Sådan gør man åbenbart i provinsen…Ca. 4 minutters læsning

[dropcap]H[/dropcap]aderslev har i pinsen virkelig været helt ude af sig selv. Nærmest på den anden ende! Vi har nemlig amokmeget fejret, at det i år er 500 år siden, at Martin Luther slog 95 teser op på porten til slotskirken i Wittenberg – en begivenhed der blev startskuddet til reformationen (Google selv mere ik?!). Faktisk har vi været så festramte i pinsen, at selveste Hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe var trukket i forårslyserøde klæder for at fejre hr. Luther i Haderslev Domkirken. Vores statsminister og formanden for Folketinget var faktisk også blandt vigtige folk, som var inviteret med til denne Domkirkefest, og de havde ovenikøbet fået lov til at tage masser af bodyguards med!

Vi andre, som ikke var vigtige nok til den kongelige VIP fest i Domkirken, samledes på Wittenberg Plads, hvor lokale landmænd på festlig vis ville vise både dyr og køretøjer frem. På samme Wittenberg Plads stod vi mest og ventede på at klokken blev 10, så Hjalte og hans band kunne gi’ den gas på ladet af en lastbil.

Pludselig, klokken 9.45, mens vi spændte venter på musikken, bakker en hestetransport ind på pladsen lige foran “scenen” og læsser to små (spræl-levende) kalve ud! Tre alvorlige mænd i kedeldragter får de stakkels kalve bugseret IND UNDER SCENEN, hvor der er to små bure sat op.

“Det mener I ikke vel??” ryger det ud af mig,

mens jeg kigger vældig truende på den mest velnærede af mændene. Han kigger så fåret på mig – min rollator- og mig igen, og ser grangiveligt ud, som om han ikke forstår mit spørgsmål. Jeg gentager spørgsmålet, og får også sagt noget med “fandeme ikke være bekendt“, “Hvad tænker I på?” og “De stakkels kalve er da bange!“. Så forstår han øjensynligt bedre, men er tydeligvis ikke enig, for han svarer blot “Rolig rolig nu dame, de står jo i skygge her, og de har både vand og mad!“, mens han klør sig der, hvor han engang havde en frisure.

Bandmedlemmerne står alt imens uvidende om bondegården under dem og stemmer instrumenter. Lige indtil en af kalvene brøler MUUUUUUH. Så bliver der helt stille, og alle musikerne kigger ned på mig, som hovedrystende ironisk siger  “Bare rolig, det er to små kalve, der har fået lov at stå under lastbilen og høre jer spille! Det er virkelig super!!”

Den velnærede kedeldragtmand og jeg blev aldrig enige. Vores veje skiltes, og han gik hen for at få en pølse, mens jeg satte mig på min rollator og nød koncerten. Det var en alsidig koncert, hvor kalvene stemte i og MUUUHEDE på livet løs, mens folk klappede både spredt og taktfast. Jeg er sikker på, at vores fest, trods min sure bøvs over kalvenes deltagen, var mere rytmisk, sjov og god. Det band, som Hjalte spiller i, har spillet sammen i tre år, og de er bare blevet så gode – både sammen og hver for sig!

Jeg har ikke kun været sur i pinsen. Jeg har sandelig også være både stille, eftertænksom og træt. Jeg har ikke energi til andre folk, og jeg har et umanerligt stort behov for at vide, hvad der skal ske. Og det der skal ske må meget gerne være lig ingenting!

Derfor er det også rimelig bøvlet inde i mit hoved lige nu, at jeg i sidste uge (da jeg var fuld af energi) planlagde at arbejde på onsdag (som er min fridag), og at jeg også har sagt ja til at blive længere på fredag, fordi det passede bedre med en kursist. Og så er det fandeme også megabøvlet, at Peter tager til Island i morgen og ikke kommer hjem før lørdag, når jeg så virkelig godt kan lide, når vi er far, mor og tre børn!

Traditionen tro skal et blogindlæg ikke slutte med låååårt, så her har i et billede af min bryllupsdag! Peter og jeg havde nemlig 16 års bryllupsdag (ja, hold da helt op ik?!) i fredags. Det er ikke noget vi gør et megastort nummer af, men i fredags, da jeg kom ud fra lægen kom Peter gående. Han havde været til møde inde i byen og ville bare lige høre, om vi ikke skulle fejre vores bryllupsdag med en is og en kold øl!

Skidehyggeligt var det. I morgen er det tirsdag, og tirsdag plejer at være en god dag.