[dropcap]J[/dropcap]eg har det faktisk ret godt for tiden! Jeg oplever glade og positive ting, som giver mig overskud og bekræfter mig i, at når jeg bruger min sparsomme energi rigtigt og husker at holde fokus, så skal det hele sgu nok flaske sig. Det er ingen hemmelighed, at det har været nogle opslidende måneder, hvor jeg undervejs i alt det her Kommune/visitations balancevest hurlumhej har brugt virkelig mange kræfter, tid og tanker på at prøve at forstå og skabe dialog til at forandre den sagsbehandling, jeg oplever hos visitationen.
Det har været skidehårdt, men det er alt sammen (næsten) glemt, når jeg til gengæld oplever viljen til handling og forandring hos de folk i kommunen, som rent faktisk kan skabe den forandring, der er nødvendig. Jeg har god grund til at tro på, at min indsats og mine kræfter er lagt rigtigt og er givet godt ud, når jeg lytter til, hvad direktøren for Sundhed og Voksenservice samt afdelingslederen for Ældre og Pleje vil arbejde videre med efter at have talt med mig og lyttet til mine oplevelser som syg borger i Haderslev Kommune.
Det er en rar følelse!
En virkelig rar følelse var det også, da jeg kom hjem til denne buket i fredags og kunne læse på kortet, som fulgte med, at det var en hilsen fra direktøren for Sundhed og Voksenservice i Haderslev Kommune. At modtage en buket fra hende, er for mig en stor tilkendegivelse af, at der bliver lyttet til mig og mine frustrationer omkring visitationen i Haderslev Kommune.
Og nu skal det altså handle om noget helt andet kommune og balancevest!
Jeg har nemlig haft fødselsdag i lørdags! Jeg ELSKER fødselsdag, og selvom jeg efterhånden er blevet fejret i virkelig mange år, så vågner jeg stadig bizart mange gange natten før, jeg bliver vækkes med sang, gaver og fødselsdagskram fra familien. At have fødselsdag på en lørdag plejer ikke at ændre ved, at alle andre herhjemme står op, før hanen galer og gør klar til skønsang inde i sengen. I år var så lidt anderledes, for da klokken var 8.45 lå jeg stadig superspændt i min seng og ventede på at kunne høre, når resten af familien puslede ved soveværelsesdøren. Min blære var ved at eksplodere, da de endelig kom ind klokken ni med flag, gaver og sang.
KLOKKEN NI!! Det er jo fandme midt på formiddagen, når man er mig.
Men Peter (det gode menneske) havde ikke kunnet nænne at vække Freja, som havde været i byen til klokken ? (jeg sov). Det betød i år, at jeg skulle høre på fire mande(agtige)stemmer brumme “i dag er det moars fødselsdag...”, hvor ihvertfald den ene virkede en kende fest-ramt. Gudskelov havde jeg i år ønsket, at vi bare skulle hygge derhjemme og bruge dagen på at lave så lidt som muligt, kigge på gaver (og skærme) og også lave lidt mad og bage en kage til om aftenen, når mine elskede forældre kom.
Familien imødekom mit ydmyge ønske om hygge og ro. Freja listede ind på væreslet og sov middagssøvn, og Hjalte hyggede faktisk så meget, at han futtede rundt i sin pyjamas hele dagen, lige indtil han skulle i seng. Alt imens vi havde travlt med at lave ikke en skid dukkede der to veninder op. Tænk sig, at jeg også på min fødselsdag er beriget med veninder, som overrasker mig med store knus og meget personlige gaver. Jeg ELSKER fødselsdag altså! Og veninder!
Det var en god og dejlig fødselsdag, nøjagtig som jeg kunne ønske. Altså hvis jeg ser bort fra, at jeg tabte den varme bradepande med kyllinger og “snask”, som jeg insisterede på selv at hive ud af ovnen. Køkken og ovn (også bag lågerne!) var med ét marineret ind i fødselsdagsmiddag, og jeg var med ligeså meget ét en kende fortvivlet. Middagen blev dog ved fælles hjælp reddet, og mine forældre bildte mig ind, at det hele smagte godt og festligt. Forældre siger mange pæne ting på de helt rigtige tidspunkter!
Vil i forresten vide, hvad jeg fik af Peter? Okay! Jeg fik to originalmalerier af Troels Trier. Jeg er ret vild med Troels Trier, både hans skæve og skøre væsen og hans kunst, som er inspireret af tegneseriens fortællekunst og altid malet i klare farver og med enkle konturer. Malerierne jeg fik af Peter, har titlerne:
Højt humør Dybsindig samtale
Malerierne er naturligvis allerede hængt op, og jeg bilder mig ind, at der er en dybere mening med, at Peter har valgt, at jeg skulle have netop disse to (#skørfugledame).
I søndags skulle jeg jo så vænne mig til at være 46 år (seksogfyrre!!). Det gik sådan set meget godt. Solen skinnede hele dagen, og jeg fik plyndret æbletræet for røde søde æbler, som skal bruges i diverse opskrifter. Jeg fik også hygget ude i mit glashus med en lydbog, som Hjalte friskt nok døbte “søvnbog“, da jeg for helvede ikke kunne holde mig vågen med en dyb, sprød Thomas Winding agtig stemme proppet helt ind i ørerne. Og derfor har jeg nu lyttet/sovet til afsnit 96 tre gange (indtil videre).
Søndag eftermiddag syntes Peter vist, at konen var gået lige lovlig meget i stå, så han spurgte, om vi ikke skulle trille en tur. Bare ham, mig og hanhunden. Ligesom vi plejer! Det ville jeg mægtig gerne, og afsted vi trillede. Altså lige indtil Peter bremsede kørestolen og mumlede “Ej, vi har sgu da egentlig glemt hunden derhjemme…”. Og så trillede vi videre uden hund i solskin! Jeg vil betragte “glemt hund” situationen som Peters ansvar. Jeg er jo for pokker ved at være oppe i alderen altså!
I morgen er det onsdag. Jeg har glædet mig SÅ til den her onsdag. Det er nemlig i morgen, at Freja kører mig til Århus, så jeg kan hente min balancevest. Jeg har ikke glemt, at jeg har lovet jer at fortælle om afprøvningen af den. Men jeg har besluttet at vente med at skrive noget, til jeg rent faktisk har vesten herhjemme, så jeg kan fortælle, hvad jeg oplever af forandring i min hverdag.
Ingen kommentarer