min side, så er det svært at finde de rigtige ord til at bekrive den fonemmelse, det er at kunne gå igen – kun ved hjælp af mine egne ben og en lille smule stædighed og vilje.

Jeg optog faktisk en lille video af vores tur på heden, som jeg sendte til Peter, fordi jeg ved han bliver ligeså glad som mig. Han svarede med det samme, og han brugte fire ord, som jeg ikke selv kunne finde frem til at beskrive, hvordan det føles. Han skrev:

Og det er netop en lang tur mod frihed, som jeg er på. En frihed som sikkert er svær helt at forstå, hvis man ikke har en sygdom som sclerose, der er berygtet for kun at bevæge sig i en retning. Kendskabet til balancevesten har fortjent at blive spredt som konfetti til nytår, for hvis så simpelt et hjælpemiddel kan hjælpe mange så meget, så skal både borgere og kommuner oplyses om dens eksistens og værdi for borgeren. Balancevesten skal ikke kun være en god historie at læse om på internettet! Den skal afprøves af borgeren og så skal den i de tilfælde, at den virker, bidrage med selvhjulpenhed og værdighed!